For tiden er der en episode der bliver ved med at vende tilbage til mine tanker. Den stammer fra en periode hvor jeg var medlem af en kunstforening, hvor jeg sad i bestyrelsen. Som billedkunstner er jeg vant til en verden af censurerede udstillinger* og jeg foreslog derfor om det ikke var noget for denne kunstforening at holde en sådan udstilling. Det giver meget opmærksomhed, og er med til at tiltrække det købestærke publikum. Her fik jeg at vide at det var et helt igennem dårligt forslag fordi en censureret udstilling automatik ikke ville give adgang til alle. "Denne kunstforening går ind for mangfoldighed. Her skal være plads til alle." Men hvis der skal være plads til alle hvorfor var der så ikke plads til min idé om en censureret udstilling? Det er ikke selve det at det handlede om en censureret udstilling, at jeg flere gange har tænkt over denne episode, men fordi den understreger en tendens som efterhånden er ved at kvæle vores samfund. De der ønsker at der skal være plads til alle, føler jeg ofte er dem der er de mest ekskluderende. Jeg tror ikke at de selv ser det sådan. Jeg tror de har en idé om at de har fat i den lange ende, er rummelige og kan gøre flest glade men det er i min verden dybt forfejlet. Jeg kan komme med et par eksempler med kunstforeningen. Det er vigtigt for mig at understrege at disse eksempler er fiktive og ikke har noget med den nævnte kunstforening at gøre, men fungere som en fin metafor. Når kunstforeningen er åben for alle er der ingen krav om at du skal kunne noget specielt eller være dygtig. Blot du selv føler at du kan noget kreativt. Hvis du er dygtigere end andre er det ikke tilladt for dig at sige dette eller lade dig rose, for det er synd for ham eller hende som måske ikke er så god til at lave kunst og derfor ikke nyder samme opmærksomhed, eller ros. Du skal derfor bukke nakken og i stedet sørge for at de der ikke er så dygtige bliver rost og løftet op på en piedestal hvor de ikke høre til. Det er nemlig ikke tilladt at sige noget negativt om dem. Det kan jo være diskriminerende. Hvis du ved et uheld skulle komme til at sige at du faktisk synes at du selv er ret dygtig, er du straks nedsættende om andre, ekskluderende og ondskabsfuld, til trods for at din udtagelse intet havde med sådanne ting at gøre. Hvis du kommer med konstruktiv kritik til andre som helt tydeligt ikke er lige så dygtig som dig, så får du samme smøre i hovedet, for selv om det ikke er tilladt at være bedre end andre, da alle jo er lige, så er det tydeligt for dem der bliver fornærmet at du faktisk ER bedre end ham eller hende som der blev givet konstruktiv kritik til. Så det eneste "rigtige" man kan gøre, hvis man ikke vil have kastet ondskabsfulde, ubegrundede beskyldninger i hovedet, det er at bøje nakken, glemme at du er god nok som du er og har ret til at være stolt af dig selv og din kunnen, ophøje de mindre talentfulde på en piedestal og tilbede dem blindt og sørge for at alle omkring dig acceptere at disse mennesker intet kan gøre forkert og skulle nogle være uenige, selv begynde at kaste med beskyldninger som endegyldigt bevis på at du helt og aldeles har fralagt dig alt hvad der hedder identitet og sund fornuft. Det er muligt at en sådanne kunstforening er til for alle, men hvis man kigger nærmere på det er den jo kun til for de som ikke har talent og ekskluderende for alle andre som mener at det er i orden at have talent og ikke er bange for at være stolte af det. Til trods for dette så er der mange der kalder foreninger som dette fiktive eksempel for en hyldest til mangfoldigheden. Skulle de personer der er dygtige vælge at forlade foreningen og slå sig sammen med andre ligesindede, ja så skal den mangfoldige forening nok gøre sit til at fortælle helt præcist for ondskabsfulde og modbydelige disse "afstikkere" egentlig er og forpurre deres muligheder for at komme ud med deres kunst. Længe leve mangfoldigheden. suk. Denne mentalitet har jeg desværre mødt mange steder. Blandt andet på uddannelser, i medierne, hos vores politikere og ja generelt bare i hverdagen, stort som småt. Det er blevet politisk korrekt at fralægge sig selv og sin identitet for at føre plads til noget nyt. Men hvorfor i alverden skal vi dog gøre det? For mangfoldigheden er der mange der siger, men hvilken mangfoldighed er det de taler om, for jeg kan ikke få øje på den. Det eneste jeg kan få øje på er mangfoldighed for alle andre end os selv og kan vi så virkelig tillade os at kalde det mangfoldighed? Hvis der skal være plads til alle er man jo nødt til at ligge bånd på visse mennesker og ender i stedet med en ensartet grå masse som der intet mangfoldigt er over. Og hvorfor har vi så travlt med at vi skal bo så mange forskellige slags mennesker under et tag, som muligt? Hvis hvert land elskede sit eget folk og dyrkede sine egne religioner, traditioner m.m. så ville vi for alvor se mangfoldigheden vokse. Det vil give en fantastisk smuk variation verden over og jeg er helt overbevist om at det vil give mulighed for at lande der lige nu er nedbrudt af indvandring, vold og kaos ville se en blomstring uden lige, hvis de i stedet for at tage sig af alle andre startede med at tage sig af sine egne. Det gælder også her i Danmark. Og husk nu. Blot fordi man siger man elsker sig selv betyder det ikke at man hader alle andre eller er bedre end andre. Og det betyder heller ikke at vi ikke kan lærer af hinanden eller samarbejde på tværs af grænserne. Noget der kan undre mig er at jeg har mødt mange af de her mennesker som synes det er en god idé at vi her i Danmark skal bestå af mange forskellige slags mennesker og at det er okay at vi danskere træder i baggrunden. Det er de samme mennesker der nyder at tage på eksotiske ferier, hvor de vil helt ind til det autentiske. Væk fra turistfælderne og ud til folk der stadig lever på samme måde som de har gjort det de sidste 500 år. Det er jo hyklerisk at søge det ægte folkefærd i et fremmed land, men forsøger at fordrive det fra sit eget. Alle lande er unikke og smukke med fantastiske traditioner. Det kræver blot at de får lov til at blomstre og eksistere. Lige nu forsøger EU at støve os sammen til én grå masse der indtil videre kun har ført ufred og utryghed med sig, men det skal stoppes. Vi skal tilbage til vores rødder. Og nej det betyder ikke at vi skal glemme den udvikling vi har været igennem de sidste 100 år, men det betyder at vi skal finde tilbage til de vigtige værdier. Vi skal holde fast i vores egen tro og genopbygge den tillid vi er ved at miste for hinanden. Men de her ting kan kun ske hvis vi holder fast i os selv og ikke giver vores land, traditioner og identitet væk blot fordi der er moderigtigt at være politisk korrekt. Alle der kender til lidt lomme psykologi fortæller altid den deprimerede veninde at hun skal lærer at elske sig selv. Først når hun kan det, kan hun for alvor blive lykkelig. Dette vil jeg vove den påstand, også gælder for et land. Vi skal elske dem vi er på godt og ondt, men vi er nød til lærer at elske os selv først. Vi er nød til at fortælle os selv at vi er smukke mennesker med en fantastisk rig kultur i et dejligt land. Et land der skal forblive sådan. Jeg håber du vil tage disse ord med dig på denne Odins dag og finde frem til de gode ting der er med til at gøre Danmark til Danmark. Vi skal sikre en tryg fremtid for vores børn og børnebørn. Vi skal gøre vores forfædre stolte og vi skal lade guderne vide at vi er her endnu og at vi ikke har glemt dem. Norden er vort hjem og sådan skal det blive ved med at være. F&M *En censureret udstilling er en udstilling hvor kunstnere indsender udvalgte værker til et dommerpanel, der så udvælge de værker, som de mener er de bedste. Altså en form for censur. Disse værker udstilles herefter på det man kalder en censureret udstilling. Alle fotografier har jeg selv taget.
0 Comments
Leave a Reply. |
Kategorier
All
Copyright © Louise Hladka. All Rights Reserved |