Så er efteråret ankommet. Jeg synes tit at sommeren godt kan strække sig et stykke ind i september men denne gang virker det næsten som om at efteråret har tjekket kalenderen for at være her til tiden. Det er skønt! Jeg elsker efteråret. Det er her man så småt begynder at kravle inden for til hygge med varm te og en god bog, men det er samtidig også tiden hvor jeg kommer mere ud end jeg plejer. Skoven trækker virkelig i mig. Alle duftene, de smukke farver, luften som føles lettere og frisk. Selvom at det er en tid hvor en masse ting forgår så er det også en tid med liv, skabekraft og så selvfølgelig Høstblót. I lørdags mødtes Byrjendur til vores årlige Høsblót. Denne gang var vi i Jylland. Nærmere bestemt Stensbjerggård Langdysse, der ligger syd for Vorbasse. Det er et rigtig lækkert sted og det ligger afsides hvilket gør at man kan være i fred. Noget der kan være ganske rart når man afholder blót. Dyssen som er 5.500 år gammel, er 65 meter lang og 8-10 meter bred. Den har tre gravkamre og rundt om hele højen ligger der ca. 70 randsten. Ikke så langt fra langdyssen ligger der to rundhøje. Vi var henne på den ene for at holde en lille skål inden selve blótet. Det synes jeg er en rigtig god ting at gøre. Det giver sådan en afslappet stemning og gør at man kommer lidt tættere på hinanden. Jeg havde især brug for at slappe af for jeg skulle nemlig forrette blótet. Jeg har forrettet flere mindre blót men aldrig et Byrjendur blót. Det var en god lærerig oplevelse. Jeg var især glad for min påkaldelse af Sif. Helt i starten da jeg lærte at påkalde var min stemme mere usikker og jeg kunne ikke holde tonen så høj særlig længe. I dag har jeg fået meget mere styr på det og det går fremad. Generelt er jeg blevet bedre til holde en tone i lang tid, stige i styrke og ikke være alt for falsk at høre på. Jeg tror det skyldes at jeg hver dag synger rigtig meget for Thorhild. Hun elsker sang og musik. Det træner virkelig stemmen og så er jeg begyndt at øve mig på kulning, hvilket også kun gør godt for at blive mindre falsk. Til blótet påkaldte vi Odin, Sif, Thor og Frej. Jeg var især glad for at Sif var en del af vores høstblót. Både fordi hun netop står for alt det frugtbare vi har lige nu men også fordi jeg den seneste tid har arbejdet en del med hende. I sommers blev jeg spurgt om jeg ikke kunne tænke mig at lave efterårets forside til Vølse. Det eneste krav var at temaet skulle være efterår. Det første billede der meldte sig for mit indre var den gyldne Sif i al efterårets pragt. Men selvom jeg fik et bilede af hvad jeg gerne ville tegne så synes jeg aldrig det er helt så lige til at lave et portræt af en gud eller en gudinde. For det første så har vi alle hver især vores egen forestilling af hvordan de forskellige guder ser ud. Derudover så er det også vigtigt at se på hvem er guden eller gudinden. Hvem er Sif? Hvem er hun for mig og hvad udstråler hun? Sif er ikke en af dem der er nedskrevet mest om, men derfor synes jeg nu alligevel godt at man kan få et indtryk af hvem hun er. Jeg har dog hørt mange forskellige tolkninger af Sif. Nogle elementer går igen mens nogle tolkninger er mere kreative end andre. For mig er Sif styrke, moderlighed, skønhed og sammenhængs kraft. At være gift med en vildbasse som Thor kræver bestemt sin kvinde, men lige så vild som han kan være lige så rolig tror jeg Sif er. Hun er hans modstykke men det betyder ikke svaghed. Jeg ser hende ikke som en man kan styre rundt med som man vil. Hun har en stærk vilje og forstår at tage styrringen. Hvordan skulle hun ellers kunne holde et hus som Bilskirner der med sine 540 rum er den største bolig der findes. Sif er mor til Modi, Trud og Ull. Selvom jeg ser hendes børn som voksne ser jeg ikke Sif som gammel. Hun er ung og smuk. En af de smukkeste gudinder vi har og med hendes gyldne hår må hun være et syn man ikke glemmer. Sensuel som kun en frugtbar kvinde kan være det. Med en mand der ofte er væk, ser jeg hendes som meget selvstændig og som altid ved hvad der skal gøres. Det er også hende der holder sammen på familien og som altid er der for dem hun elsker. Hun er moderlig og omsorgsfuld og en som små børn forguder. Sif er for mig, på rigtig mange punkter den perfekte kvinde. Da jeg begyndte at overveje at nu var tiden inden til at få et barn, der begyndte Sif stille og roligt at få en betydning for mig. Gennem de sidste par år er hun begyndt at betyde mere og mere for mig og jeg henvender mig ofte til hende. Hun giver mig virkelig meget allerede nu selvom jeg ved at jeg har meget mere at lære om hende. Hun er min fulltrúi og mit bånd til hende styrkes for hver dag der går. Det var som sagt ikke nemt for mig at portrættere Sif, men jeg er nu ganske tilfreds med resultatet. Personligt synes jeg at jeg har fanget hendes blødhed, skønhed, men også hendes styrke. Illustrationen er lavet med farveblyanter på A4. Det er længe siden jeg har arbejdet i farver så det var en sjov opgave at gå i gang med. Jeg har givet illustrationen til Thorhild. Det virkede passende. Jeg er glad for at jeg har fået lidt liv i bloggen igen. Det kan jeg mærke gør mig glad. Jeg har også rette lidt på nogle ting og der er blevet lagt lidt flere artikler ind under Ritualer og Blót. Der skulle gerne komme lidt mere indhold ind, den kommende tid. Vil du selv gerne bidrage med en fortælling om et ritual så skriv endelig til mig. Det vil være til stor gavn for en masse menesker. Jeg håber du kommer ud og nyder det lækre efterår. Ha en rigtig skøn Odinsdag Foto: © Louise Hladka Illustration: © Louise Hladka
0 Comments
Det er ved at være meget længe siden jeg sidst har skrevet noget her på bloggen. Jeg har haft behov for en pause af flere forskellige årsager, men de sidste to måneder har bloggen strejfet mine tanker oftere og oftere. Der er sket rigtig meget jeg gerne vil skrive om. 2019 har indtil videre været et fantastisk år hvor der er sket utrolig meget godt. Det bedste er uden sammenligning selvfølgelig at være mor for Thorhild. Hun er det bedste der findes og bare verdens dejligste pige. Min lille sol. Men Thorhild og jeg har også oplevet en masse, især i forbindelse med Byrjendur og Hefjendur. Der har været Midvinterarrangement, Årstids blót, Alting, Gudindeoptog, Gudernes Stræde, Fejringen af Dannebrog, Gode kursus, Thorhilds Navngivning (som du kan læse om i næste Vølse) og her i weekenden var Hefjendur og Byrjendur samlet for at komme i Svedehytte. Inden weekenden havde jeg aldrig prøvet at være i svedehytte. Jeg har flere gange været i sauna og dampbad, hvilket ikke er noget jeg nyder specielt meget men jeg kan godt holde det ud. Jeg var derfor meget spændt på hvordan det ville føles at sidde i sådan en svedehytte da jeg af flere havde fået at vide at det kunne være rigtig hårdt. Jeg havde besluttet mig for at jeg ville gennemføre. Uanset hvor ubehageligt det end måtte blive så ville jeg ikke give op. Vi var i alt fire som mødtes dagen før for at bygge svedehytten og gøre bål klar. Vi lavede hyttens skelet af lange pilegrene som vi dagen efter beklædte med tæpper og skind for at gøre den mørk og tæt. Lidt væk fra hytten byggede vi et stort bål som vi lagde en presenning hen over og heldigvis for det for dagen efter åbnede himlen sig og det stod ned mens vi kunne høre Thor buldre løs. Til trods for regnen fik vi alligevel gang i bålet og beklædt hytten. I bålet varmede vi sten men det varede længere tid end normalt at få dem op i temperatur på grund af vejret, men det lykkedes til sidst. Da alt var klar var vi otte mennesker som først begav os ned i søens kølige vand og derefter ind i hytten for at gennemgå de ni verdener, mens to blev ude for at passe bålet og bære varme sten ind i hytten. Jeg vil ikke gå alt for meget i dybden med selve det ritual vi gennemgik da vi var inde i svedehytten andet end jeg kan fortælle at vi gennemgik de ni verdener. Manheim, Svartalfheim, Helheim, Nifelheim, Jotunheim, Muspelheim, Alfheim, Vanaheim og Gudheim. Det var Tirssøn som førte os gennem ritualet og personligt var det den fedeste oplevelse jeg længe har haft. Som jeg skrev så var jeg fast besluttet på at gennemføre men jeg var også i tvivl om jeg nu ville kunne klare det. Den første runde var ikke så varm. Stenen var ikke blevet hede nok så starten var mild. Anden runde blev det varmere. Stenene var begyndt at blive røde og afgav nu en god varme. Den tredje runde var god varm og nogle begyndte at synes at det var hårdt. Personligt fik jeg helt enormt meget energi. Selvom varmen var rigtig god så kan jeg huske at jeg tænkte at det var her ved denne temperatur vi skulle ha startet. Det var nu det blev fedt! Under det meste af svedehytten sad jeg med lukkede øjne og lyttede til hvad Tirssøn fortalte. I den første runde oplevede jeg at blive ført tilbage til en tidligere meget spirituel oplevelse jeg har haft under en meditation. Det var stærkt at genopleve og helt enormt meningsfuldt. Jeg forstod pludselig noget af det jeg tidligere havde oplevet, langt bedre. Under den tredje runde kom den sitrende fornemmelse. Jeg tror ikke jeg var den eneste der fik energi til sidst, for på et tidspunkt summede hele hytten og folk begyndte at råbe og give hyldest til guder. Den energi der var til stede kan jeg stadig mærke og jeg kommer helt til at smile bare ved tanken. Da vi var færdige gik vi alle ned i søen for at blive kølet ned. Jeg er normalt ikke særlig tryg ved at bade steder hvor jeg ikke kan se bunden, men da vi kom ud af svedehytten var energien simpelthen så boblende og positiv at sådan en bagatel kunne være ganske ligegyldig. End ikke vandets temperatur rørte mig og jeg var den første der var under vandet. Da vi alle var kommet ud i søen brød solen frem for første gang hele dagen. Så stærkt! Da alle var kommet op af vandet igen og havde sundet os, begyndte vi at pakke sammen og pille hytten ned. Det gik overraskende tjept. Bagefter fik vi noget at spise hvilket jeg tror mange var rigtig glade for, da alle vi der havde været i svedehytten havde fastet hele dagen. Det var en rigtig fed oplevelse og noget jeg meget gerne vil gøre igen gerne så snart som muligt. Jeg føler jeg fik rigtig meget ud af det og at jeg endnu har en del jeg skal have bearbejdet og forstået. Nu står den bare på afslapning. Thorhild og jeg skal bare hygges os og nyde de sidste uger af sommeren. Jeg håber at energien til at skrive her på bloggen er tilbage. Det føles sådan og jeg håber at jeg igen begynder at skrive regelmæssigt herinde. Jeg går allerede og tænker over hvad jeg vil skrive om næste gang så jeg håber ikke der går for længe inden i høre fra mig igen. Ha' en rigtig skøn Tyrsdag. Foto: Louise Hladka |
Kategorier
All
Copyright © Louise Hladka. All Rights Reserved |