I morges vågnede jeg udhvilet og frisk til en smuk morgen fyldt med solskin. Jeg lavede mig en kop te, sagde godmorgen til min hund og min kat og nød at vejret havde lagt sig en smule siden i går, hvor vejret var mere jysk end jeg brød mig om. Hver morgen skriver jeg også en godmorgen hilsen til min dejlige André men hvad der skete herefter fortryder jeg meget. Jeg gik på Facebook. Suk. Noget af det første der rammer mig er denne valgplakat for Feministisk Initiativ. Feministisk Initiativ? Ja jeg havde ikke hørt om dem før, men efter en hurtigt gennemlæsning af teksten der var vedhæftet billedet kunne jeg hurtigt fornemme at min tro på menneskeheden faldt en smule. Der var et tidspunkt i menneskets historie hvor det var vigtigt at kvinderne råbte højt og der er meget jeg kan takke de første feminister for, men de feminister vi har i dag er jo ren ødelæggelse, hvis man spørger mig og Feministisk Initiativ er ingen undtagelse. Jeg har nemlig været inde og læse deres politiske program igennem. Det er da ikke fordi jeg er uenige i alt hvad de skriver, næsten, men ikke alt. F.eks ser jeg da også at der kommer færre elever i klasserne, flere pædagoger og sådan, men det tror jeg nu de fleste kan blive enige om. Men når et punkt som STÆRKE BØRNEINSTITUTIONER, FOLKESKOLER OG UNGDOMSUDDANNELSER kun handler om at fjerne køn fra små børns identitets opfattelse, at folkeskolen skal kunne rumme alle (og dermed kun tilgodese de svageste elever) samt bygge vores uddannelses system op omkring at især udlændinge skal tilgodeses, frem for vore egne, ja så bliver jeg da lidt mere end bare almindelig træt. Når man læser deres politiske punkter igennem, så er der nogle ting der bliver ved med at gå igen. ALLE skal være lige og vi skal tage særlige hensyn til udlændinge. (Var der andre end mig der opfangede hykleriet). Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor det er blevet så forbudt at være forskellige. Hvorfor skal vi alle stuves ned i den samme kasse, hvor stort set ingen passer. Det er ikke længere tilladt for børn at vokse op med en identitet der indeholder det køn de faktisk blev født med. En sjov idé for feminister at finde på, for er der nogle der gå op i hvad køn folk er, så er det i den grad dem. Og hvorfor er det så vigtigt at vi alle er lige? Vi er nu engang forskellige, både hvad angår køn men også fra person til person. Den her feministiske tilgang har for mig altid virket ekstrem ekskluderende. Deres hykleri har ingen grænse, hvilket de helt sikkert vil være MEGET uenige med mig i. Hehe. Især det her med børn gør mig virkelig harm. Der er efterhånden mange studier der viser at børn der ikke vokser op med en sikker identitets følelse af hvem de er og hvad køn de er, får svære psykiske problemer senere i livet. Hvorimod børn der vokser op med faste rammer og en stærk fornemmelse af dem selv og deres eget køn har langt større mulighed for succes i livet og er lykkeligere. Feministisk Initiativ skriver på deres hjemmeside: "Fra 2011-2015 er det samlede antal patienter i psykiatrien steget med 26%."[1] Og jeg kan da egentlig godt forstå den udvikling. Det er forkert for mændene at være mænd, det er blevet moderne at være transkønnede og alle de andre fantasi køn der de senere år er dukket op, som kvinde skal du hele tiden være stærkere end hvad der er naturligt for dig, og vores børn bliver frataget hjemmelig omsorg og nu også retten til at forholde sig til at have det køn de nu er født med. Det er sgu da ikke mærkeligt at folk bliver skøre, men det kan vi blandt andet takke feministerne for. Men bare rolig i er ikke ene om skylden. Feministisk Initiativ har 8 politiske punkter hvoraf de 5 direkte næver udlændinge og at vi er nød til at tage ekstra hensyn til dem, da de er en minoritet der har det svært.[2] Hvis vi lige kan fjerne den her ting omkring hudfarve, som ALTID bliver bragt på banen når der snakkes udlændinge, så vil jeg hellere fokusere på at mange af disse mennesker og deres efterkommere er muslimer. Kigger man på Islam så er det da i den grad noget der går i mod det som feministerne i dag skriger højt om. Islam er jo netop et system (ikke en religion) som går ind for strenge kønsforskelle, undertrykkelse og had, så hvorfor pokker vælger feminister at gøre så meget for de her mennesker som åbenlyst er imod hvad feministerne selv står for? Skulle der, guderne forbyde det, udbryde åben krig (hvilket der delvist er) så er det feminister, homoseksuelle og hvad der ellers gemmer sig ude på venstrefløjen som først vil få en kugle for panden. Bogstavlig talt. Så om jeg begriber hvorfor de går så højt op i at vi skal have flere muslimer til landet og at de skal have særrettigheder kan jeg slet, slet ikke forstå. Igen, hykleriet har ingen grænser. Det er muligt at jeg er en smule gammeldags, men jeg er af den helt klare overbevisning af feminismen som den har udviklet sig til i dag, er enormt skadeligt for den enkelte som individ men også for os som et folk. Det betyder ikke at jeg mener at manden er den eneste altoverskyggende mangt og at kvinder bare skal bukke nakken, slet ikke, men vi er altså nød til at anerkende at der er forskel på køn. Vi er bygget og tænker forskelligt. Vi har forskellige behov. Det er vigtig at vi værner om disse ting og udnytter hinandens styrker og ikke kun fokusere på vores svagheder. Vi skal holde op med at skamme os over hvem vi er og istedet være stolte. Vi skal holde op med at tilgodese andre som vil os det skidt og lade være med at bruge enorme mængder energi på folk som alligevel er ligeglade med os og vores traditioner. Lad nu for pokker mænd være mænd og kvinder være kvinder. Lad børnene være børn og stop med at presse en forvirret voksen mentalitet ned over dem. det hører ingen steder hjemme. Børn er ikke i tvivl om at der er forskel på køn, så lad være med at spå tvivl i dem. Det er SÅ skadeligt. Ja jeg gentager mig selv, men jeg kan slet ikke sige det nok! Nå... Heldigvis stiller Feministisk Initiativ kun op i København. Egentlig kunne jeg jo være ligeglad og de ville da heller ikke få særlig meget medhold ret mange andre steder i landet, og det må jeg jo så glæde mig over. Men det ændre ikke på at jeg er led og ked af den tendens de er med til at sprede. Mens jeg har siddet her og skrevet har vejret ændret sig og en meget mørk og tung regnsky er lige nu ved at drive ind over mit hus, mens vinden er ved at tage godt til. Jeg hader når vejret bliver jysk, men det er virkelig hyggeligt, det her efterårs mørke. Husk at det er i mørket der skal tændes lys. Hvis du først overgiver dig og ikke søger efter lys eller sørger for selv at lyse op, så er kampen tabt. Rigtig god lørdag til dig og dine. [1] https://feministiskinitiativ.dk/sundhed-og-omsorg/ [2] Lad nu for pokker vær med at kalde folk med en anden hudfarve end hvid, for miniorteter. Den hvide hudfarve er ved at forsvinde fra den her jord og det er en skændsel. Hvis der skal være plads til mangfoldighed så skal der også være plads til hvide. Så stop med at kalde folk med en mørkere hud for minoriteter, de er LANGT i overtal. Billedet er lånt fra https://www.facebook.com/FeministiskInitiativDK/ Resten af billederne har jeg selv taget.
0 Comments
For første gang, i hvad der føles som meget lang tid, har jeg haft en hel lørdag for mig selv, hvor jeg bare har kunnet være hjemme og slappe af. Det er virkelig tiltrængt. De sidste par uger har været meget travle, men jeg fik rundet det sidste af oktobers projekter af i går, da jeg blev færdig med det maleri som skal bruges til forsiden på det næste Vølse. Jeg har ikke tænkt mig at afsløre maleriet før Vølse er udkommet, så du må vente lidt endnu med at se det, men jeg kan fortælle at jeg er helt utrolig godt tilfreds. Det er ikke så tit det sker. Normalt når jeg sidder og maler bruger jeg tiden på at tænke over selve maleriet, finde en god titel eller fordybe mig i detaljerne, men denne gang har været anderledes. Jeg har i stedet tænk meget på hvordan jeg fandt min vej til asatroen og især på hvordan min familie har reageret. Fra 0. - 9. klasse gik jeg på en katolsk skole. Min familie er ikke katolske, (Min morfar var, men blev ateist) men det var den bedste skole i området, så der kom både min bror og jeg til at gå. På skolen blev vi hver dag konfronteret med bøn, salmer og kristendoms undervisning. Som lille er det bare gode historier og mærkelig sange, men i de spæde teenage år begyndte jeg at forholde mig mere til denne Gud jeg på sin vis var opvokset med, gennem min skolegang. Jeg kunne slet ikke forlige mig med tanken om en gud og slet ikke en kristen én. Da jeg i forvejen brugte det meste af min fritid på det lokale bibliotek var det let at søge efter hvad der ellers var af muligheder. Jeg læste om satanisme, wicca, asatroen og meget, meget andet, men intet af det følte jeg gav mening. Af det jeg læste kunne jeg bruge en lille smule her og en lille smule der, men det var ikke nok. Jeg forsøgte også at finde andre søgende, som jeg selv, jeg måske kunne udveksle tanker med, men der var langt mellem disse mennesker og tit følte jeg det som om at folk mere havde grebet en mulighed for at skille sig ud og te sig tossede, end at de egentlig troede på noget større. Håbløst. I slutningen af mine teenage år tog jeg en beslutning. Jeg havde ikke længere lyst til at søge efter en anerkendt religion, men i stedet gøre hvad jeg selv syntes virkede rigtigt. Jeg begyndte at dyrke naturen og dyrke energierne. Jeg lavede små ritualer og ofrede til disse magter, men jeg brugte ingen guder. Gennem min kristne opvækst havde jeg fået den forfejlet idé at en gud er lige så virkelig som du og jeg og at en gud har kontrollen over det liv. (Ja, man har jo lov til at blive klogere). At der på den måde skulle en findes en sådan gud kunne jeg slet, slet ikke forlige mig med og slet ikke tanken om flere guder. Så jeg fortsatte gennem de næste ti år, med at dyrke og ofre til naturen. Førhen følte jeg mig utrolig alene med mine tanker omkring alt det her. Min mor og hendes kæreste er ikke specielt åndelige. De er kristne som danskerne er flest, så de går i kirke når der er en anledning, som bryllup eller dåb, men ellers fylder religion ikke rigtig noget hos dem. De gange jeg har nævnt at jeg dyrkede naturen, har jeg egentlig hurtig følt at de ikke rigtig tog mig seriøst og jeg lærte hurtigt at der ikke var så meget grund til at snakke mere om det. Det samme kan egentlig siges om min bror som slet, slet ikke kan forstå det. Min far derimod har altid været mere åben omkring det åndelige og har aktivt taget stilling til sin egen tro. Jeg har haft mange lange samtaler med ham omkring energier og det at dyrke naturen som en helligdom og han har nok været den der har udvist mest forståelse. Men så skete der noget der ændrede mig og mit syn på tingene. For 1½ år siden mødte jeg André. Han havde siden teenage årene vidst at han var asatroende og han var meget interesseret i at høre mere om min tro og jeg om hans. Under vores mange snakke, omkring dette fortalte han mig at begrebet GUD ikke behøvede at blive taget bogstaveligt. At der var mange asatroende rundt om i landet som mere så guderne som værende symboler for følelser, energier eller andre magter og det var i det øjeblik tingene ændrede sig for mig. Pludselig gav det hele mening og jeg kunne se at jeg igennem de sidste mange år egentlig havde dyrket naturen og dens kræfter på samme måde som asatroende gør. Forskellene lå mere i, at i stedet for at påberåbe Freya havde jeg blot påberåbt kærligheden. Jeg snakkede med vinden i stedet for Odin o.s.v. Men større var forskellen heller ikke. Den samtale ændrede SÅ meget inden i mig og der gik ikke lang tid efter før jeg begyndte at kalde mig asatroende. Noget jeg i hjertet har været længe før jeg selv vidste det. Ikke længe efter at André og jeg var blevet et fast par, begyndte vi at tage ud til forskellige arrangementer i asatro miljøet. Jeg begyndte at være mere åben omkring hvad jeg troede på og begyndte så småt at lukke op for nogle af disse ting, overfor min familie. Men det er ikke gået helt så let som jeg havde ønsket mig. Min mor og hendes kæreste har undersøgt en lille bitte smule og har da også spurgt lidt ind, men jeg kan tydeligt mærke at de finder det MEGET underligt at deres datter pludselig render rundt og laver mærkelig ting i skoven. De er meget kritiske og det gør mig en smule ked at jeg ikke bare kan være åben og fortælle om alle de her fantastiske ting jeg oplever. De synes jo også at alt det her bare er kommet ud af det blå, men de har aldrig rigtig vidst så meget om alle mine mange ritualer, natursakralismen m.m. Så det er ikke mærkeligt at de tænker sådan. Min bror har flere gange sagt til mig, "Ej, Louise. Jeg ved du er et rationelt tænkende menneske. Du må sgu ikke fortælle mig at du tror på sådan noget." Her har der ikke været så meget forståelse og hente og selv min far, som jeg ellers har haft alle de her lange snakke med, har ikke helt kunne sætte sig ind i at hans datter pludselig anråber de gamle guder. Skal jeg være ærlig synes jeg at det er en smule hårdt. Jeg ville så gerne at min familie, om ikke andet kunne respektere at jeg har denne overbevisning, istedet for hele tiden at skulle være kritiske og fordømmende. Jeg ville ønske at de var mere nysgerrige efter at lærer noget omkring hvad det egentlig er jeg tror på, måske endda være med til et blót så det ikke længere er så mystisk og mærkeligt. Jeg har ikke noget behov for at de tror som jeg, men jeg har et behov for at de respektere at jeg tror som jeg gør. Her 1½ år efter den samtale der ændrede så meget, så hviler jeg mere og mere i mig selv på disse punkter. Jeg føler af hele mit hjerte at asatroen er hvor jeg har hjemme. Hvor jeg altid har hørt hjemme. Og sjovt nok så har det her med mine tanker om guder ændret sig. Jeg føler mere og mere at guderne virkelig er der. De har ikke kontrol over mit liv, som de kristne mener deres gud har over deres. Kontrollen er helt og aldeles min egen, men jo mere jeg lærer og jo flere blót jeg kommer til jo mere overbevist er jeg om at guderne er mere virkelige end blot symboler. Jeg håber meget at min familie med tiden kommer til at respektere at asatroen er en del af mit liv. Det er ikke let når man ikke føler familien forstår en. Jeg kunne forestille mig at jeg ikke er den eneste der står i denne situation. Måske har du endda haft held med at få familien til at forstå? Jeg vil i hvert fald meget gerne høre din historie, hvis du vil dele den med mig? Det var slet ikke meningen at det her indlæg skulle blive så langt, men det ar vigtigt for mig at fortælle og få ud af kroppen. Nu vil jeg nyde resten af denne lørdag med lidt hækling, min ynglings te og et par afsnit af en god serie. Jeg håber også at du nyder din lørdag og at din søndag må blive skøn og berigende. Rigtig god aften til dig og dine. Alle fotografier har jeg selv taget. |
Kategorier
All
Copyright © Louise Hladka. All Rights Reserved |