Tiden flyver afsted og det er nu en måneds tid siden mit sidste indlæg. Det her indlæg har været halv færdigt siden maj, men alligevel har jeg ikke kunne samle mig om at få det udgivet. For tiden føler jeg mig meget træt og jeg kan mærke at jeg er nød til at økonomisere med min energi. Lysten til at skrive, skabe eller lignende er heller ikke overvældende, hvilket jeg finder utrolig frustrerende. Jeg kan tydeligt mærke hvordan min graviditet går ind og påvirker disse ting. Jeg tænker dagligt på bloggen her og tænker tit på nye ting jeg ønsker at skabe eller ting som jeg gerne vil lave inden den lille trold kommer til verden, men så snart jeg har tiden bliver jeg ofte overmandet af træthed. Jeg har før haft sådanne perioder grundet min gigt og jeg synes altid at det er svært at acceptere at jeg ikke kan de ting jeg gerne vil, at energien ikke er den samme, eller at jeg direkte må vælge en masse fra, som jeg ellers ikke ville have problemer med at lave. De sidste fem år har jeg ønsket at blive mor og lige så dejligt det er at kunne mærke den lille sparke lige så frustrerende er det ikke at have kontrol over min krop og energi. Jeg vil ikke undværre denne rejse for noget og jeg er så utrolig lykkelig over at være gravid, men det er altså ikke alt ved en graviditet som er nemt. Jeg er især ked af at bloggen her har lidt så meget på grund af de mange forandringer der sker lige for tiden. Bloggen er på mange måder et frirum for mig og jeg nyder virkelig at fortælle om de mange oplevelse og glæder som især asatroen har givet mig og bliver ved med at give mig. Jeg har så meget jeg gerne vil dele med dig, så meget jeg gerne vil fortælle og snakke om. Min energi skal nok komme tilbage og jeg stopper ikke med at dele mine tanker og oplevelser, jeg må nok bare erkende at tingene lige for tiden må foregå i et andet tempo. Fordi det er så længe siden jeg burde have skrevet dette indlæg og fordi der er sket så meget siden sidst, kommer der her en kort gennemgang af Gudinde optoget, da jeg virkelig synes det fortjener at få noget opmærksomhed. Det var nemlig en rigtig god oplevelse og noget jeg glæder mig til bliver gentaget næste år. Samtidig vil jeg også gerne fremhæve de mange gode billeder som Hans Henrik Nielsen har taget under arrangementet. Det er også de billeder som er blevet brugt til forsiden og bagsiden af Vølse, samt til artiklen inde i bladet. Men inden jeg begynder at fortælle vil jeg lige hurtigt komme med en lille oplysning, da jeg i sidste indlæg fik et spørgsmål ang. André. Jeg blev spurgt hvorfor kalder jeg min kære dejlige mand for André, her på bloggen. Til dig som kender os fra diverse grupper, arrangementer m.m. vil nemlig vide at André normalt bliver kaldt Sigtyr, som er hans mellemnavn. Det har skabt lidt forvirring, at han ikke også bliver kaldt Sigtyr her på bloggen. Da jeg for snart et år siden begyndte bloggen, spurgte jeg André/Sigtyr hvad han gerne ville kaldes og han valgte André, men meget er sket siden og for at gøre op med forvirringen vil jeg fra nu af kalde André for Sigtyr. Det har han sagt god for. Det hele foregik jo tilbage i starten af maj. Da Sigtyr og jeg endnu ikke har bil og derfor skal med det offentlige, ville det blive besværligt for os at komme frem i ordentlig tid, til gudindeoptoget. Vi fik derfor muligeden for at overnatte hos Wowern og Bjarne. Det er Wowern som er en af de helt store kræfter bag optoget, som blev arrangeret af HeOF. Hun er en utrolig skabende kraft og god til at få fuldført ting. Hun er en power kvinde som jeg i den grad er kommet til at holde af og som jeg har meget respekt for. Om lørdagen hentede Wowern og Bjarne os i Næstved og vi tog derefter på tur for at opleve nogle af de fantastiske smukke omgivelser som de bor i nærheden af. Det var rigtig spændende at se og der blev snakket en masse. Om aftenen var jeg nød til at sætte mig til at arbejde på den kjole som jeg skulle bærer til optoget. Jeg var bagud og manglede endnu at sy nogle af stykkerne sammen. Alt i mens jeg syede sad vi alle og snakkede. Det er første gang jeg sådan rigtig har haft tid til at tale med Bjarne og det var dejligt at lære ham bedre at kende. Tidligt næste morgen gik turen mod Fyn, nærmere bestemt Frøbjerg Bavnehøj. Der gik ikke længe før folk begyndte at dukke op og stille og roligt gik de forskellige i gang med at pynte hestevognen og gøre alt klar. Der blev snakket og hygget og det var dejligt at få hilst på kendte ansigter, men også at få hilst på nye. Det at komme ud og møde andre asatroende, hedninge, soldyrkere eller hvad de forskellige nu ønsker at blive kaldt, har virkelig været en stor berigelse for mit liv. Det sammenhold jeg oplever og de stærke venskaber man bygger kan jeg slet ikke beskrive hvor givende og vigtige de er, i hvert fald for mig. Jeg kan kun anbefale dig at komme ud til de forskellige arrangementer. Det er så givende og jeg føler virkelig at folk er gode til at tage imod nye ansigter. Denne dag var det utrolig dejligt at have kendte ansigter omkring mig fordi jeg må indrømme at jeg var lidt nervøs. Min rolle i optoget var nemlig at agere Nerthus. Det betød at jeg på mange punkter skulle være centrum for en masse opmærksomhed og det må jeg indrømme at jeg ikke er så god til. Samtidig skulle jeg også være med til en del af udførelsen af ritualet, hvilket jeg heller ikke er så trænet i, men det hele gik heldigvis godt. Da vognen var fint pyntet op og tiden var ved at være inde til selve optoget, blev vi alle samlet for at lære en lille hyldest sang til Nerthus. Det tog lidt tid at få styr på sangen, men til sidst gik det. Efter den sidste information var givet blev jeg guidet op i hestevognen, som nu var blevet spændt for hesten Freja, hvor jeg skulle sidde sammen med alfebørnene. Alle andre dannede en lang hale efter vognen og begyndte at tromme og rasle mens optoget stille og roligt satte i bevægelse. Da jeg sad der i hestevognen havde jeg et godt udsyn over hele optoget og det var virkelig flot. Især var det rigtig dejligt at se at flere havde klædt sig på til lejligheden, både med blomster, smukke kjoler og andre fine ting. Det var virklig med til at skabe en god stemning. Da hestevognen havde kørt en stykke med optoget bagefter, standsede den for foden af Frøbjerg Bavnehøj. Hele optoget samledes derefter omkring vognen og begyndte igen at synge hymnen til Nerthus. Sigtyr, som skule agere hedensk præst/tjener gik hen og hjalp mig ud af vognen. Herefter blev vi stående lidt, mens folk sang og derefter begav vi os langsomt op af Frøbjerg Bavnehøj. Det var på toppen af bakken at ritualet skulle udføres. Da vi nåede toppen gik Astrid ind foran Sigtyr og jeg og begyndte at sprede blomster ud foran os, mens vi gik rundt i en cirkel med-sols, indtil alle havde stillet sig i cirklen. Til sidst gik Sigtyr og jeg hen og stillede os i nord. folk sang stadig videre og da alle havde fundet deres plads og havde trukket vejret gik Sigtyr og jeg ind i midten af cirklen. Her tog jeg sløret af ansigtet og Sigtyr begyndte at lave en rituel rensning med røgelse. Da han var færdig løftede jeg armene for at få folk til at holde op med at synge, indtil der var helt stille. Oprindeligt blev Nerthus renset med vand og herefter blev de der havde renset hende druknet. Af gode årsager kunne jeg jo ikke sådan drukne Sigtyr men jeg lagde i stedet en hånd på hans hoved og "trykkede" ham mod jorden for at foregive at drukne ham. Herefter gik jeg hen og stillede mig i øst hvor jeg påkaldte Nerthus. Da jeg skulle påkalde hende var det som om jeg slet ikke kunde finde luften til det. Jeg følte mig en smule nervøs, men jeg fandt roen ved at fokusere på Nerthus og tage en ekstra indånding. Efter påkaldelsen stillede jeg mig tilbage i midten. Nogle havde i mellemtiden båret Sigtyr ud og han stod nu i cirklen sammen med de andre. Hornet blev fyldt med mjød og en skålerunde begyndte. Der blev enten skålet til Nerthus eller årstiden. Mens hornet gik rundt sørgede jeg hele tiden for at vende ansigtet imod den der havde hornet og på denne måde fik jeg set alle i forsamlingen og de mig. Da hornet havde været hele turen rundt kom Tirssøn ind i midten med hornet til mig. Et øjeblik overvejede jeg faktisk at gøre tegn til ham om ikke at komme ind med hornet da jeg virkelig ikke vidste hvad jeg skulle sige, men jeg fik hornet og i det øjeblik hornet landede i mine hænder var det som om ordene bare kom helt af sig selv. Jeg udnyttede muligheden ved at stå i midten og vendte mig derfor langsomt rundt, mens jeg talte, så jeg kunne se flest muligt i øjnene og jeg kunne mærke hvordan alle de der stod i cirklen inspirerede mig og fik ordene til at flyde. Det var faktisk en meget stærk fornemmelse. Ritualet blev sluttet af og sammen med Sigtyr efterfulgt af Tirssøn og resten af forsamlingen, begyndte vi at gå ned af Frøbjerg Bavnehøj. Vi gik af en anden sti end den vi kom op ad og det gjorde turen en smule længere men slet ikke lige så stejl og derfor langt mere behagelig. På vej ned var der kommet andre besøgende til som meget interesseret så til, tog billeder og også var henne og spørge nogle omkring hvad det var for et optog. De virkede som om de fandt det meget interessant. Da vi kom helt nede af højen blev jeg igen ført op i hestevognen og kørt det sidste stykke ned til parkeringspladsen hvor optoget sluttede. Bagefter samledes folk sig inde på et grønt område hvor der blev spist madpakker, snakket og hygget. Der blev også uddelt præmier til de bedst udklædte, både voksne og børn. Stemningen var rigtig god og jeg var i den grad lettet. Jeg havde virkelig været nervøs for at gøre noget forkert, men jeg syntes faktisk at det gik rigtig godt. Alle var meget deltagende og engagerede. Det fungerede faktisk. Planen er at gentage vårfejringen igen til næste år. Der bliver det bare på Møn. Nu er vi den erfaring rigere og kan derfor gøre det endnu større og bedre til næste gang. Hvem der skal agere Nerthus næste år ved jeg ikke, men jeg skal da i hvert fald nok give min erfaring videre til den næste, hvis det er ønsket. Det var en stor ære at få lov til og en oplevelse jeg er glad for at have med mig. Phy... Hvor er det her en lettelse endelig at have fået skrevet det hele ned og nu delt med dig. Det gør mig virkelig glad. Jeg håber du har kunne bruge fortællingen til noget selv om det er ved at være et stykke tid siden at begivenheden fandt sted. Og endnu engang tak til Hanse (Hans Henrik Nielsen) for at måtte bruge de finde billeder. Hvis du vil se flere af Hanses billeder så kan du finde dem på hans facebook side: www.facebook.com/HHNPhoto/ og hans instagram profil: https://www.instagram.com/hhnphoto/ Jeg håber at du må få en rigtig dejlig Månedag og at magterne er med dig. De første billeder har jeg selv taget. De billeder der er i lys rosa bokse er alle taget af Hanse. Videoen er lavet af Jonna Jinton. En svensk blogger, kunstner og musiker.
4 Comments
Jep, jeg lever endnu. Hehe. De sidste par uger har der været sket en masse og for første gang her på bloggen tager jeg tingene lidt i den omvendte rækkefølge. Dagens blog bliver derfor om weekendens Alting, mens den næste blog bliver om Vårfejringen med Gudindeoptog som fandt sted forrige weekend. Lidt omvendt, men sådan er det når man ikke altid kan nå alt det man gerne vil. Som skrevet så afholdte Forn Siðr deres årlige Alting her i weekenden og både André og jeg skulle med for første gang og vi var begge spændte på hvordan weekenden skule forløbe. Altinget er Forn Siðrs højeste besluttende myndighed og svare til en generalforsamling i en forening om end det dog er vigtigt at påpege at Forn Siðr ikke er en forening, men et trossamfund. Det eneste anerkendte trossamfund for asatroende i hele Danmark. ThorsdagDen kære Ørum var så sød at hente os på det flade Lolland og sammen kørte vi til Jomsborg, som ligger i Jægerspris. Da vi ankom var der allerede dukket flere hedninge op som var i gang med at slå lejr og indrette sig hyggeligt. André og jeg havde besluttet ikke at sove i telt, mest for min skyld må jeg nok indrømme, da jeg grundet graviditet oftere skal på toilettet og så driller mine hofter. Så der var i min optik ingen grund til ikke at gøre sig det behageligt når nu chancen var der. Vi var heldige at få et dobbeltværelse med eget toilet og bad. Hvor luksus kan det lige blive? Efter at vi havde indrettet os og hjulpet Ørum med hans telt, gik vi alle tre en tur rundt på området, som faktisk har en ganske pæn størrelse. Jomsborg er så heldige at have sin helt egen Jættestue. Den trænger godt nok til at blive nusset lidt om, men er ellers ganske fin. André ofrede øl til højens vætter inden vi gik videre, ned mod stranden. Hele grunden ligger lige ned til vandet og der er bare en lækker, lækker sandstrand. Man skal dog et godt stykke ud før vandet begynder at blive dybt. Efter vi havde set hele området satte vi os hen i telt lejren hvor der blev grillet, snakket og bare hygget som godtfolk kun kan gøre det. Det var dejligt at få hilst på de mange kendte ansigter men også nye ansigter blev der sat navn på og snakken gik lystigt. Desværre så begyndte Thor at buldre hen over himlen snart efterfulgt af regn, så de fleste af os skyndte os ind i hovedbygning for at søge læ. Men der er jo intet der er så skidt at det ikke er godt for noget, for baren holdt åben og snart blev der drukket, snakket og holdt den ene skålerunde efter den anden, alt sammen i en let og god stemning. Sidst på aftenen blev der sat lidt ost og kiks frem hvilket i min verden virkelig faldt på et tørt sted. Føler mig utrolig småsulten hele tiden, i denne periode. Mums siger jeg bare. Efter osten begyndte folk stille og roligt at gå i seng og det samme gjorde jeg. FriggsdagNæste morgen vågnede jeg med en følelse af at have sovet forbavsende godt, set i forhold til at jeg havde sovet et fremmed sted. Efter et hurtigt bad stod den på morgenmads buffet og hyggelige snakke rundt om ved bordene. Denne dag var der skrevet flere interessante ting på programmet. Den første var et foredrag/debatoplæg omkring kvalitet i ritualer. Det var Asmund og Ørum som stod for oplægget. Undervejs blev der snakket om mange forskellige tilgange til det at afholde ritualer og til hvad folk mener der bør lægges i de energier, handlinger m.m. som mange af os bruger under ritualer. Det kom der en rigtig god debat ud af og jeg fik da også selv lidt at tænke over. Efter debatten gik vi tilbage til hovedhuset og her var der ved at blive stillet boder op. Forn Siðrs markedsplads havde deres egen bod. Også Hefjendur solgte forskellige ting, heriblandt en ny super fed t-shirt. Lidt længere nede kan du se Astrid med t-shirten på og helt nederst kan du se teksten bag på t-shirten. Den er så fed. Mjødladen var også repræsenteret med en bod, hvilket jeg tror mange var ganske glade for. Dagens andet foredrag blev holdt af Tirssøn, med titlen Tag troen ud af vikingetiden - Hedensk tradition op gennem alle oldtidsperioder. Et mega godt foredrag hvor jeg især blev klogere på visse ting fra stenalderen. Jeg er selv meget fascineret af Ertebøllekulturen, så den del af foredraget var især spændende. Tirssøn er rigtig god til at fortælle og han har en utrolig stor viden om førkristen religion. Skulle du få mulighed for at deltage i et af hans foredrag så gør dig selv den tjeneste at deltage. Efter foredraget var der aftensmad og lige bagefter var der endnu et debatoplæg, denne gang om visioner for Forn Siðr. Her kom der mange idéer på bordet og jeg håber virkelig at den energi som folk udviste for disse idéer, bliver ved med at brænde også efter at Altingets begejstring har lagt sig. Hvis man virkelig vil noget så kræver det vedholdenhed. Mentalt brugt og en smule ør i hovedet lokkede jeg André ned til stranden hvor vi så Sunna gå ned. Bagefter satte vi os op ved bålpladsen og fik gang i bålet og endte med at sidde der resten af aftenen og snakke og drikke mjød. Jeg fik at vide at ikke alle af mjødene smagte lige godt. Hehe. For en gangs skyld var der en fordel ved ikke at kunne drikke alkohol. Laugardagr - AltingetSå kom dagen hvor Altingsforhandlingerne skulle finde sted. Som skrevet var det min første gang til Alting. Jeg har nu været til lignende forsamlinger før, så ukendt var det ikke. Jeg vil ikke gå alt for meget i detaljer om hvad der blev besluttet på altinget, da der på et tidspunkt vil komme et referat som vil være langt mere præcist og fyldestgørende. Jeg kan dog fortælle at folk i salen var overraskende enige og der var ikke meget splid at komme efter. Det eneste der sådan for alvor var stor uenighed om, var spørgsmålet omkring hvor vidt Forn Siðr engang i fremtiden skal købe jord eller ej. Tonen var som den skulle være og til trods for megen debat frem og tilbage så endte det med at beslutningen faldt på at Forn Siðr stadig skal vedholde en tidligere beslutning om i fremtiden at erhverve sig jord m.m. Udover at der skulle stemmes om ændringer til vedtægter og beslutningsforslag skulle der også findes en ny bestyrelse og en ny Thul. Først blev der stemt om Thulen og Gudrund Victoria Gotved blev genvalgt. Herefter skulle der stemmes tre nye ind i bestyrelsen og den endte der med at komme til at se sådan ud: Jesper Gredsted Smidth (Formand, udenrigsansvarlig) Kasper Fuglevig Mortensen (It) Bodil Frigg Bernth Schacksen (Kartotek) (Ny i bestyrelsen) Kirsten Asmuss Roos (Sekretær) Kenneth Jespersen (Næstformand, Presseansvarlig, Skolekontakt) Mario Asmuss Roos (Blotgruppeansvarlig, Ritualansvarlig) (Ny i bestyrelsen) Benny Schacksen (Kasserer) (Genvalgt) Suppleanter: Stína Hólm Theis Nielsen Intern revisor: Palle Plet Revisor suppleant: Thomas Pedersen Tillykke til jer alle. Jeg vil vove den påstand at Altinget gik bedre end forventet og jeg er sikker på at vi har fået en bestyrelse som er handlekraftig og som vil noget godt for Forn Siðr. Jeg tror fremtiden tegner rigtig godt. Lige efter Altinget blev jeg spurgt om jeg ikke kunne tage lidt billeder af den nye bestyrelse, hvilket jeg gladeligt gjorde. Jeg nåede også lige at taget et billede af Astrid i den top lækre T-shirt. Så kan det ikke blive mere sejt. I mens jeg tog billeder begyndte André, Ørum, Tirssøn m.fl. at gøre klar til Altings Blótet som skulle finde sted kort efter. Lige inden selve blótet havde jeg fået lov til at tage lidt billeder, men selve blótet blev vanen tro ikke fotograferet, hvilket passede mig fint. Det var Tirssøn (fra Hefjendur og Byrjendur) og Signe (fra Aarhus Blótlaug) som skulle forrette blótet. Det gik rigtig fint og alle virkede til at være deltagende og tilstede. Det var interessant at opleve to vidt forskellige måde at påkalde guder og i det hele taget at gennemgå ritualet på, på én og samme tid, men det gjorde ikke det store. Under skålerunden bryder der den smukkeste sol frem gennem skyerne og det føles i den grad som om at vi fik et anerkendende nik fra magterne. Du kan se hvordan Sunna stråler igennem skyerne på billederne herunder. Efter blótet stod den på lækker mad med is til dessert. Is er altid en vinder hos mig. Hehe. Imens vi spiste begyndte bandet Hits-4-ever at stille op og gøre klar og stille og roligt som folk fik spist færdigt steg stemningen lidt efter lidt og inden længe spillede musikken det ene danse nummer efter det andet og selvom det tog lidt tid før folk fik gang i danseskoene, så bliv der hygget, danset og sunget med, ja selv André fik lokket mig ud at danse til et enkelt nummer. Jeg bryder mig ellers meget lidt om at danse. Det er ikke en af de gaver jeg har fået med mig. Hehe. Der blev skålet i horn og mjød, fortalt røverhistorier, grint og udvekslet gode minder og smil. En rigtig hyggelig aften som for mit og Andrés vedkommende først sluttede ved fire-tiden om natten. Det var lidt hårdt at komme ud af dynen dagen efter, men en af fordelene ved ikke at må drikke er at tømmermænd ikke holder en fast til sengen, så der gik ikke længe før jeg var hoppet i tøjet og fik spist morgenmad. Efter morgenmaden skulle vi pakke ting og gøre værelse rent. Det tog ikke lang tid og vi fik herefter sagt farvel til de forskellige rundt om i lejren. Jeg synes virkelig at det har været et godt Alting. Jeg glæder mig allerede til næste år og jeg håber inderligt at de mange gode idéer og intentioner for Forn Siðr, får lov til at holde ved og blive til virkelighed. Jeg vil i hvert fald gøre mit til at bidrage med det jeg kan. Jeg vil slutte denne blog af med ordene fra Hefjendurs nyeste t-shirt. Ha en skøn Tyrsdag alle sammen. Alle billederne har jeg selv taget. |
Kategorier
All
Copyright © Louise Hladka. All Rights Reserved |