For første gang, i hvad der føles som meget lang tid, har jeg haft en hel lørdag for mig selv, hvor jeg bare har kunnet være hjemme og slappe af. Det er virkelig tiltrængt. De sidste par uger har været meget travle, men jeg fik rundet det sidste af oktobers projekter af i går, da jeg blev færdig med det maleri som skal bruges til forsiden på det næste Vølse. Jeg har ikke tænkt mig at afsløre maleriet før Vølse er udkommet, så du må vente lidt endnu med at se det, men jeg kan fortælle at jeg er helt utrolig godt tilfreds. Det er ikke så tit det sker. Normalt når jeg sidder og maler bruger jeg tiden på at tænke over selve maleriet, finde en god titel eller fordybe mig i detaljerne, men denne gang har været anderledes. Jeg har i stedet tænk meget på hvordan jeg fandt min vej til asatroen og især på hvordan min familie har reageret. Fra 0. - 9. klasse gik jeg på en katolsk skole. Min familie er ikke katolske, (Min morfar var, men blev ateist) men det var den bedste skole i området, så der kom både min bror og jeg til at gå. På skolen blev vi hver dag konfronteret med bøn, salmer og kristendoms undervisning. Som lille er det bare gode historier og mærkelig sange, men i de spæde teenage år begyndte jeg at forholde mig mere til denne Gud jeg på sin vis var opvokset med, gennem min skolegang. Jeg kunne slet ikke forlige mig med tanken om en gud og slet ikke en kristen én. Da jeg i forvejen brugte det meste af min fritid på det lokale bibliotek var det let at søge efter hvad der ellers var af muligheder. Jeg læste om satanisme, wicca, asatroen og meget, meget andet, men intet af det følte jeg gav mening. Af det jeg læste kunne jeg bruge en lille smule her og en lille smule der, men det var ikke nok. Jeg forsøgte også at finde andre søgende, som jeg selv, jeg måske kunne udveksle tanker med, men der var langt mellem disse mennesker og tit følte jeg det som om at folk mere havde grebet en mulighed for at skille sig ud og te sig tossede, end at de egentlig troede på noget større. Håbløst. I slutningen af mine teenage år tog jeg en beslutning. Jeg havde ikke længere lyst til at søge efter en anerkendt religion, men i stedet gøre hvad jeg selv syntes virkede rigtigt. Jeg begyndte at dyrke naturen og dyrke energierne. Jeg lavede små ritualer og ofrede til disse magter, men jeg brugte ingen guder. Gennem min kristne opvækst havde jeg fået den forfejlet idé at en gud er lige så virkelig som du og jeg og at en gud har kontrollen over det liv. (Ja, man har jo lov til at blive klogere). At der på den måde skulle en findes en sådan gud kunne jeg slet, slet ikke forlige mig med og slet ikke tanken om flere guder. Så jeg fortsatte gennem de næste ti år, med at dyrke og ofre til naturen. Førhen følte jeg mig utrolig alene med mine tanker omkring alt det her. Min mor og hendes kæreste er ikke specielt åndelige. De er kristne som danskerne er flest, så de går i kirke når der er en anledning, som bryllup eller dåb, men ellers fylder religion ikke rigtig noget hos dem. De gange jeg har nævnt at jeg dyrkede naturen, har jeg egentlig hurtig følt at de ikke rigtig tog mig seriøst og jeg lærte hurtigt at der ikke var så meget grund til at snakke mere om det. Det samme kan egentlig siges om min bror som slet, slet ikke kan forstå det. Min far derimod har altid været mere åben omkring det åndelige og har aktivt taget stilling til sin egen tro. Jeg har haft mange lange samtaler med ham omkring energier og det at dyrke naturen som en helligdom og han har nok været den der har udvist mest forståelse. Men så skete der noget der ændrede mig og mit syn på tingene. For 1½ år siden mødte jeg André. Han havde siden teenage årene vidst at han var asatroende og han var meget interesseret i at høre mere om min tro og jeg om hans. Under vores mange snakke, omkring dette fortalte han mig at begrebet GUD ikke behøvede at blive taget bogstaveligt. At der var mange asatroende rundt om i landet som mere så guderne som værende symboler for følelser, energier eller andre magter og det var i det øjeblik tingene ændrede sig for mig. Pludselig gav det hele mening og jeg kunne se at jeg igennem de sidste mange år egentlig havde dyrket naturen og dens kræfter på samme måde som asatroende gør. Forskellene lå mere i, at i stedet for at påberåbe Freya havde jeg blot påberåbt kærligheden. Jeg snakkede med vinden i stedet for Odin o.s.v. Men større var forskellen heller ikke. Den samtale ændrede SÅ meget inden i mig og der gik ikke lang tid efter før jeg begyndte at kalde mig asatroende. Noget jeg i hjertet har været længe før jeg selv vidste det. Ikke længe efter at André og jeg var blevet et fast par, begyndte vi at tage ud til forskellige arrangementer i asatro miljøet. Jeg begyndte at være mere åben omkring hvad jeg troede på og begyndte så småt at lukke op for nogle af disse ting, overfor min familie. Men det er ikke gået helt så let som jeg havde ønsket mig. Min mor og hendes kæreste har undersøgt en lille bitte smule og har da også spurgt lidt ind, men jeg kan tydeligt mærke at de finder det MEGET underligt at deres datter pludselig render rundt og laver mærkelig ting i skoven. De er meget kritiske og det gør mig en smule ked at jeg ikke bare kan være åben og fortælle om alle de her fantastiske ting jeg oplever. De synes jo også at alt det her bare er kommet ud af det blå, men de har aldrig rigtig vidst så meget om alle mine mange ritualer, natursakralismen m.m. Så det er ikke mærkeligt at de tænker sådan. Min bror har flere gange sagt til mig, "Ej, Louise. Jeg ved du er et rationelt tænkende menneske. Du må sgu ikke fortælle mig at du tror på sådan noget." Her har der ikke været så meget forståelse og hente og selv min far, som jeg ellers har haft alle de her lange snakke med, har ikke helt kunne sætte sig ind i at hans datter pludselig anråber de gamle guder. Skal jeg være ærlig synes jeg at det er en smule hårdt. Jeg ville så gerne at min familie, om ikke andet kunne respektere at jeg har denne overbevisning, istedet for hele tiden at skulle være kritiske og fordømmende. Jeg ville ønske at de var mere nysgerrige efter at lærer noget omkring hvad det egentlig er jeg tror på, måske endda være med til et blót så det ikke længere er så mystisk og mærkeligt. Jeg har ikke noget behov for at de tror som jeg, men jeg har et behov for at de respektere at jeg tror som jeg gør. Her 1½ år efter den samtale der ændrede så meget, så hviler jeg mere og mere i mig selv på disse punkter. Jeg føler af hele mit hjerte at asatroen er hvor jeg har hjemme. Hvor jeg altid har hørt hjemme. Og sjovt nok så har det her med mine tanker om guder ændret sig. Jeg føler mere og mere at guderne virkelig er der. De har ikke kontrol over mit liv, som de kristne mener deres gud har over deres. Kontrollen er helt og aldeles min egen, men jo mere jeg lærer og jo flere blót jeg kommer til jo mere overbevist er jeg om at guderne er mere virkelige end blot symboler. Jeg håber meget at min familie med tiden kommer til at respektere at asatroen er en del af mit liv. Det er ikke let når man ikke føler familien forstår en. Jeg kunne forestille mig at jeg ikke er den eneste der står i denne situation. Måske har du endda haft held med at få familien til at forstå? Jeg vil i hvert fald meget gerne høre din historie, hvis du vil dele den med mig? Det var slet ikke meningen at det her indlæg skulle blive så langt, men det ar vigtigt for mig at fortælle og få ud af kroppen. Nu vil jeg nyde resten af denne lørdag med lidt hækling, min ynglings te og et par afsnit af en god serie. Jeg håber også at du nyder din lørdag og at din søndag må blive skøn og berigende. Rigtig god aften til dig og dine. Alle fotografier har jeg selv taget.
6 Comments
De fleste kender aftenen i aften som Halloween. En tradition som vi her i Danmark har været alt for hurtige til at tage til os hvis man spørger mig. Men sådan er det når virksomheder kan tjene penge på gamle traditioner, så ender det i slik og ballade samt en forglemmelse af hvad det egentlig var det handlede om i første omgang. Mange er så fokuseret på uhygge, spøgelser eller hvilken gyser der bliver sendt på TV at de helt glemmer at i aften er en aften hvor vi hylder vore forfædre. Det er ikke fordi jeg selv har gjort noget stort nummer ud af i aften og det er heller ikke hvert år at jeg hylder min slægt og forfædre, på denne dato, men i år havde jeg noget jeg følte jeg ville sige under et lille blót og det gav mig samtidig en mulighed for at bruge noget af det kildevand jeg havde med hjem fra Blótkilden på Møn. Selve blótet var kort, men jeg følte at det var det helt rigtige og jeg fik sagt de ting jeg havde på hjertet. Jeg takkede mine forfædre, min slægt og de der skal komme. Jeg ofrede mad både til dem og til stedets vætter. Når der blótes her på denne grund, hvor jeg bor, husker jeg altid at ofre til vætterne. De har i den grad noget at skulle have sagt her på stedet og hvis de ikke føler sig æret eller husket, så ender det altid i problemer med huset og hvad der dertil høre. Vætterne har jeg stor respekt for. Jeg fik også hældt noget af kildevandet ud over vores blót sted og da det hele var slut var jeg ganske godt tilfreds. Efter et blót er det almindeligt at få lidt at spise. I dagens anledning har jeg derfor lavet varme kastanjer i ovnen, som jeg om lidt vil gå hen og nyde med en lille klat smør. Mums....! Det er vigtigt at vi huske hvem der gav os livet, ikke kun vores forældre men ned gennem generationerne. Det er vore forfædres skyld at vi er her i dag og det er den vej de har banet vi hver dag betræder. Verden er desværre blevet et sted fyldt med mennesker der har glemt dette. Mennesker der er sig selv nærmest og som har mere travlt med at forsøge at forvride og ødelægge vore forfædres minde. Vi må ikke glemmer hvor vi kommer fra og vi må ikke skamme os derved. Så husk at ære dine forfædre. Hil din slægt og tag vare på de der er omkring dig. Det er igennem dem at du lever og det er igennem dem at du vil blive husket. Rigtig god aften til dig og dine. |
Kategorier
All
Copyright © Louise Hladka. All Rights Reserved |