Som lovet er det blevet tid til at Friggs Datter har sin første gæsteblogger. Den kære og meget kloge Ørum har skrevet dagens indlæg som er noget mere læsetungt end det jeg ellers udgiver her på bloggen, men det er bestemt læsningen værd. Jeg håber at i ellers nyder denne Thorsdag. Husk at det er i dag at billetterne til Wardruna er blevet frigivet. MEGET VIGTIGT! Rigtig god læsning. Frit og Mægtigt Nordisk Hedenskab Og Politisk formI det følgende redegør jeg for mine tanker om en hedensk stat. Om denne stat vil realiseres i min levetid, vor levetid, vore efterkommeres levetid eller aldrig, er sådan set underordnet; hvad jeg beskriver her er en idealtilstand. Det er i vor tid populært at mene at politik og religion ikke bør sammenblandes. Dette er naturligvis sludder og vrøvl. De to ting kan ikke adskilles foruden under særlige forhold. Det første forhold er det hvor de religiøse anskuelser der former politikken er så almindeligt udbredte at de ikke ænses af de mennesker der bærer dem. Derfor kan det kristne menneske i det kristne samfund i ramme alvor hævde, at når individet bliver samfundets juridiske grundlag så er det ikke en religiøs forestilling der lægger til grund, men en ren sekulær tankegang. Dette lader sig kun gøre fordi den kristne tankegang er så vidt udbredt at det kristne menneske end ikke opfatter tankegangen som særegen kristen, men som almenmenneskelig. Det andet forhold under hvilken religion og politik kan hævdes adskilte, er når mennesket ganske enkelt ikke tager sin religion alvorligt. Når religion gang på gang viger pladsen som den afgørende beslutningsmotivation, så er det ganske enkelt fordi religion ikke betyder nok for mennesket til at være den afgørende beslutningsmotivation, i hvilket fald mennesket ville være bedre tjent med at kalde sig ateist og spare både tid og penge ved at opgive sin religiøsitet. ”Jamen, skal religion påvirke den førte politik?” spørger den undrende læser nu. ”Ja, ja og syv gange ja!” lyder svaret straks. Religion skal påvirke den førte politik præcis som landets geografi, demografi, økonomi og strategiske og teknologiske situation. Hvis ikke vi mener at dyrkelse af Frej nytter noget for landets åring, hvis ikke vi mener at dyrkelsen af Tyr og Odin betyder noget for landets muligheder for sejr i krig og hvis ikke vi mener at dyrkelsen af Thor er med til at holde naturens ødelæggende jættekræfter på afstand, hvorfor gør vi det så? Hvis vi, derimod, rent faktisk tror på at vore guder nytter noget, så er det jo oplagt, snublende nært endda, at dyrkelsen af dem ikke bare er et privat anliggende, men et offentligt. Hvis en viril Frej bringer rigere grøde, hvis en venlig Odin og en stærk Tyr hjælper landets forsvar, hvis en stærk Thor holder både jordskælv, tørke og tsunamier fra døren, så må staten (eller i det mindste, civilsamfundet) forholde sig til det og afsætte ressourcer til gudedyrkelse. Igen, religion og politik kan kun adskilles for det menneske der ikke tager sin religion alvorligt. ”Nuvel, men hvorledes skal den hedenske stat så se ud? Hvordan skal den styres og hvem skal styre den?” Her er der et par sager vi skal have klarlagt: Vi er ikke monoteister. Vore guder er mægtige, meget mægtigere end det enkelte menneske, men ikke almægtige. De er ikke den eneste variabel at tage hensyn til, når politikken skal fastlægges og samfundets vel skal røgtes. Dog er det værd at huske på at ingen hedensk statsdannelse hidtil har været uden offentlig kultpraksis. Vel er guderne ikke den eneste variabel at tage hensyn til, men de er dog en variabel, derfor må en hedensk stat tage højde for dem. Visse mennesker synes at have lettere ved at være i kontakt med det vi folkeligt kan kalde ’den anden verden’, i dag går disse mennesker enten stille med dørene eller betragtes som (små)tossede, hvis de da ikke bryder sammen under vægten af deres åbenhed og ender i statspsykiatrien. I en hedensk stat, derimod, ville disse ’metafysikere’ givetvis have en anden rolle. Fremfor en offentlig kult bedrevet af lærde, men tvivlende, teologer ville den hedenske stat bemande sin offentlige kult med de ’metafysikere’ der over tid viste sig kompetente dertil. Hvis et orakel ikke leverede pålidelige forudsigelser, hvis en sejdkone rådede folk bane, ville disse over tid blive erstattet af andre ’metafysikere’ hvis evne til at formidle Magternes vilje stemte bedre overens med Magternes faktiske vilje [1]. På samme vis vil de ’offerpræster’ der formår at formidle deres ofre til Magterne blive foretrukket fremfor dem der ikke klarer deres opgave på tilfredsstillende vis for både Magterne og folket. ”Hør, Ørum, nu lyder du meget som en politiker. Du har svaret på et andet spørgsmål end det du blev stillet… Kommer vi stadig til at have demokrati? Det er egentligt det jeg gerne vil vide.” Javel ja. Svaret er enkelt og næppe det læseren ønsker at høre. Et hedensk samfund, faktisk enhver form for religiøst funderet samfund, er ikke foreneligt med den moderne demokratisme. For det første funderer demokratismen sig på to vildfarelser. Den første er at kvantitet er en brugbar erstatning for kvalitet når det kommer til at afgøre hvilken politik der bedst løser vore problemer. Den anden vildfarelser er nært beslægtet med den første, og består i troen på at legitimitet kan vokse nedenfra. Sandheden (Med stort S) afgøres ikke med en flertalsafstemning (eller med et folketingsvalg), Sandheden findes uafhængigt af mennesket og ændrer sig ikke som følge af hvad mennesket [2] måtte mene. Derfor må den moderne demokratisme med dens humanisme forkastes. Egentligt folkestyre, altså demokrati, er udmærket berettiget når afgørelser skal træffes om emner folket er kompetent til at afgøre, men ligeledes må man erkende at folket ikke kompetent til at afgøre alle slags sager. Folket kan lige så lidt afgøre hvilke guder der findes eller om mennesket af natur er hierarkisk som folket kan ved en afstemning forkaste tyngdeloven. Derfor vil der i en hedensk stat være en række anliggender vi i dag vil finde fremmedartede. Den absolutte lighed som vi i dag anser for demokratiets væsen, vil være borte. At tanken er absurd lader sig afklare ved simpelthen at betragte verdens gang. At tanken er fremkommet ved en sekularisering af kristnet tankegods hamrer endnu et søm i dens ligkiste og at guderne selv lever i et samfund hvor alle nok er lige nødvendige men langt fra lige politisk begraver den langt under fremmed jord. At kvalificerede mennesker i fællesskab afgør et anliggende der berør dem alle er en sund og praktisk måde at ordne sagerne på. Dette kender vi fra vor gamle tradition for tingmøder, hvor fællesskabet ordner fællesskabets anliggender. Det afgørende er afgrænsningen af denne institutions beføjelser. ”Men hvad vil du så have i stedet?” spørger den vedholdende læser [3]. Ja, her bliver det straks lidt mere bøvlet. Det alternativ jeg foreslår, afhænger af forholdet mellem den fysiske og metafysiske verden. Hvis det hellige er en konkret del af den fysiske verden, så er det selvfølgeligt en faktor vi må tage højde for, i vor planlægning af samfundet, som jeg allerede har påpeget. Dog er det også en faktor der giver os betydelig frihed til at ordne resten af samfundet efter menneskets forgodtbefindende. Lige så lidt som danskeren kan afstå fra at tage højde for både sund, bælter og fjorde, lige så lidt kan den hedenske dansker undgå at tage højde for Njord, Tyr og Thor. Men lige så lidt som Rigets geografi styrer hvorledes Riget politisk er organiseret [4], lige så lidt behøver den metafysiske orden at styre hvordan Riget ordnes indadtil, når blot kulten passes og blótet gives til tiden. Hvis derimod der er et andet forhold mellem de to verdener, eller ordner om vi vil [5], så kan sagen se meget anderledes ud. Hvis den metafysiske orden er underordnet den fysiske, ja, så ser det ud som i dag. Guderne findes ikke hvis vi ikke tror på dem, og så er det jo faktisk ret lige meget. Vi kan sågar spørge om vi så tror på guderne overhovedet. Hvis, derimod, den metafysiske orden er den overordnede orden, og den fysiske orden snarere end at have en selvstændig eksistens, findes som den metafysiske ordens afspejling, så står sagerne ganske anderledes. I så fald tilkommer det ikke mennesket at indrette sin stat som andet end en afspejling af den metafysiske orden, og hvad der gælder for guderne må gælde også for mennesket. Da statens primære referencepunkt ikke, som nu, ligger hos Folket, men hos Magterne, så er det givet at staten ikke kan indrettes demokratisk, med legitimitet voksende op nede fra, men at statens legitimitet må betragtes som stigende ned ovenfra, i det omfang statens ageren og indretning afspejler Magternes vilje og den metafysiske orden. I en sådan stat vil forudsætningen for politisk indflydelse være en veludviklet evne til at sanse den metafysiske orden, og denne indflydelse vil stige jo bedre udviklet denne evne er. Næppe overraskende vil en sådan stat, forstået konsekvent, ende med en art præstemonarki [6], hvor magt er funderet på myndighed, der igen er funderet på individets evne til at forstå Sandheden og den metafysiske orden. Hvilken af de to typer hedenske stater der er rette, ved jeg på det givne tidspunkt [7] ikke nok til at have en endelig holdning til, men jeg kan ikke se andet end at det må blive en af de to, der må være vort endemål hvis vi for alvor mener noget når vi kalder os hedninge. FODNOTER [1] Ikke nødvendigvis anderledes end måde hvorpå folk i dag finder alternative behandlere. [2] Heller ikke de mennesker der i dag underviser i kønsforskning på Københavns Universitet og RUC. [3] Den læser der opgav ved ”… er ikke foreneligt med den moderne demokratisme.” ligger nok i chok over at nogen overhovedet kan mene at det moderne demokrati ikke er det endegyldige svar på alle vore nuværende og tænkelige spørgsmål. Eventuelt sidder læseren og mumler noget om hovgoder og pavedømmer(Se Indlæg af Rikke Moltke, Vølse 67). [4] I hvert fald i vor tid. [5] Det vil jeg i hvert fald. Ordet ’orden’ synes mig langt bedre end ’verden’ lige i denne sammenhæng. [6] Præcist som Rikke Moltke frygter! [7] 23:34, 15ende april 2014 Alle fotografier har jeg selv taget.
0 Comments
Det er ved at være et lille stykke tid siden at efterårret meldte sin ankomst, men for mig er der altid et specielt tidspunkt på året der én gang for alle, slår fast at nu er efteråret kommet og det er kastanjer. Ikke hestekastanjerne, men de ægte kastanjer som smager helt og aldeles vidunderligt. Jeg er så heldig at der ikke mindre end to kilometer fra hvor jeg bor er en gammel kastanje plantage som for mange år siden er blevet nedlagt, men nu er en del af den skov jeg bor ved. Det er en offentlig kendt hemmelighed at man kan samle kastanjer dér og hvert år, i efterårsferien kan man se den ene efter den anden gå rundt med numsen i vejret og samle de lækre kastanjer. Det er syvende år i træk at jeg er ude at samle. Jeg har også samlet da jeg var mindre, men ikke haft det som en fast tradition, som det er blevet i mit voksne liv. En tradition der for mig helt igennem bare betyder efterår, hygge og at julen nu for alvor er på vej. Sidste år slæbte jeg André med på hans første kastanje tur og heldigvis elskede han det, så i år har han været næsten lige så forventningsfuld som jeg. Han var noget ivrig efter at komme afsted tidligere på ugen, men jeg kender "mine" kastanjer og jeg vidste at hvis vi skulle have mulighed for at samle nogle af en hvis størrelse så skulle vi vente til sidste på ugen. André og jeg bor endnu ikke sammen, men vi havde heldigvis muligheden for at bruge hele efterårsferien sammen. Rigtig dejligt. Dog passer det ikke så godt i forhold til kastanjerne. De fleste tror at de skal samles i uge 42 og ja, der begynder de da at falde ned, men hvis du vil have de store flotte kastanjer så skal man vente en uge mere, nogle gange to afhængig af hvordan sommeren har været. Så jeg trak den så længe jeg kunne og i går tog vi så afsted, begge spændte på hvor gode kastanjerne i år er blevet. Jeg skal lige hurtigt sige at af en eller anden uforklarlig årsag er de fleste af billederne blevet meget rystet og slet ikke så klarer som de plejer. Oven i det så er nogle også taget i tusmørke hvilket ikke gør det bedre, men jeg håber stadig du kan fornemme stemningen gennem billederne. For at komme ned til kastanjerne gik vi igennem skoven og nød begge det smukke efterår. Især de mange svampe som i år, virkelig har fået fantastiske betingelser. Svampen på billedet her oven over havde en hat der var på størrelse med min hånd. Disse svampe finder jeg ofte i det samme skovstykke. De er så smukke. Jeg mener de hedder parasolhatte. Der findes hvis forskellige slags parasolhatte, men jeg er endnu ikke den store svampekender, selvom jeg bliver bedre for hvert år der går. Billedet til venstre, af svampen, blev meget sløret, men jeg er helt vild med den måde skoven, i baggrunden set ud. Det fanger mig bare det billede. Ikke langt fra den smukke svamp begyndte vi at kunne se spor af kastanjerne, men fortsatte et lille stykke frem for at komme hen til de træer der giver bedst. Det var tydeligt at vi ikke havde været de eneste der havde haft idéen at samle kastanjer. Der lå masser af åbne skaller i bunker, men skoven er gavmild og vi havde ingen problemer med at finde flere. Jeg var overrasket over hvor mange der allerede nu havde en fin god størrelse, men året har ikke kun været godt for svampene, også træerne har nydt godt at den våde sommer, og det kunne man virkelig godt se på kastanjerne. Selvom der var mange med en fin størrelse så er de helt store endnu ikke begyndt at falde, men det gør de forhåbentlig i næste uge. Efter at have samlet i nogle timer, begyndte mørket at trænge sig på og vi begyndte at pakke sammen og gøre klar til at gå hjemad igen, men inden vi gik ville jeg gerne vise André nogle af de mange gravhøje der findes i skoven. Jeg ved der i hvert fald burde ligge 16 stykker og de fem af dem ligger meget, meget tæt på kastanjerne. Der er som sagt fem høje. Den største og højeste ligger i midten, mens de fire andre ligger rundt om, ganske tæt på. Det er svært at tage billeder af dem gennem træerne og det er ikke mulig at fange dem alle på ét billede, men med så meget andet så skal de opleves. På vej hjem kunne vi fornemme på lyset at solen var på vej ned, og da vi endelig var vel hjemme var tusmørket ved at blive fordrevet af nattens mørke, som i denne tid kommer alt for tidligt. Vi var begge trætte da vi kom hjem og jeg kunne især mærke min krop. Selvom turen var kort så var det alligevel ganske krævende og min gigt var ikke glad for det, men jeg er ikke altid god til at lytte til hvad min krop kan og vil, for jeg hader at blive begrænset. Jeg ved dog at det ender med at bide mig i måsen i sidste ende og jeg har da også haft svært ved at gå rundt i dag. Men sådan er det at være stædig. Hehe. I går havde ingen af os lysten til at rense og ordne kastanjer efter at vi kom hjem. Det var vores sidste aften sammen i et stykke tid, så den blev i stedet brugt på at være sammen og se lidt Black Adder. Bare ren hygge. André var desværre nød til at tage hjem allerede i formiddags, men det gav mig til gengæld muligheden for at få renset og ordnet de mange kastanjer. Vi har en intern konkurrence kørrende, hvor der er to kategorier vi dyster i. Den der finder den største kastanje og den der samler flest, målt i kilogram. I år har André indtil videre fundet den største, som er på 11g, hvilket ikke er stort i forhold til dem der er at finde i næste uge. Mens jeg har fundet flest. Men sæsonen er kun lige gået i gang så der er masser af muligheder for at det kan nå at ændre sig. Hihi. Hvad der skal ske med kastanjerne er jeg ikke helt sikker på andet end at de skal bruges i maden, syltes, spises som snack og nogle skal gemmes til spiring. Jeg skal nok når at finde på en masse ting de kan bruges til og jeg kan set ikke vente. De smager bare SÅ godt. Jeg håber at jeg kan nå ned at samle flere kastanjer i løbet af ugen, men min travle oktober fortsætter. Jeg har to artikler jeg skal have skrevet til Vølse. Dem går jeg i gang med her om lidt og så skal jeg have malet et maleri som også skal bruges til Vølse. Sidst på ugen skal jeg være med til at renovere en helligkilde, på Møn, så der er masser at tage sig til denne uge. Og jeg SKAL nå det hele. Som jeg skrev i et tidligere indlæg så vil jeg i løbet af ugen præsentere jer for et gæste indlæg af den kære og utrolig intelligente Ørum. Det handler om nordisk hedenskab og politik, et rigtig spændende emne. Nå, nu må jeg hellere se at få kigget på de artikler. Lidt god musik er altid inspirerende at skrive til, jeg synes derfor at du skulle hører et af de numre som jeg i øjeblikket virkelig nyder at lytte til også mens jeg skriver. Jeg håber du må have en rigtig god Søndag aften og at du kan lide musikken som mange vil mene nok er lidt speciel. År og fred Alle fotografier har jeg selv taget. |
Kategorier
All
Copyright © Louise Hladka. All Rights Reserved |