Vejret i dag har simpelthen været så hyggeligt. Det har været mørkt, blæsende og regnfuldt og et sådan vejr ligger jo op til hygge indendørs, med stearinlys og te. Oven i det så er det jævndøgn og det har selvfølgelig henledt mine tanker på sidste weekend hvor jeg var afsted med Byrjendur for at afholde Høstblót. En på mange måder stressede men også rigtig positiv oplevelse. Det var virkelig skønt at få set alle folk igen. Jeg kunne i den grad mærke at jeg havde savnet at stå i kreds med Byrjendur. Høstblótet startede for mig allerede flere dage før selve blótet. Eller rettere forberedelserne gjorde. Da Sigtyr denne gang skulle være forretter under blótet, brugte jeg en del tid på at øve blótet og de forskellige remser igennem, så jeg kunne være til så megen hjælp som mulig. Oven i det så var der en masse ting der skulle pakkes og gøres klar og ikke mindst så var der maden. Da vi denne gang ikke havde en at tage hjem til efter blótet havde vi besluttet at spise i det fri. Flere havde foreslået at vi så kunne grille, men skal jeg være ærlig så er jeg godt og grundig træt af grill mad, så jeg tilbød at stå for maden. Jeg lavede derfor en ordentlig omgang gryderet, som vi hurtigt kunne varme op på bålet og det blev heldigvis taget godt imod. For at finde et rigtig lækkert sted på Sjælland at afholde blótet havde jeg kontaktet Wowern for at høre om hun havde et par gode forslag og skuffet blev jeg ikke. Hun fortalte meget passioneret omkring Gunderslevdyssen og efter vores samtale var jeg slet ikke i tvivl om at det var der blótet skulle finde sted, til trods for jeg slet ikke havde været på stedet. For at være helt sikker på at stedet var det rigtige tog Sigtyr og Ørum ud for at finde stedet og for at se om det var egnet. De var begge meget begejstret og så var der jo ikke meget at rafle om. Kært barn har mange navne og Gunderslevdyssen har hele fire. Gunderslevdyssen, Gunderslevholmdyssen, Sandbækdyssen og Grundvigsdyssen. Den er omkring 56 meter lang og 5-7 meter bred. Den har oprindeligt haft en husform med gavlsten. Det vil sige at de lodretstillede randsten har lignet husvægge og selve højen har lignet taget. I dag ligger kun sten tilbage, højen er væk. Der er ca. 80 randsten tilbage og inden for disse randsten ligger et utal af sten i alle størrelser som har været brugt til fyld i højen. I den østlige ende er selve dyssekammeret som indvendigt måler omkring 1 x 2 meter. Den har været fredet siden 1809. Dyssen er desværre meget groet til og det ville klæde den hvis der blev ryddet nogle af de mange vilde skud som stille og roligt er ved at tage over. Gunderslevdysse har en lidt speciel historie tilknyttet. Den 26. august 1808 var Christian Molbech og Nikolai Frederik Severin Grundtvig ude at besøge Gunderslevdyssen. For Grundtvig var det en overvældende følelse og historien melder at han faldt på knæ og nærmest hengav sig til de gamle magter. Han skrev efterfølgende digtet "Gunderslev Skov", hvor især sidste vers virkelig viser hvor stærk en oplevelse han har haft. Gunderslev Skov Sig mig, o Skov! Hvad du slutter saa tæt, Hvad du knuger saa fast i din Favn! Sig mig det Vind! Du som svæver saa let, Du, som svæver saa tæt Over Egene hist, Som kan stirre der ned Gjennem Grene og Løv! O, du sikkerlig véd, Hvad den slutter i Favn. I Egenes Toppe Det rusker og bryder, Og Vinden der oppe Saa susende lyder, Som Stemmer fra Nord; Og vel kan jeg tyde De susende Lyde Der strømme fra Nord Ak, nu svandt det lette Spor, Som ved lyden af mit Ord, Som henvejret af min Aande. Hvilken Vaande! Stands, o Fod! Her paa denne Egerod! Høit, o Øje! Hvælv din Bue! Fik du Evne til at skue, O, saa sku Dristig gjennem Lunden nu! Med faldende Taare Jeg stirrer saa saare Hvad løfter sig hist? O, er det ej Alterets mossede Stene, Som Egenes Grene Saa tætte omhvælver? Det er! - O, jeg skælver, Jeg dirrer af Lyst, Og hellige Andagt opfylder mit Bryst. Jeg iler, jeg iler med vingede Fjed, For Asernes Alter at kaste mig ned Og prise de hensovne Guder. [1] Da alle var ankommet var vi nogle stykker som gik hen til dyssen for at stille op og gøre klar og da vi følte vi havde styr på tingene samledes vi alle et lille stykke fra dyssen og tog en lille skålerunde, fik snakket lidt om blótet og lige fik muligheden for at falde ned og få ro i kroppen. Det var første gang at Sigtyr sådan helt på egen hånd skulle forrette et blót, hvis vi lige ser bort fra de gange hvor vi bare har været ham og jeg. Selvom at der ikke var lige så mange oldnordiske gloser med som der plejer, så gik det rigtig godt og jeg er sikkert på at så snart han får det øvet helt ind under huden, så skal han nok blive en fantastisk god Gode, som vil komme Byrjendur til gavn. Ham kan jeg godt være stolt af <3. Selve blótet vil jeg vanen tro ikke gå så meget i detaljer med, men jeg kan fortælle at vi påkaldte Odin, Balder, Thor og Sif. Vort offer blev vel modtaget, så det vælger jeg at tage som et godt tegn. Under selve blótet kunne jeg godt mærke at jeg ikke havde den samme ro som jeg plejer. Jeg var lidt nervøs for hvordan det skulle gå hvilket tog en lille smule af oplevelsen for mig, men det er typisk mig at være alt for meget oppe i hovedet frem for bare at være til stede. Under blót plejer jeg nu godt at kunne koble helt af, men denne gang lykkedes det altså ikke. Men sådan er det jo bare engang i mellem. Efter blótet blev vi på stedet, hvor vi varmede maden op og ellers brugte resten af aftenen på at snakke og hygge. Dyssen og dens omgivelser gør at man føler lidt man sidder i et lille intimt rum hvilket gav en fed fornemmelse. Efterhånden som mørket faldt på kunne vi også høre hvordan dyrene tumlede rundt lige i kanten af dyssen. Faktisk larmede de en del. Jeg tror virkelig man kan komme tæt på mange forskellige dyr, hvis man havde en udesidning ved dyssen. Jeg tror virkelig det vil være et fantastisk sted til en udesidning. Da klokken begyndte at nærme sig ti, begyndte vi så småt at bryde op. I Byrjendur kommer vi fra alle egne af Danmark, så der er ofte en del som har et godt stykke vej at køre. Det var virkelig dejligt at sige hej til alle igen. Jeg havde virkelig savnet at være i Byrjendurs selskab. Nogle ser jeg oftere end andre, typisk i forbindelse med andre arrangementer, men der er altså noget specielt ved at stå i kreds med folk man kender godt. Selvom Byrjendur endnu ikke er så gammel, så føler jeg virkelig at det vi har er noget der kan blive rigtig stærkt. Byrjendur har en god energi. Nu er min kære Sigtyr endelig kommet hjem på weekend. Den første weekend vi har sammen i næsten to måneder, hvor vi ikke skal et eller andet. En hel weekend kun for os selv og muligvis den sidste weekend vi har helt for os selvom inden vi bliver forældre. Det skal virkelig nydes. Jeg håber også at du får en rigtig skøn weekend. Jeg tænker at der nok er en del der skal ud og holde blót i morgen eller som har fejre jævndøgnet i dag. Uanset hvad, så håber jeg at det kommer til at gå jer godt og at i får et godt ritual. Det er vigtigt at vi bliver ved med at sikre os at hjulet drejer. Nu vil jeg hoppe hen i sofaen til Sigtyr. Han har sat film på og fundet slik frem, så nu skal der bare slappes af. Ha en rigtig dejlig aften. [1] https://teol.ku.dk/formidling/Gymnasieskolen/grundtvig_undervisningsrum/undersider/romantikeren/tekster_og_spoergsmaal/ Alle billederne har jeg selv taget.
0 Comments
Leave a Reply. |
Kategorier
All
Copyright © Louise Hladka. All Rights Reserved |