Glædelig Mors DagGlædelig Mors dag til alle jer skønne mødre. Jeg håber i har haft en skøn dag og er blevet forkælet af familien.
Her hjemme har dagen været ganske rolig. Faktisk startede dagen ud lidt trist. Ikke fordi der skete noget ubehageligt men fordi det er Mors dag. Thorhild er jo så lille at hun ikke ved hvad Mors dag er og da jeg jo er alene med hende har jeg ikke en mand til at skrive et lille kort på Thorhild vegne, eller på anden vis fejre dagen. Jeg ved ikke hvorfor men der er bare visse dage som har stor betydning for mig og sidste år fandt jeg ud af at Mors dag betyder noget mere for mig efter jeg selv er blevet mor. Jeg har ikke nogen i hverdagen til at give mig et kram og fortælle mig at jeg gør det godt og at jeg er en god mor. Denne dag kan på en eller anden måde være det kram jeg mangler i hverdagen, hvis det på nogen måde giver mening. Men da Thorhild endnu er så lille vidste jeg at dagen i dag bare ville være som alle andre og det gjorde mig faktisk lidt ked af det. Jeg ringede selvfølgelig til min mor og ønskede hende glædelig Mors dag. Min bror og jeg havde splejset til blomster og chokolade til hende, hvilket hun blev rigtig glad for. Hun ønskede mig også en glædelig Mors dag, hvilket da hjalp en lille bitte smule på humøret. Da vi var færdige med at snakke kunne jeg se at min far havde skrevet til mig og ønsket mig en god Mors dag også. Det hjalp en smule mere på det der kedelige humør og jeg besluttede mig for at så snart Thorhild var færdig med at sove til middag så skulle vi ud i haven og hygge. Så kunne jeg få plukket nogle friske buketter til stuen og køkkenet og forkæle mig selv lidt på den måde. Ikke mere end ti minutter efter at jeg havde besluttet mig for at vi skulle ud i haven bankede det på døren og der stod et bud med en stor buket i hånden. Blev et øjeblik helt forvirret men da først jeg havde fået overrakt buketten og hoveddøren var lukket i slog det mig at blomsterne sgu nok var til mig. Haha. Totalt fjollet men havde virkelig ikke regnet med noget som helst.
Skal jeg være helt ærlig blev jeg nok lidt overvældet og allerede inden jeg havde læst kortet havde jeg tåre i øjnene. Er blevet en total tudemarie efter jeg er blevet mor. Det er frygteligt. Buketten viste sig at være fra Thorhild, med lidt hjælp fra hendes Morfar og Bedste. Ej, men altså hvor skønt er det ikke lige. Kunne slet ikke lade være med at tude. Haha. Fik selvfølgelig ringet og sagt tusind, tusind tak fordi de havde tænkt på mig og da Thorhild vågnede fik hun et kæmpe kys og en flyvetur. Efter Thorhild og jeg havde kigget lidt på buketten sammen gik vi ud i haven som jeg havde planlagt. For første gang nogen sinde ville Thorhild ikke med ud men da hun først var ude hyggede hun sig med at samle sten og lege i græsset.
Jeg havde jo aftalt med mig selv at pukke nogle buketter til stuen og køkkenet så det gjorde jeg og lige nu sidde jeg her i stuen og nyder alt det grønne og duften af min smukke buket. Selvom dagen startede trist ud blev den nu faktisk ganske god alligevel. Er du blevet fejret her på Mors dag? Betyder Mors dag også noget specielt for dig?
|
Copyright © Louise Hladka.
All Rights Reserved
You may not take any content from this site without permission
All Rights Reserved
You may not take any content from this site without permission