NORDISK HEDENSKAB OG POLITISK FORM

Som lovet er det blevet tid til at Friggs Datter har sin første gæsteblogger. Den kære og meget kloge Ørum har skrevet dagens indlæg som er noget mere læsetungt end det jeg ellers udgiver her på bloggen, men det er bestemt læsningen værd.

Jeg håber at i ellers nyder denne Thorsdag.
Husk at det er i dag at billetterne til Wardruna er blevet frigivet. MEGET VIGTIGT!

Rigtig god læsning.
Frit og Mægtigt

Nordisk Hedenskab Og Politisk form

I det følgende redegør jeg for mine tanker om en hedensk stat. Om denne stat vil realiseres i min levetid, vor levetid, vore efterkommeres levetid eller aldrig, er sådan set underordnet; hvad jeg beskriver her er en idealtilstand.

Det er i vor tid populært at mene at politik og religion ikke bør sammenblandes. Dette er naturligvis sludder og vrøvl. De to ting kan ikke adskilles foruden under særlige forhold. Det første forhold er det hvor de religiøse anskuelser der former politikken er så almindeligt udbredte at de ikke ænses af de mennesker der bærer dem. Derfor kan det kristne menneske i det kristne samfund i ramme alvor hævde, at når individet bliver samfundets juridiske grundlag så er det ikke en religiøs forestilling der lægger til grund, men en ren sekulær tankegang. Dette lader sig kun gøre fordi den kristne tankegang er så vidt udbredt at det kristne menneske end ikke opfatter tankegangen som særegen kristen, men som almenmenneskelig. Det andet forhold under hvilken religion og politik kan hævdes adskilte, er når mennesket ganske enkelt ikke tager sin religion alvorligt. Når religion gang på gang viger pladsen som den afgørende beslutningsmotivation, så er det ganske enkelt fordi religion ikke betyder nok for mennesket til at være den afgørende beslutningsmotivation, i hvilket fald mennesket ville være bedre tjent med at kalde sig ateist og spare både tid og penge ved at opgive sin religiøsitet. 

”Jamen, skal religion påvirke den førte politik?” spørger den undrende læser nu. ”Ja, ja og syv gange ja!” lyder svaret straks. Religion skal påvirke den førte politik præcis som landets geografi, demografi, økonomi og strategiske og teknologiske situation. Hvis ikke vi mener at dyrkelse af Frej nytter noget for landets åring, hvis ikke vi mener at dyrkelsen af Tyr og Odin betyder noget for landets muligheder for sejr i krig og hvis ikke vi mener at dyrkelsen af Thor er med til at holde naturens ødelæggende jættekræfter på afstand, hvorfor gør vi det så? Hvis vi, derimod, rent faktisk tror på at vore guder nytter noget, så er det jo oplagt, snublende nært endda, at dyrkelsen af dem ikke bare er et privat anliggende, men et offentligt. Hvis en viril Frej bringer rigere grøde, hvis en venlig Odin og en stærk Tyr hjælper landets forsvar, hvis en stærk Thor holder både jordskælv, tørke og tsunamier fra døren, så må staten (eller i det mindste, civilsamfundet) forholde sig til det og afsætte ressourcer til gudedyrkelse. Igen, religion og politik kan kun adskilles for det menneske der ikke tager sin religion alvorligt. 

”Nuvel, men hvorledes skal den hedenske stat så se ud? Hvordan skal den styres og hvem skal styre den?” Her er der et par sager vi skal have klarlagt: Vi er ikke monoteister. Vore guder er mægtige, meget mægtigere end det enkelte menneske, men ikke almægtige. De er ikke den eneste variabel at tage hensyn til, når politikken skal fastlægges og samfundets vel skal røgtes. Dog er det værd at huske på at ingen hedensk statsdannelse hidtil har været uden offentlig kultpraksis. Vel er guderne ikke den eneste variabel at tage hensyn til, men de er dog en variabel, derfor må en hedensk stat tage højde for dem. 

Visse mennesker synes at have lettere ved at være i kontakt med det vi folkeligt kan kalde ’den anden verden’, i dag går disse mennesker enten stille med dørene eller betragtes som (små)tossede, hvis de da ikke bryder sammen under vægten af deres åbenhed og ender i statspsykiatrien. I en hedensk stat, derimod, ville disse ’metafysikere’ givetvis have en anden rolle. Fremfor en offentlig kult bedrevet af lærde, men tvivlende, teologer ville den hedenske stat bemande sin offentlige kult med de ’metafysikere’ der over tid viste sig kompetente dertil. Hvis et orakel ikke leverede pålidelige forudsigelser, hvis en sejdkone rådede folk bane, ville disse over tid blive erstattet af andre ’metafysikere’ hvis evne til at formidle Magternes vilje stemte bedre overens med Magternes faktiske vilje [1]. På samme vis vil de ’offerpræster’ der formår at formidle deres ofre til Magterne blive foretrukket fremfor dem der ikke klarer deres opgave på tilfredsstillende vis for både Magterne og folket. 

”Hør, Ørum, nu lyder du meget som en politiker. Du har svaret på et andet spørgsmål end det du blev stillet… Kommer vi stadig til at have demokrati? Det er egentligt det jeg gerne vil vide.” Javel ja. Svaret er enkelt og næppe det læseren ønsker at høre. Et hedensk samfund, faktisk enhver form for religiøst funderet samfund, er ikke foreneligt med den moderne demokratisme. For det første funderer demokratismen sig på to vildfarelser. Den første er at kvantitet er en brugbar erstatning for kvalitet når det kommer til at afgøre hvilken politik der bedst løser vore problemer. Den anden vildfarelser er nært beslægtet med den første, og består i troen på at legitimitet kan vokse nedenfra. Sandheden (Med stort S) afgøres ikke med en flertalsafstemning (eller med et folketingsvalg), Sandheden findes uafhængigt af mennesket og ændrer sig ikke som følge af hvad mennesket [2] måtte mene. Derfor må den moderne demokratisme med dens humanisme forkastes. 

Egentligt folkestyre, altså demokrati, er udmærket berettiget når afgørelser skal træffes om emner folket er kompetent til at afgøre, men ligeledes må man erkende at folket ikke kompetent til at afgøre alle slags sager. Folket kan lige så lidt afgøre hvilke guder der findes eller om mennesket af natur er hierarkisk som folket kan ved en afstemning forkaste tyngdeloven. Derfor vil der i en hedensk stat være en række anliggender vi i dag vil finde fremmedartede. Den absolutte lighed som vi i dag anser for demokratiets væsen, vil være borte. At tanken er absurd lader sig afklare ved simpelthen at betragte verdens gang. At tanken er fremkommet ved en sekularisering af kristnet tankegods hamrer endnu et søm i dens ligkiste og at guderne selv lever i et samfund hvor alle nok er lige nødvendige men langt fra lige politisk begraver den langt under fremmed jord.
At kvalificerede mennesker i fællesskab afgør et anliggende der berør dem alle er en sund og praktisk måde at ordne sagerne på. Dette kender vi fra vor gamle tradition for tingmøder, hvor fællesskabet ordner fællesskabets anliggender. Det afgørende er afgrænsningen af denne institutions beføjelser. 

”Men hvad vil du så have i stedet?” spørger den vedholdende læser [3]. Ja, her bliver det straks lidt mere bøvlet. Det alternativ jeg foreslår, afhænger af forholdet mellem den fysiske og metafysiske verden. Hvis det hellige er en konkret del af den fysiske verden, så er det selvfølgeligt en faktor vi må tage højde for, i vor planlægning af samfundet, som jeg allerede har påpeget. Dog er det også en faktor der giver os betydelig frihed til at ordne resten af samfundet efter menneskets forgodtbefindende. Lige så lidt som danskeren kan afstå fra at tage højde for både sund, bælter og fjorde, lige så lidt kan den hedenske dansker undgå at tage højde for Njord, Tyr og Thor. Men lige så lidt som Rigets geografi styrer hvorledes Riget politisk er organiseret [4], lige så lidt behøver den metafysiske orden at styre hvordan Riget ordnes indadtil, når blot kulten passes og blótet gives til tiden.  

Hvis derimod der er et andet forhold mellem de to verdener, eller ordner om vi vil [5], så kan sagen se meget anderledes ud. Hvis den metafysiske orden er underordnet den fysiske, ja, så ser det ud som i dag. Guderne findes ikke hvis vi ikke tror på dem, og så er det jo faktisk ret lige meget. Vi kan sågar spørge om vi så tror på guderne overhovedet. 

Hvis, derimod, den metafysiske orden er den overordnede orden, og den fysiske orden snarere end at have en selvstændig eksistens, findes som den metafysiske ordens afspejling, så står sagerne ganske anderledes. I så fald tilkommer det ikke mennesket at indrette sin stat som andet end en afspejling af den metafysiske orden, og hvad der gælder for guderne må gælde også for mennesket. Da statens primære referencepunkt ikke, som nu, ligger hos Folket, men hos Magterne, så er det givet at staten ikke kan indrettes demokratisk, med legitimitet voksende op nede fra, men at statens legitimitet må betragtes som stigende ned ovenfra, i det omfang statens ageren og indretning afspejler Magternes vilje og den metafysiske orden.  

I en sådan stat vil forudsætningen for politisk indflydelse være en veludviklet evne til at sanse den metafysiske orden, og denne indflydelse vil stige jo bedre udviklet denne evne er. Næppe overraskende vil en sådan stat, forstået konsekvent, ende med en art præstemonarki [6], hvor magt er funderet på myndighed, der igen er funderet på individets evne til at forstå Sandheden og den metafysiske orden.

Hvilken af de to typer hedenske stater der er rette, ved jeg på det givne tidspunkt [7] ikke nok til at have en endelig holdning til, men jeg kan ikke se andet end at det må blive en af de to, der må være vort endemål hvis vi for alvor mener noget når vi kalder os hedninge. 


FODNOTER
[1] Ikke nødvendigvis anderledes end måde hvorpå folk i dag finder alternative behandlere.
[2] Heller ikke de mennesker der i dag underviser i kønsforskning på Københavns Universitet og RUC.
[3] Den læser der opgav ved ”… er ikke foreneligt med den moderne demokratisme.” ligger nok i chok over at nogen overhovedet kan mene at det moderne demokrati ikke er det endegyldige svar på alle vore nuværende og tænkelige spørgsmål. Eventuelt sidder læseren og mumler noget om hovgoder og pavedømmer(Se Indlæg af Rikke Moltke, Vølse 67).
[4] I hvert fald i vor tid.
[5] Det vil jeg i hvert fald. Ordet ’orden’ synes mig langt bedre end ’verden’ lige i denne sammenhæng.
[6] Præcist som Rikke Moltke frygter!
[7] 23:34, 15ende april 2014

Alle fotografier har jeg selv taget.