Picnic til skovsøen med bisonokserneHer under Lockdown har jeg valgt at isolere Thorhild og jeg. Selv er jeg i risikogruppen på grund af min gigt og den medicin jeg har fået. Oven i det så bliver Thorhild usædvanligt meget syg og har som følge af det ikke taget nok på. Hun er nu blevet henvist til Børneambulatoriet hvor hun skal have taget nogle prøver og blandt andet tjekkes for dårligt immunforsvar. Derfor løber jeg ingen chancer.
Rigtig mange dagligvare kan bestilles over nettet og derudover så er jeg heldig at naboen og en nær ven af familien også handler ind for mig engang imellem. Men det betyder også vi slet ikke kommer ud andet end i haven. Det er også super hyggeligt og vi finder hele tiden på noget nyt at lave men engang i mellem trænger jeg altså til at se noget nyt. Vi bor 800 meter fra en dejlig lille skov og nu hvor vejret er blevet så godt så er der jo ikke nogen undskyldning for ikke at lave en god madpakke og så tage ned i skoven. Her er det i hvert fald muligt at holde god afstand og jeg kender en del steder i skoven hvor de fleste "turister" (De der sjældent færdes i skoven) ikke kommer. Jeg pakkede klapvognen med picnic tæppe, en lækker madpakke og noget godt at drikke. Jeg har ikke haft brugt klapvognen så meget da Thorhild har været alt for lille til den, men nu er hun vokset nok til at den kan komme i brug, så det var en kærkommen lejlighed til at få den afprøvet.
Med sin ynglings ninus i armene og dynen puttet godt om sig gik jeg ellers afsted med Thorhild i klapvognen. Det første stykke tid sad hun bare og kiggede mens hun snakkede lidt engang i mellem, men da først vi kom ned til skoven kunne jeg mærke hun blev meget begejstret og der blev peget og sagt "Øjjjj" hele tiden. Hehe. Hun elskser bare at komme ud. Jeg har længe vidst at der lå en lille sø nede i skoven og jeg har også vidst i hvad område søen ligger, men af en eller anden årsag har jeg aldrig været nede ved den, men i dag fandt jeg den og det var meget bedre end jeg havde forventet. Jeg havde faktisk regnet med at søen bare ville være en forvokset vandpyt, men det viste sig at jeg tog helt fejl. Vi måtte tage lidt en omvej for at komme ned til søen da vejen var helt mudret til og med dybe spor efter køretøjer, men det gik forholdsvis nemt og synes der mødte os var bare fantastisk. Helt rolig vand, masser af ænder og andre fugle, der grønneste græs og en skøn ro og fred. Vi fandt ret hurtigt et sted hvor vi kunne spise vores madpakker. Thorhild syntes det super sjovt at tage ting op af madkassen og havde meget travlt med at holde styr på det hele og sørge for at papiret kom ned i skraldeposen.
Det går alt for stærkt men hvor er det bare dejligt at se hende udvikle sig. Mit moderhjerte vokser hver eneste gang hun gør bare det mindste fremskridt. Hvis nogen for fem år siden havde sagt at jeg i dag skulle sidde og være SÅ stolt over at der var en der kunne finde ud af at tage et stykke madpapir og komme det i en pose, havde jeg sagt de var både helt og halvt tosset, men så blir' man mor og sidder der med et smil fra det ene til det andet øre, stolt uden lige. Hehe. Det er vist det man kalder kærlighed. Efter vi havde spist og bare nydt udsigten, det rislende vandt i åen og alle fuglene, pakkede jeg klapvognen og trillede ellers videre rundt om søen. Da vi var nået halvvejs rundt om søen begyndte jeg at se spor af bisonokserne.
Ja, det har jeg jo ikke fortalt, men nede i skoven går der vilde bison og vildsvin. Grisene har jeg tit set og jeg ved hvor de holder til. Bisonokserne har jeg aldrig set før, men jeg har ofte fundet spor fra dem. Kort efter jeg havde set sporene får jeg kigget mig til højre og ca. 5o meter væk står der tre fuldvoksne bisonokser og en kalv. Jeg skyndte mig at vende klapvognen så Thorhild kunne se dem. Hun blev helt stille og kiggede lige så undrende på dem som de på os. Jeg vidste godt at der skulle være tre bison okser. To køer og én tyr, så det var helt vildt fedt at se den lille kalv. Nok s skønt det var at se dem så udgjorde de et problem. De stod nemlig i vejen og havde ikke tænkt sig at flytte sig. I stedet for at gå tilbage (hvilket jeg burde have gjort) gik jeg i stedet af n anden sti som viste sig at være blind. Jeg gik derfor tilbage men nu spærrede bisonokserne også for den vej vi var kmmet af. Nå, tilbage igen for at finde en alternativ gennem sti gennem skoven. Det blev en temmelig mudret oplevelse men Thorhild havde en fest og syntes det var vildt sjovt med al den terræn kørsel. Jeg nåede lige at snuppe et billede af den lille flok inden min mobil gik ud, men det blev hverken skarpt eller særlig godt, dog kan man godt se dem alle fire. Den lille kalv står ude til venstre.
Da gik ud af skoven besluttede Thorhild sig for at nu ville hun altså hjem, nu gad hun ikke mere og selvom vi jo var på vej hjem så var hun ellers ret så ligeglad og blev ganske hysterisk. Så kan ti minutter pludselig føles som en halv time. Heldigvis stoppede hysteriet så snart vi trådte ind af døren og hun var godt tilfreds og træt da hun endeligblev puttet. Nu skal jeg bare slappe af og ellers bare tidligt i seng. Det har sgu været en god dag. Har du været ude i naturen her under Lockdown? Hvor har du været henne? Har du et godt forslag til hvad man kan tage ud og opleve uden at støde ind i en masse mennesker?
|
Copyright © Louise Hladka.
All Rights Reserved
You may not take any content from this site without permission
All Rights Reserved
You may not take any content from this site without permission