Nu er der kun 2 dage tilbage til Byrjendurs fødsel!!!! Hold nu op jeg glæder mig. Jeg har en masse der skal forberedes inden lørdag og jeg mangler stadig det sidste på projektet, men jeg skal nok nå det hele. Heldigvis kommer André og hjælper mig så jeg ikke skal stå med et hele selv. Min dejlige mand <3 Nå, men fordi her er så travlt herhjemme passer det mig rigtig fint at bringe dette skriv som lovet. Jeg håber i har en rigtig dejlig Thorsdag. Frit og Mægtigt NÅR DATING BLIVER HEDENSKLouise Hladka af Byrjendur Helt tilbage i foråret blev jeg opfordret til at skrive ind til Vølse og fortælle om hvordan jeg og min kære Sigtyr mødte hinanden. Først slog det mig som værende en god idé men jo mere jeg tænkte over det jo mindre relevant virkede vores fortælling, men her på det sidste har tingene ændret sig og jeg forstår nu vigtigheden af en sådan beretning. Min fortælling starter for halvandet år siden. Jeg var single på fjerde år og havde egentlig fundet mig rigtig godt tilrette med at være alene, men selvom jeg ikke følte jeg manglede en kæreste så følte jeg at tiden var inde til at få nogle nye bekendtskaber og udvide min sociale cirkel. Ved et rent tilfælde sidder jeg på Facebook en dag og ser der er blevet lagt et opslag ind, i en af de grupper jeg følger. Opslaget gør opmærksom på en anden gruppe kaldet Hedensk Dating og jeg blev da nysgerrig nok til at kigge forbi. Der var ikke mange medlemmer, ca. 100 mennesker, men jeg besluttede mig for at jeg i det mindste ville skrive til én. Ikke fordi jeg håbede på noget romantisk, men fordi jeg tænkte at her var en god mulighed for at finde nogle mennesker man kunne finde en masse til fælles med. Nye bekendtskaber. Jeg begyndte at gå alle gruppens medlemmer igennem én efter én og efter en del profiler falder jeg over Sigtyrs. Han var ikke alt for gammel eller alt for ung og så så han virkelig sød ud. Han boede godt nok langt væk, Faktisk i den anden ende af landet, men hvad pokker gjorde det også, når nu der ikke behøvede at blive mere ud af det end en god samtale. Jeg skrev en besked til ham, lavede en kop te og tullede så ellers i seng og glemte alt om det. Fem dage senere dukkede der pludselig en besked op fra Sigtyr. Han havde set min besked og ville da gerne snakke og lære mig bedre at kende. Det blev til rigtig mange snakke og rigtig gode snakke. Der gik ikke ret længe før vi begge følte at her var et eller andet og efter en måned fik han mig overtalt til at mødes. Jeg kan stadig huske da han stiger ud af toget og smiler til mig for første gang og jeg tror egentlig at jeg var hans fra det øjeblik. Vi har i hvert fald været sammen lige siden og det er som om det bliver nemmere og nemmere for os at være sammen. Kærlighed som jeg aldrig har oplevet det før og så endda med en jeg kan dele asatroen med. Jeg føler mig i den grad heldig. Nu kommer vi så til det der gør at denne fortælling for alvor er berettiget. Det er nu halvandet år siden at vi fandt sammen og tiden til at vi skal flytte ind sammen nærmer sig. Vi har hele tiden begge haft stærke ønsker om at stifte familie, men har begge gerne ville vente til vi er sammen under ét tag. Som så mange andre par har vi også snakket om fremtiden, vores forestillinger om det at blive forældre og hvordan vi ønsker at opdrage vores børn og det er her det bliver spændende. Da vi jo begge er asatroende er ingen af os i tvivl om at vores børn vil blive opdraget sådan. De vil høre vores forfædres fortællinger, lære om guderne, holde hedenske højtider og på mange andre punkter blive opdraget med de gamle guder i tankerne. Og det er her, når vores børn og børnebørn bliver født og opdraget ind i asatroen, at vi for alvor kan sige at vi har genoplivet troen på vores gamle guder. Da er vi ikke længere bare er en ”new age bølge”, som den enkelte i sit voksne liv har valgt til. Når vi kan sørge for at asatroen lever videre i vores børn og børnebørn, som vore forfædre gjorde det, så skaber vi noget større, noget smukt, noget der lever. Så opgiv ikke. Det ER muligt at finde en parter, også på Facebook og endda en som er asatroende. Så der er håb forude. Ikke kun for potentielle asatroende par, men også for vores børn og børnebørn som i den grad vil få en større mulighed for at vokse op med de gamle guder, hvis bare vi griber muligheden. Vi må ikke være bange for at styrke ætten, heller ikke når det kommer til vores overbevisninger. Dette indlæg blev bragt i Vølse, December 2017 Alle fotografier har jeg selv taget.
0 Comments
Efteråret er for mig en helt speciel tid. Der er mange der forbinder efteråret med mørkets komme og sukker over at alting visner og bliver nøgent, men for mig er efteråret livgivende. Det er nu vi skal høste alt det som kan få os gennem vinteren. Det er nu de frø bliver sået som hele vinteren ligger og gør sig klar til de første forårs tegn viser sig, for så at spirer op og på ny fortsætte årshjulet. Livets hjul. Denne oktober bliver også fyldt med liv og måned der kommer til at stå i gudernes tegn. Der kommer til at ske rigtig mange spændende ting på det åndelig plan og jeg glæder mig helt vildt. Et nyt åndsfællesskab Guðavík har taget sin begyndelse og skal i midten af oktober afholde sit første blót. Det er nogle rigtig dejlige mennesker som har startet Guðavík op og jeg glæder mig utrolig meget til at se hvordan Guðavík kommer til at udvikle sig. Jeg er sikker på at det kun kan blive smukt og åndeligt. Til stiftelsesblótet er jeg og André blevet inviteret til at være med til at forrette selve blótet. Jeg har endnu ikke prøvet på den måde at skulle være med til at forrette et blót så jeg er mere end almindelig spændt, men jeg ved det nok skal blive godt. Min "rolle" under blótet er ikke så stor hvilket ikke gør noget, nu hvor det er første gang. Til blótet er der inviterede nogle skønne mennesker som deler den ånd Guðavík har. De fleste kender jeg og jeg glæder mig til at få sagt hej til de forskellige. Under dette blót kommer der en skål hvor vi alle skal have hvert sit horn med og straks kan jeg ikke lade være med at hive et projekt op af lommen, nemlig at få dekoreret nogle af mine horn. Det har været planen længe, men nu har jeg en god grund til faktisk at gøre det færdigt. På den måde vil det horn jeg tager med til blótet også blive indviet på smukkeste vis. Noget andet der kommer til at præge oktober er Vølse. Jeg har længe gerne ville skrive en artikel og sende ind til bladet, men det er hele tiden blevet skubbet i baggrunden. Emnet er for længst valgt og tankerne tænkt, nu skal de bare formuleres. Som jeg også skrev i et af mine tidligere indlæg så har jeg lovet at male et billede som skal bruge til forsiden af vølse. Det skal være et vinterbillede og jeg har allerede hele idéen til maleriet. Det kribler i fingrene for at komme i gang med billedet og jeg håber virkelig det bliver vel modtaget, men jeg må have lidt tålmodighed, da der er andre projekter som jeg er nød til at gøre færdige først, men jeg skal nok nå det. Sidst på måneden skal jeg sammen med Hefjendur og Helligkilde Lauget være med til at sætte en urgammel blótkilde i stand. Den ligger på Møn og har været brugt som hedensk kultsted, men de sidste 70 år har den været dækket til af en stor brombærbusk og egentlig bare ligget hen. Men nu er den gravet fri og mangler nu kun at gøres smuk. Det glæder jeg mig meget til og jeg håber da også at kunne få en smule hjem af det hellige vand. Så oktober bliver en travl måned, men jeg glæder mig til det hele. Og jeg glæder mig især til at André kommer og besøger mig i efterårsferien. En hel uge kun ham og jeg. <3 Jeg håber også du kommer til at nyde din Oktober. Skal du noget specielt eller står den på hjemmelig hygge? I morgen har jeg planlagt en kæresteaften, hvor jeg vil overraske André. Da han læser bloggen vil jeg ikke afsløre noget her, men jeg håber han bliver glad. Jeg vil hoppe videre med dagens gøremål, som i dag består af te drikning og arbejde på computeren alt imens jeg nyder at regnen trommer mod ruden og Thor der buldre rundt. Fortsat rigtig god Thorsdag til dig. Og husk at forkæl dem du elsker. Ved at give får du endnu mere igen. Alle fotografier har jeg selv taget. |
Kategorier
All
Copyright © Louise Hladka. All Rights Reserved |