IndvielsenI lørdags var det forårsjævndøgn. En dag der for mange asatro betyder blót, men for mig betød dette års forårsjævndøgn en lille smule mere. Det var nemlig dagen hvor jeg blev optaget i Hefjendur som Bænkefælle. En dag jeg i den grad har set frem til.
Dagen startede med at vi alle sammen mødtes hjemme hos min kære Frænde Broch. Her skulle mit invielsesritual finde sted inden vi tog videre for at holde Vårblót. Det var dejligt at gense alle. Det er altid en stor ubeskrivelig glæde at mødes med gode Frænder og Frænker og jeg kunne slet ikke få smilet væk. Kort tid efter min ankomst hev Tirssøn mig til side og vi gennemgik indvielsesritualet. Eller rettere noget af ritualet. Det var ikke alt jeg måtte vide, men til trods for det så havde jeg en overraskende ro i maven. Jeg var spændt og jeg glædede mig, men jeg var underligt nok ikke nervøs. Det føltes bare rigtigt. Tirssøn og jeg snakkede også om hvilken Fulltrui jeg ville påkalde under ritualet. For fire, snart fem år siden var Frigg helt klart min Fulltrui. Det er også derfor jeg har valgt at kalde min blog for Friggsdatter. Da jeg blev gravid begyndte min forbindelse til Frigg stille og roligt at træde i baggrunden og Sif tog i stedet hendes plads. I forbindelse med mit virke i Byrjendur begyndte Tyr også at fylde mere og mere og i dag har han lige så stor betydning for mig som Sif har. Da Tirssøn spurgte mig hvem jeg ville påkalde var mit umiddelbare svar Sif. Sådan havde jeg det lige indtil jeg skulle påkalde min Fulltrui. Jeg tog nogle dybe vejrtrækninger og på den sidste vejrtrækning ændrede det hele sig og jeg påkaldte Tyr. Det kom faktisk lidt bag på mig, for at være ærlig. Jeg har før prøvet at være i tvivl om hvilken gud jeg skulle påkalde, men jeg har aldrig før prøvet at det ændrede sig i sidste sekund. Selve ritualet vil jeg ikke fortælle om men jeg vil alligevel fortælle lidt om en oplevelse jeg havde under ritualet. På et tidspunkt sidder jeg helt stille og kunne ikke se hvad der foregik omkring mig. Jeg forsøgte bare at være tilstede og ikke tænke så meget over det der skete, men bare være en del af det og "flyde" med. Først blev jeg enormt glad og begynder at smile lidt for mig selv indtil jeg næsten havde lyst til at grine højlydt. Det gjorde jeg dog ikke.
Lidt efter kunne jeg mærke en vibration. Det startede i fødderne og bevægede sig op i brystet. Glæden dalede og jeg blev først grebet af en alvor som kortvarrigt blev erstattet af... Ja, det er egentlig ikke lige at til at finde et ord der dækker følelsen men det var en slags sorg og tristhed. Det var meget uventet og jeg kan endnu ikke forklare hvad det handlede om eller hvad der fik mig til at føle sådan. Det varede kun nogle sekunder og så var følelsen væk igen. Vibrationerne blev stærkere og glæden kom igen tilbage. Denne gang i en anden form. Jeg havde lyst til at bevæge mig. Til at danse. Jeg blev dog ved med at sidde stille selvom den her vibration blev stærkere og stærkere til den til sidst fyldte hele min krop og luften omkring mig. Hvad der gjorde det ved jeg ikke, men pludselig fik jeg fornemmelsen af at falde. Det var både rart og ganske ubehageligt på samme tid. Jeg kan huske jeg greb hårdt fast om mit drikkehorn, for ikke at falde, hvilket jeg vidste der ingen chance var for at jeg ville gøre da jeg sad ganske fint. Det var meget underligt. Hele den oplevelse var ganske besynderlig. Når jeg sidder og læser oplevelsen igennem, lyder det helt tosset, men det var sådan jeg oplevede det. Dagen efter spurgte Tirssøn mig om jeg havde oplevet noget under min indvielse og jeg kunne slet ikke finde ordene eller samle mig om oplevelsen. Det har taget nogle dage at bearbejde det hele og jeg er endnu ikke sikker på hvad det jeg oplevede betyder. Da indvigelsen var slut gik turen ud til Vesterhavet. Vejret var gråt og blæsende. Havet skummede og havgusen satte sig i håret, så det blev helt vådt. Vi var de eneste mennesker på stranden. I hvertfald så langt mit øje rækte. Helt alene med det smukke vilde Vesterhav.
Vi satte tingene op og gjorde klar til blótet. Skal jeg være helt ærlig var jeg helt fyldt op efter indvigelsen så jeg havde svært ved at finde fokus på blótet. Selv under forberedelsen til blótet kunne jeg slet ikke få ro i kroppen. Det hjalp lidt da vi gik i gang men helt i fokus kom jeg aldrig. Blótet var godt og det var en skøn følelse at stå der med gode Frænder og Frænker. Mit første blót som en del af Hefjendur. Et jeg ikke vil glemme. Det er nu næsten en ugen siden og jeg fordøjer stadig oplevelsen. Det eneste jeg kan sige er at det er starten på noget godt. Det er jeg helt sikker på. Hvis du følger bloggen her fast så ved du sikkert at jeg også er med i åndsfællesskabet Byrjendur og det er jeg stadig, selvom jeg nu også er en del af Hefjendur. Byrjendur betyder rigtig, rigtig meget for mig og jeg vil stadig gøre alt hvad jeg kan for at bygge op, som jeg hele tiden har gjort og være der for mine åndsfæller. BDO! |
Copyright © Louise Hladka.
All Rights Reserved
You may not take any content from this site without permission
All Rights Reserved
You may not take any content from this site without permission