Min vej til Nordens MagterI et tidligere indlæg skrev Maria en kommentar hvor hun spurgte "... hvis jeg nu vil dyrke asatroen, hvor vil du så anbefale at jeg begynder?".
Jeg har tænkt lidt over hvordan jeg lige skal gribe det her spørgsmål an for jeg vil selvfølgelig rigtig gerne hjælpe både Maria og andre som sidder med samme spørgsmål. Vejen til de Nordiske Magter (asatroen) kan for nogle være kort og for andre lang. Selv tog det mig rigtig mange år at nå her til hvor jeg er i dag. Min egen rejse startede da jeg var 11 år gammel. Jeg kom ud for en ulykke hvor mit ene knæ blev meget slemt skadet og oven i det blev jeg fejlopereret da de forsøgte at sætte knæet sammen igen. Jeg var meget bange for at miste brugen af mit knæ og for at blive skæv i hele kroppen som følge af operationen. En aften efter jeg var kommet i seng foldede jeg for første gang hænderne i ramme alvor og bad til den kristne gud. Da jeg var færdig sad jeg tilbage med tåre i øjnene og en overvældende følelse af at være helt og aldeles forladt. Det var øjeblikket jeg fandt ud af at den kristne gud på ingen måde var noget for mig, men jeg følte at der måtte være noget andet. Noget som rent faktisk gav mening. Bogorm som jeg var og stadig er, tog jeg en tur på biblioteket og læste en masse bøger om alt hvad jeg kunne komme i nærheden af, af alternative trosretninger. Heriblandt også asatroen. Gennem min skolegang på katolsk skole havde jeg fået et ret snævert syn på hvad en gud var, så derfor lagde jeg hurtigt asatroen tilbage på hylden igen, sammen med alle de andre bøger. I alle mine kristendomstimer var jeg blevet fortalt at gud var en fysisk skikkelse som sad og bestemte alt (Sådan groft sagt) og jeg havde det sådan at der ikke var nogen gud der skulle bestemme over mig. Samtidig så syntes jeg at det var ret fjollet at der var nogen der troede på at der rent faktisk kørte en mand rundt og lavede tordenvejr, så det der asatro var heller ikke rigtig noget for mig. Jeg brugte en del år på at søge efter noget der gav mening for mig, men gav til sidst op. Jeg valgte i stedet at gå min egen vej. En vej der var langt tættere på asatroen end jeg på det tidspunkt kunne forestille mig.
I stedet for at dyrke en religion med guder valgte jeg i stedet at dyrke naturen og alle de energier vi omgiver os med. Jeg lavede mine egne ritualer, fra de helt små du gør i dagligdagen, til at hylde årstiderne. Jeg forbandt mig med naturen og fandt endelig en form for ro, men det var stadig som om tingene ikke helt ville falde på plads inden i mig. I 2016 mødte jeg så en der var asatroende og efter nogle snakke kunne jeg høre at vi var meget ens i vores tilgang og opfattelse af det åndelige. Det gik for alvor op for mig at en gud er så meget mere end en fysisk person som jeg var blevet indoktrineret til at tro. Og lige der faldt det hele på plads inden i mig. Guderne var jo "bare" symboler for de magter vi omgiver os med. De selv samme magter som jeg havde dyrket. Selv de ritualer jeg havde lavet lå ikke langt fra de ritualer som jeg stille og roligt blev introduceret for i asatroen. Så for mig var skiftet mellem at dyrke aturen og dens magter til at dyrke Norden og dens magter næsten ikke mærkbart. Kort tid efter jeg fandt asatroen så jeg at der var et intromøde ved Hefjendur. Den dag i dag aner jeg ikke hvordan jeg fandt frem til den gruppe hvor begivenheden blev slået op, men jeg kan se i dag at det var min skæbne at skulle til det møde for her mødte jeg de mennesker som jeg i dag har knyttet stærke bånd til. Det var det møde hvor Byrjendur officielt fik sin start og det var her jeg havde mit første større blót, sammen med andre. Det var stort. Jeg var ca. 17 år om at finde min vej til Nordens Magter, men til trods for den lange rejse var der hele tiden et eller andet inden i mig der holdt mig fast i den rigtige retning. En kerne der ubevidst førte vejen mod den kraft der usynligt trak i mig.
nå, det blev et lidt længere skriv om min egen vej til Nordens Magter end jeg havde forestillet mig, men det var altså måde jeg fandt hjem på. Hvis du nu sidder derude, lige som Maria og ikke helt ved hvordan du skal gribe den an, så vil jeg anbefale dig følgende: LÆS Læs en masse gode bøger for at få en dybere og bedre forståelse af asatroen. Det vil også hjælpe dig når du møder andre, da du hurtigere vil kunne falde ind i snakken omkring bordet eller bålet. Jeg har her på siden lavet en liste over bøger som jeg vil anbefale. Du finder listen HER. OPSØG ANDRE Noget af det der har været vigtigst for mig de seneste par år har været fællesskabet. Mange påstår at man ikke behøver andre for at kunne dyrke sine guder, men jeg vil nu mene at fællesskabet er en essentiel del af det at være asatroende. Der er heller ingen af guderne der står alene, de er alle på en eller anden måde afhængige af hinanden. At finde et fællesskab er ikke nødvendigvis let. Mange blótgrupper er lukkede, men der findes også åbne blótlaug. Hvis jeg skal anbefale et forholdsvis åbent blótlaug så er det Uias på Fyn. Du kan finde dem på Facebook HER og kontakte dem for at høre nærmere om hvordan du evt. kan komme med til et blót. En anden mulighed er Forn Siðrs officielle årstidsblót. Fire gange om året holdes der åbent blót for alle medlemmer af Forn Siðr. Det er blótgrupper der er tilknyttet Forn Siðr som skiftes til at afholde blótene. Det betyder også at det er forskelligt hvor henne i landet at blótene finder sted. Dette års Høstblót bliver afholdt af Hefjedur med hjælp fra Byrjendur. Du kan se begivenheden HER. Husk at det kun er for medlemmer af Forn Siðr. En tredje mulighed er Hedensk Hygge. Det foregår flere steder i landet og her er alle velkomne. Hedensk hygge er en god mulighed for at mødes med andre hedninge i en afslappet og uformel anledning. Her kommer der folk fra flere forskellige blótlaug og også folk som ikke er tilknyttet en gruppe. Nogle finder frem til et blótlaug på denne måde. Om ikke andet er det en rigtig god måde at lære folk at kende. På facebook kan du søge efter Hedensk Hygge, så dukker der flere grupper op. Hedensk Oplysningsforbund også kaldet HeOF laver forskellige arrangementer i løbet af året. Det er alt fra foredrag og ture til det Hedenske Julemarked som de holder hvert år. Her er der endnu en mulighed for at møde andre og samtidig også blive beriget med oplevelser, ny viden m.m. Du kan læse om dem på deres hjemmeside HER eller følge med på Facebook hvor de også slår arrangement op. Det finder du HER. Der findes også mange andre åbne arrangementer, bandt andet Hefjendurs Gudernes Stræde, som er en vandretur der bliver gået tre gange om året. Selvom man måske ikke kan gå så langt så kan man sagtens deltage alligevel og om ikke andet så er følgebiler altid meget, meget værdsatte. Det er rigtig gode mennesker der er med på disse ture og der bliver altid snakket og knyttet bånd. Det er bare en fed, fed oplevelse at være med. Du kan finde datoerne for vandringerne HER. MELD DIG IND I FORN SIÐR
Som medlem af Forn Siðr vil du kunne holde dig opdateret om rigtig mange events. Du vil også have mulighed for at komme med på Altinget som er det helt store møde de holdes én gang om året. Her er der virkelig god mulighed for at mødes med andre, blive klogere og der bliver også holdt et blót. Så er der selvfølgelig årstidsblótene som jeg allrede har nævnt og ikke mindst Vølse. Det er et medlemsblad som er udgivet af Forn Siðr. Bladet er skabt af medlemmerne så der er altid meget forskelligt og spændende læsning i bladet. Der er også mange andre fordele ved at være medlem af Forn Siðr men det kan du læse mere om på deres hjemmeside HER. HOLD FAST Det sidste råd jeg vil give er nok at holde fast. Lad vær med at give op selvom du ikke finder hvad du søger med det samme. Nogle gange kan en lang vej til Nordens Magter være præcis den forberedelse der skal til for at du lander lige nøjagtigt det sted hvor du føler du høre hjemme. Jeg håber at de her råd kan hjælpe dig som søger. Husk du er altid velkommen til at skrive til mig hvis du har flere spørgsmål eller måske ønsker at få uddybet noget. Vil du gerne skrive til mig privat kan du gøre det i en mail, den finder du under kontakt, eller på Friggsdatters side på Facebook. Den finder du HER. Jeg håber ellers at du nyder ferien, og den dejlige sommer. Vi skal huske at nyde den mens vi kan. Har du andre gode råd til en der gerne vil vide mere om asatroen eller måske gerne vil dyrke de Nordiske Magter?
|
Copyright © Louise Hladka.
All Rights Reserved
You may not take any content from this site without permission
All Rights Reserved
You may not take any content from this site without permission