Som lovet er det blevet tid til at Friggs Datter har sin første gæsteblogger. Den kære og meget kloge Ørum har skrevet dagens indlæg som er noget mere læsetungt end det jeg ellers udgiver her på bloggen, men det er bestemt læsningen værd. Jeg håber at i ellers nyder denne Thorsdag. Husk at det er i dag at billetterne til Wardruna er blevet frigivet. MEGET VIGTIGT! Rigtig god læsning. Frit og Mægtigt Nordisk Hedenskab Og Politisk formI det følgende redegør jeg for mine tanker om en hedensk stat. Om denne stat vil realiseres i min levetid, vor levetid, vore efterkommeres levetid eller aldrig, er sådan set underordnet; hvad jeg beskriver her er en idealtilstand. Det er i vor tid populært at mene at politik og religion ikke bør sammenblandes. Dette er naturligvis sludder og vrøvl. De to ting kan ikke adskilles foruden under særlige forhold. Det første forhold er det hvor de religiøse anskuelser der former politikken er så almindeligt udbredte at de ikke ænses af de mennesker der bærer dem. Derfor kan det kristne menneske i det kristne samfund i ramme alvor hævde, at når individet bliver samfundets juridiske grundlag så er det ikke en religiøs forestilling der lægger til grund, men en ren sekulær tankegang. Dette lader sig kun gøre fordi den kristne tankegang er så vidt udbredt at det kristne menneske end ikke opfatter tankegangen som særegen kristen, men som almenmenneskelig. Det andet forhold under hvilken religion og politik kan hævdes adskilte, er når mennesket ganske enkelt ikke tager sin religion alvorligt. Når religion gang på gang viger pladsen som den afgørende beslutningsmotivation, så er det ganske enkelt fordi religion ikke betyder nok for mennesket til at være den afgørende beslutningsmotivation, i hvilket fald mennesket ville være bedre tjent med at kalde sig ateist og spare både tid og penge ved at opgive sin religiøsitet. ”Jamen, skal religion påvirke den førte politik?” spørger den undrende læser nu. ”Ja, ja og syv gange ja!” lyder svaret straks. Religion skal påvirke den førte politik præcis som landets geografi, demografi, økonomi og strategiske og teknologiske situation. Hvis ikke vi mener at dyrkelse af Frej nytter noget for landets åring, hvis ikke vi mener at dyrkelsen af Tyr og Odin betyder noget for landets muligheder for sejr i krig og hvis ikke vi mener at dyrkelsen af Thor er med til at holde naturens ødelæggende jættekræfter på afstand, hvorfor gør vi det så? Hvis vi, derimod, rent faktisk tror på at vore guder nytter noget, så er det jo oplagt, snublende nært endda, at dyrkelsen af dem ikke bare er et privat anliggende, men et offentligt. Hvis en viril Frej bringer rigere grøde, hvis en venlig Odin og en stærk Tyr hjælper landets forsvar, hvis en stærk Thor holder både jordskælv, tørke og tsunamier fra døren, så må staten (eller i det mindste, civilsamfundet) forholde sig til det og afsætte ressourcer til gudedyrkelse. Igen, religion og politik kan kun adskilles for det menneske der ikke tager sin religion alvorligt. ”Nuvel, men hvorledes skal den hedenske stat så se ud? Hvordan skal den styres og hvem skal styre den?” Her er der et par sager vi skal have klarlagt: Vi er ikke monoteister. Vore guder er mægtige, meget mægtigere end det enkelte menneske, men ikke almægtige. De er ikke den eneste variabel at tage hensyn til, når politikken skal fastlægges og samfundets vel skal røgtes. Dog er det værd at huske på at ingen hedensk statsdannelse hidtil har været uden offentlig kultpraksis. Vel er guderne ikke den eneste variabel at tage hensyn til, men de er dog en variabel, derfor må en hedensk stat tage højde for dem. Visse mennesker synes at have lettere ved at være i kontakt med det vi folkeligt kan kalde ’den anden verden’, i dag går disse mennesker enten stille med dørene eller betragtes som (små)tossede, hvis de da ikke bryder sammen under vægten af deres åbenhed og ender i statspsykiatrien. I en hedensk stat, derimod, ville disse ’metafysikere’ givetvis have en anden rolle. Fremfor en offentlig kult bedrevet af lærde, men tvivlende, teologer ville den hedenske stat bemande sin offentlige kult med de ’metafysikere’ der over tid viste sig kompetente dertil. Hvis et orakel ikke leverede pålidelige forudsigelser, hvis en sejdkone rådede folk bane, ville disse over tid blive erstattet af andre ’metafysikere’ hvis evne til at formidle Magternes vilje stemte bedre overens med Magternes faktiske vilje [1]. På samme vis vil de ’offerpræster’ der formår at formidle deres ofre til Magterne blive foretrukket fremfor dem der ikke klarer deres opgave på tilfredsstillende vis for både Magterne og folket. ”Hør, Ørum, nu lyder du meget som en politiker. Du har svaret på et andet spørgsmål end det du blev stillet… Kommer vi stadig til at have demokrati? Det er egentligt det jeg gerne vil vide.” Javel ja. Svaret er enkelt og næppe det læseren ønsker at høre. Et hedensk samfund, faktisk enhver form for religiøst funderet samfund, er ikke foreneligt med den moderne demokratisme. For det første funderer demokratismen sig på to vildfarelser. Den første er at kvantitet er en brugbar erstatning for kvalitet når det kommer til at afgøre hvilken politik der bedst løser vore problemer. Den anden vildfarelser er nært beslægtet med den første, og består i troen på at legitimitet kan vokse nedenfra. Sandheden (Med stort S) afgøres ikke med en flertalsafstemning (eller med et folketingsvalg), Sandheden findes uafhængigt af mennesket og ændrer sig ikke som følge af hvad mennesket [2] måtte mene. Derfor må den moderne demokratisme med dens humanisme forkastes. Egentligt folkestyre, altså demokrati, er udmærket berettiget når afgørelser skal træffes om emner folket er kompetent til at afgøre, men ligeledes må man erkende at folket ikke kompetent til at afgøre alle slags sager. Folket kan lige så lidt afgøre hvilke guder der findes eller om mennesket af natur er hierarkisk som folket kan ved en afstemning forkaste tyngdeloven. Derfor vil der i en hedensk stat være en række anliggender vi i dag vil finde fremmedartede. Den absolutte lighed som vi i dag anser for demokratiets væsen, vil være borte. At tanken er absurd lader sig afklare ved simpelthen at betragte verdens gang. At tanken er fremkommet ved en sekularisering af kristnet tankegods hamrer endnu et søm i dens ligkiste og at guderne selv lever i et samfund hvor alle nok er lige nødvendige men langt fra lige politisk begraver den langt under fremmed jord. At kvalificerede mennesker i fællesskab afgør et anliggende der berør dem alle er en sund og praktisk måde at ordne sagerne på. Dette kender vi fra vor gamle tradition for tingmøder, hvor fællesskabet ordner fællesskabets anliggender. Det afgørende er afgrænsningen af denne institutions beføjelser. ”Men hvad vil du så have i stedet?” spørger den vedholdende læser [3]. Ja, her bliver det straks lidt mere bøvlet. Det alternativ jeg foreslår, afhænger af forholdet mellem den fysiske og metafysiske verden. Hvis det hellige er en konkret del af den fysiske verden, så er det selvfølgeligt en faktor vi må tage højde for, i vor planlægning af samfundet, som jeg allerede har påpeget. Dog er det også en faktor der giver os betydelig frihed til at ordne resten af samfundet efter menneskets forgodtbefindende. Lige så lidt som danskeren kan afstå fra at tage højde for både sund, bælter og fjorde, lige så lidt kan den hedenske dansker undgå at tage højde for Njord, Tyr og Thor. Men lige så lidt som Rigets geografi styrer hvorledes Riget politisk er organiseret [4], lige så lidt behøver den metafysiske orden at styre hvordan Riget ordnes indadtil, når blot kulten passes og blótet gives til tiden. Hvis derimod der er et andet forhold mellem de to verdener, eller ordner om vi vil [5], så kan sagen se meget anderledes ud. Hvis den metafysiske orden er underordnet den fysiske, ja, så ser det ud som i dag. Guderne findes ikke hvis vi ikke tror på dem, og så er det jo faktisk ret lige meget. Vi kan sågar spørge om vi så tror på guderne overhovedet. Hvis, derimod, den metafysiske orden er den overordnede orden, og den fysiske orden snarere end at have en selvstændig eksistens, findes som den metafysiske ordens afspejling, så står sagerne ganske anderledes. I så fald tilkommer det ikke mennesket at indrette sin stat som andet end en afspejling af den metafysiske orden, og hvad der gælder for guderne må gælde også for mennesket. Da statens primære referencepunkt ikke, som nu, ligger hos Folket, men hos Magterne, så er det givet at staten ikke kan indrettes demokratisk, med legitimitet voksende op nede fra, men at statens legitimitet må betragtes som stigende ned ovenfra, i det omfang statens ageren og indretning afspejler Magternes vilje og den metafysiske orden. I en sådan stat vil forudsætningen for politisk indflydelse være en veludviklet evne til at sanse den metafysiske orden, og denne indflydelse vil stige jo bedre udviklet denne evne er. Næppe overraskende vil en sådan stat, forstået konsekvent, ende med en art præstemonarki [6], hvor magt er funderet på myndighed, der igen er funderet på individets evne til at forstå Sandheden og den metafysiske orden. Hvilken af de to typer hedenske stater der er rette, ved jeg på det givne tidspunkt [7] ikke nok til at have en endelig holdning til, men jeg kan ikke se andet end at det må blive en af de to, der må være vort endemål hvis vi for alvor mener noget når vi kalder os hedninge. FODNOTER [1] Ikke nødvendigvis anderledes end måde hvorpå folk i dag finder alternative behandlere. [2] Heller ikke de mennesker der i dag underviser i kønsforskning på Københavns Universitet og RUC. [3] Den læser der opgav ved ”… er ikke foreneligt med den moderne demokratisme.” ligger nok i chok over at nogen overhovedet kan mene at det moderne demokrati ikke er det endegyldige svar på alle vore nuværende og tænkelige spørgsmål. Eventuelt sidder læseren og mumler noget om hovgoder og pavedømmer(Se Indlæg af Rikke Moltke, Vølse 67). [4] I hvert fald i vor tid. [5] Det vil jeg i hvert fald. Ordet ’orden’ synes mig langt bedre end ’verden’ lige i denne sammenhæng. [6] Præcist som Rikke Moltke frygter! [7] 23:34, 15ende april 2014 Alle fotografier har jeg selv taget.
0 Comments
For tiden er der en episode der bliver ved med at vende tilbage til mine tanker. Den stammer fra en periode hvor jeg var medlem af en kunstforening, hvor jeg sad i bestyrelsen. Som billedkunstner er jeg vant til en verden af censurerede udstillinger* og jeg foreslog derfor om det ikke var noget for denne kunstforening at holde en sådan udstilling. Det giver meget opmærksomhed, og er med til at tiltrække det købestærke publikum. Her fik jeg at vide at det var et helt igennem dårligt forslag fordi en censureret udstilling automatik ikke ville give adgang til alle. "Denne kunstforening går ind for mangfoldighed. Her skal være plads til alle." Men hvis der skal være plads til alle hvorfor var der så ikke plads til min idé om en censureret udstilling? Det er ikke selve det at det handlede om en censureret udstilling, at jeg flere gange har tænkt over denne episode, men fordi den understreger en tendens som efterhånden er ved at kvæle vores samfund. De der ønsker at der skal være plads til alle, føler jeg ofte er dem der er de mest ekskluderende. Jeg tror ikke at de selv ser det sådan. Jeg tror de har en idé om at de har fat i den lange ende, er rummelige og kan gøre flest glade men det er i min verden dybt forfejlet. Jeg kan komme med et par eksempler med kunstforeningen. Det er vigtigt for mig at understrege at disse eksempler er fiktive og ikke har noget med den nævnte kunstforening at gøre, men fungere som en fin metafor. Når kunstforeningen er åben for alle er der ingen krav om at du skal kunne noget specielt eller være dygtig. Blot du selv føler at du kan noget kreativt. Hvis du er dygtigere end andre er det ikke tilladt for dig at sige dette eller lade dig rose, for det er synd for ham eller hende som måske ikke er så god til at lave kunst og derfor ikke nyder samme opmærksomhed, eller ros. Du skal derfor bukke nakken og i stedet sørge for at de der ikke er så dygtige bliver rost og løftet op på en piedestal hvor de ikke høre til. Det er nemlig ikke tilladt at sige noget negativt om dem. Det kan jo være diskriminerende. Hvis du ved et uheld skulle komme til at sige at du faktisk synes at du selv er ret dygtig, er du straks nedsættende om andre, ekskluderende og ondskabsfuld, til trods for at din udtagelse intet havde med sådanne ting at gøre. Hvis du kommer med konstruktiv kritik til andre som helt tydeligt ikke er lige så dygtig som dig, så får du samme smøre i hovedet, for selv om det ikke er tilladt at være bedre end andre, da alle jo er lige, så er det tydeligt for dem der bliver fornærmet at du faktisk ER bedre end ham eller hende som der blev givet konstruktiv kritik til. Så det eneste "rigtige" man kan gøre, hvis man ikke vil have kastet ondskabsfulde, ubegrundede beskyldninger i hovedet, det er at bøje nakken, glemme at du er god nok som du er og har ret til at være stolt af dig selv og din kunnen, ophøje de mindre talentfulde på en piedestal og tilbede dem blindt og sørge for at alle omkring dig acceptere at disse mennesker intet kan gøre forkert og skulle nogle være uenige, selv begynde at kaste med beskyldninger som endegyldigt bevis på at du helt og aldeles har fralagt dig alt hvad der hedder identitet og sund fornuft. Det er muligt at en sådanne kunstforening er til for alle, men hvis man kigger nærmere på det er den jo kun til for de som ikke har talent og ekskluderende for alle andre som mener at det er i orden at have talent og ikke er bange for at være stolte af det. Til trods for dette så er der mange der kalder foreninger som dette fiktive eksempel for en hyldest til mangfoldigheden. Skulle de personer der er dygtige vælge at forlade foreningen og slå sig sammen med andre ligesindede, ja så skal den mangfoldige forening nok gøre sit til at fortælle helt præcist for ondskabsfulde og modbydelige disse "afstikkere" egentlig er og forpurre deres muligheder for at komme ud med deres kunst. Længe leve mangfoldigheden. suk. Denne mentalitet har jeg desværre mødt mange steder. Blandt andet på uddannelser, i medierne, hos vores politikere og ja generelt bare i hverdagen, stort som småt. Det er blevet politisk korrekt at fralægge sig selv og sin identitet for at føre plads til noget nyt. Men hvorfor i alverden skal vi dog gøre det? For mangfoldigheden er der mange der siger, men hvilken mangfoldighed er det de taler om, for jeg kan ikke få øje på den. Det eneste jeg kan få øje på er mangfoldighed for alle andre end os selv og kan vi så virkelig tillade os at kalde det mangfoldighed? Hvis der skal være plads til alle er man jo nødt til at ligge bånd på visse mennesker og ender i stedet med en ensartet grå masse som der intet mangfoldigt er over. Og hvorfor har vi så travlt med at vi skal bo så mange forskellige slags mennesker under et tag, som muligt? Hvis hvert land elskede sit eget folk og dyrkede sine egne religioner, traditioner m.m. så ville vi for alvor se mangfoldigheden vokse. Det vil give en fantastisk smuk variation verden over og jeg er helt overbevist om at det vil give mulighed for at lande der lige nu er nedbrudt af indvandring, vold og kaos ville se en blomstring uden lige, hvis de i stedet for at tage sig af alle andre startede med at tage sig af sine egne. Det gælder også her i Danmark. Og husk nu. Blot fordi man siger man elsker sig selv betyder det ikke at man hader alle andre eller er bedre end andre. Og det betyder heller ikke at vi ikke kan lærer af hinanden eller samarbejde på tværs af grænserne. Noget der kan undre mig er at jeg har mødt mange af de her mennesker som synes det er en god idé at vi her i Danmark skal bestå af mange forskellige slags mennesker og at det er okay at vi danskere træder i baggrunden. Det er de samme mennesker der nyder at tage på eksotiske ferier, hvor de vil helt ind til det autentiske. Væk fra turistfælderne og ud til folk der stadig lever på samme måde som de har gjort det de sidste 500 år. Det er jo hyklerisk at søge det ægte folkefærd i et fremmed land, men forsøger at fordrive det fra sit eget. Alle lande er unikke og smukke med fantastiske traditioner. Det kræver blot at de får lov til at blomstre og eksistere. Lige nu forsøger EU at støve os sammen til én grå masse der indtil videre kun har ført ufred og utryghed med sig, men det skal stoppes. Vi skal tilbage til vores rødder. Og nej det betyder ikke at vi skal glemme den udvikling vi har været igennem de sidste 100 år, men det betyder at vi skal finde tilbage til de vigtige værdier. Vi skal holde fast i vores egen tro og genopbygge den tillid vi er ved at miste for hinanden. Men de her ting kan kun ske hvis vi holder fast i os selv og ikke giver vores land, traditioner og identitet væk blot fordi der er moderigtigt at være politisk korrekt. Alle der kender til lidt lomme psykologi fortæller altid den deprimerede veninde at hun skal lærer at elske sig selv. Først når hun kan det, kan hun for alvor blive lykkelig. Dette vil jeg vove den påstand, også gælder for et land. Vi skal elske dem vi er på godt og ondt, men vi er nød til lærer at elske os selv først. Vi er nød til at fortælle os selv at vi er smukke mennesker med en fantastisk rig kultur i et dejligt land. Et land der skal forblive sådan. Jeg håber du vil tage disse ord med dig på denne Odins dag og finde frem til de gode ting der er med til at gøre Danmark til Danmark. Vi skal sikre en tryg fremtid for vores børn og børnebørn. Vi skal gøre vores forfædre stolte og vi skal lade guderne vide at vi er her endnu og at vi ikke har glemt dem. Norden er vort hjem og sådan skal det blive ved med at være. F&M *En censureret udstilling er en udstilling hvor kunstnere indsender udvalgte værker til et dommerpanel, der så udvælge de værker, som de mener er de bedste. Altså en form for censur. Disse værker udstilles herefter på det man kalder en censureret udstilling. Alle fotografier har jeg selv taget. |
Kategorier
All
Copyright © Louise Hladka. All Rights Reserved |