Synes at tingene har drillet lidt denne uge. Internettet har ikke ville virke så jeg har ikke kunne lave blogindlæg, men det ser ud til at fungere lige nu, hvilket er bedre sent end aldrig. Der er sket en del her de sidste 14 dage og jeg har egentlig flere ting jeg gerne vil fortælle om men jeg tænker det er bedst at begrænse mig til en enkelt ting og så fremadrettet forsøge at skrive om tingene efterhånden som de kommer og ikke 14 dage efter de er sket. Men selvom det er ved at være et par uger siden så synes jeg stadig at i skal høre om vores tur på Gudernes Stræde, da det virkelig var en lækker dag og oven i det så var det også en jubilæumsvandring, hvilket gør den ekstra speciel. Det der gjorde dette års sommervandring så speciel var at Hefjendur startede med at gå ruten tilbage i 2009. Det er nu 9 år siden. 3 gange om året er der blevet vandret på Gudernes stræde, hvilket gjorde sommervandringen til den 27. vandring og den 9. gang at der blev gået den lange sommervandring. Så alle magiske tal er i spil. Sommervandringen starter altid ved Mosede Fort i Greve, og da alle var vel mødt gik vi ned til stranden hvor vi traditionen tro, tog en skålerunde. Vi var 14 der var mødt op og af de 14 var vi 11 der skulle gå, mens de sidste tre skulle køre følgebiler. På den lange vandring er følgebilerne virkelig vigtige og højt værdsat. Ruten er ca. 65 km. lang og uanset hvor meget man tror man kan gå, kan man hurtigt blive overrasket og være nød til at hoppe af ruten før tid. Allerede inden vi gik i gang med at gå vidste jeg at jeg ikke ville gennemføre. Selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, så sætte min graviditet visse grænser for hvad jeg kan og da sommervandringen bliver gået i et temmelig frisk tempo havde jeg ikke sat næsen op efter at gå alt for langt. Jeg var nu ganske overrasket over hvor godt jeg egentlig kunne følge med. Vi startede med først at gå et stykke hen ad stranden for derefter at begive os ud på diverse stier. Vejret var fantastisk. Sunna strålede fra en skyfri himmel, men det luftede en smule hvilket gjorde temperaturene tålelige. Det kan hurtigt gå hen at blive en prøvelse at skulle gå i en stegende hede og så er det uanset om det er 65 eller 25 kilometer. Humøret var højt. Alle virkede til at hygge sig og det var dejligt at få sagt hej til folk igen. Denne gang var der ingen, for mig, ukendte ansigter med og der blev fulgt op på hvordan det var gået siden sidst. Nogle havde jeg ikke set siden sidste vandringer og en enkelt havde jeg ikke set siden forrige vandring. Det er altid utroligt hvordan en gåtur eller vandring kan sætte gang i de gode samtaler og jeg tror at der denne gang er kommet noget ganske frugtbart ud af turen, men det må tiden vise. Jeg fik helt ret i min antagelse om at jeg ikke kunne gå så langt. Jeg kunne godt mærke at det høje tempo ikke passede mine hofter, så da jeg kom til Snoldelev kirke valgte jeg at stoppe turen og blev hentet af Høgsbro. Sammen kørte vi hen til købmanden hvor den første pause på turen var planlagt. Der gik ikke længe før de vandrende ankom og fik sig en hurtig mad og lidt at drikke inden de kort efter gik videre. Når der skal tilbagelægges så mange kilometer på maks 12 timer, så er det begrænse hvor længe man kan holde pauser. Den anden pause blev holdt ved museet og her blev pausen noget længere end den første. Folk var stadig i godt humør men dog var en enkelt mere hoppet af vandringen og kørte nu også rundt i følgebil. Et af højdepunkterne på turen er pausen ved den mægtige vandrebøg, som den bliver kaldt. Det er en stor, gammel og imponerende bøg, som står på toppen af en stor bakke. Her holdes der altid pause. På den lange vandring er pausen dog utrolig kort, hvilket er synd da der en fantastisk udsigt deroppe fra. Ud af 11 vandrere var der nu kun seks tilbage. Da de var taget videre besluttede Ørum og jeg at blive og nyde udsigten fra Vandrebøgen. Også de andre i følgebilerne tog afsted så det endte med at det kun var Ørum og jeg der sad tilbage. Det er synd der ikke altid er lige god tid til at nyde de forskellige punkter under Gudernes Stræde, for det er virkelig en smuk rute. Jeg fortalte Ørum om at jeg håbede på at lave en tur med Byrjendur, hvor vi havde muligheden for at gå hele ruten hen over en weekend, nyde ruten og stoppe op undervejs, samt at lave noget åndeligt arbejde i en eller anden form, i løbet af turen. Det er noget jeg har snakket om i over et år, men der er en del der skal falde på plads før en sådan tur bliver en realitet. Måske man skulle arbejde på at få en sådan tur på plads til næste sommer / efterår. Efter at have nydt udsigten og siddet og snakket en rum tid, kørte Ørum og jeg hen for at mødes med de andre ved slutpunktet i Vellerup Vig. Der gik en god rum tid før de vandrene begyndte at komme og helt overlegent kom Sigtyr og Staal løbende i mål som de første. Totalt overskud. Ud af 11 kom seks i mål, hvoraf to af dem gennemførte for første gang. Det var virkelig sejt gået. Helt fantastisk. Da alle var landet og havde fået luftet de ømme fødder, samledes vi til en afsluttende skålerunde, som i den grad bar præg af glæde, lettelse og en dyb følelse af sejr. Uanset om man har gennemført eller ej så kan man slet ikke lade være med at smile og le, for stemningen er bare så boblende og smittende. Godt trætte og ømme fik vi alle sagt farvel til hinanden. Jeg havde virkelig ondt af Sigtyr. Han skulle køre hjem, den stakkels mand, men han klarede det nu som altid godt. Ham har jeg altså været mere end almindelig heldig med. For engang skyld har jeg fået skrevet bloggen lidt tidligere end jeg plejer. Det passer mig nu ganske godt for vi har lidt der skal ordnes inden vi skal til fødselsdag i morgen. Den kære Ørum fylder år, så det skal nok blive hyggeligt. Vi glæder os i hvert fald. Jeg skal også have skrevet videre på den artikel som jeg arbejder på. Den skal sendes ind til Vølse om nogle dage og skulle jo gerne have den færdig inden deadline. Men mon ikke jeg når det. Jeg vil se at komme videre med dagens gøremål og så håber jeg at du nyder vores helt ekstraordinære sommer. Det kan i hvert fald ikke betale sig at brokke sig over den. Rigtig god Friggsdag til dig og dine. Alle billederne har jeg selv taget med undtagelse af gruppebilledet øverst, det har Henrik taget.
0 Comments
Leave a Reply. |
Kategorier
All
Copyright © Louise Hladka. All Rights Reserved |