I lørdags afholdte Byrjendur vårblót og sikken et blót. Det er kun vores andet officielle blót så der var ret vildt at vi kunne skabe så stærk en energi. Vi havde alle sammen en utrolig god følelse i kroppen bagefter. Dagen startede dog lettere problematisk ud. I hvert fald for André og jeg. I løbet af natten til lørdag var der kommet en smule sne, men ikke mere end en god centimeter. Solen skinnede og ja det blæste en hel del og var koldt men ellers var vejret faktisk fint. Så uden at tænke nærmere over det hoppede vi på bussen mod færgen, men da vi ankom fandt vi ud af at færgerne var indstillet og at de ikke sejlede nogle steder før lørdag aften. Bussen var kørt og ville først komme igen to timer senere, så lige et kort minut så det ud til at vi ikke kunne komme til blót, som planlagt. Heldigvis var der en sød dame som ligesom vi var blevet sat af for at tage færgen. Hun ringede til ham der havde kørt hende og vi fik alle tre et lift tilbage til den nærmeste togstation. Hvor heldig kan man være. Selvom vi hurtigt kunne nå et tog, så var vi forsinket halvanden time, så jeg skrev hurtigt til de andre i Byrjendur og heldigvis kunne det lade sig gøre at vi skubbe blótet en smule. Det kan slet ikke beskrives hvor fantastisk det var at få at vide at vi godt kunne nå at være med. Vi havde begge set meget frem til blótet så det betød virklig meget. Endelig landede vi i Odense hvor vi blev hentet af Kyndbøl og Vindinge og derefter fortsatte turen mod Svendborg hvor blótet skulle stå. Vi ankom til stedet som de sidste og efter vi havde fået hilst på alle satte vi os ned for at gennemgå blótet. Jeg føler mig efterhånden rigtig tryg ved den måde som vi blóter på i Byrjendur. Det er rigtig nok at vi kun har gjort det to gange men jeg har trods alt også blótet med Hefjendur nogle gange og vores ritualer er næsten ens, selvom vi dog har små ubetydelige forskelle. Dog er jeg endnu ikke helt skarp i nogle af de ting der bliver sagt undervejs men det skal nok komme. Ingen tvivl om det. Noget særligt ved denne dag var også at en fyr ved navn Thomas kom for at tage billeder af os. Han er i gang med at besøge forskellige religioner, hvis man kan sige det sådan. Han tager ud, snakker med folk og tager billeder. Alt sammen noget der til sidst skal ende ud i en bog. Da det er ret forstyrrende at der render en rundt og tager billeder under et blót, så valgte vi i stedet at lave et prøve blót som han kunne tage billeder af. På den måde ville vi ikke blive forstyrret under det rigtige blót og han ville kunne få de billeder han søgte. Det gik rigtig fint og det var også rigtig godt lige at få øvet det hele igennem inden vi rigtig skulle i gang. Blótet gik fantastisk godt. Selvom vi kun var syv der kunne komme, så var det syv stærke mennesker som i den grad forstår vigtigheden af at stå der på gravhøjen. Et stærkt hold af mennesker som jeg holder mere og mere af for hver gang jeg møder dem. Byrjendur har været heldig ved at starte ud med så mange gode mennesker. Da vi havde pakket sammen og ryddet op efter os, tog vi turen hen til Æbleskivestenen. Stenen er ca. 3 meter lang og 2 meter bred og så har den 105 skåltegn fordelt rundt om på sig. Skåltegnene er blevet påført stenen engang i Bronzealderen og menes at have forbindelse til frugtbarhedsritualer eller lignende. Vi var også og besøge stenen da vi var på fulltrúi tur. Siden er stenen blevet ren gjort og de mange mange skåltegn kan endnu engang nydes og bruges. Æbleskivestenen og området den står i, indbyder virkelig til at man ofre ved den og det gjorde vi selvfølgelig også. Ikke et sort blót som vi lige havde haft, men der blev ofret magiske væsker og mjød, samt givet en skål til stedet, mens det sidste lys langsom forsvandt. Aftenen sluttede vi af hjemme hos Tinus og hans søde kone, som havde stået i køkkenet og lavet flæskesteg, kartofler og sovs. Se, det er altså ikke en skidt måde at slutte et blót af på. Og det smagte skønt. Jeg spiste to store portioner hvilket jeg ret hurtigt fortrød, hehe, men engang i mellem skal det altså være tilladt at spise så man kan mærke at maveskindet er ved at sprække. Der blev snakket og der blev hygget, udvekslet idéer og røverhistorier. Faktisk blev det rigtig sent før den sidste mand lagde sig. Alle hyggede sig og det var en skøn aften. Dagen efter kunne vi stå op til høj sol og faktisk har solen skinnet næsten lige siden blótet så jeg tror vores offer og vores skub på hjulet er blevet taget godt imod. Sådan føles det. Den næste ting vi i Byrjendur skal sammen er Gudernes Stræde. Det er Hefjendur som står bag arrangementet og det er noget jeg altid ser frem til. Det er et åbent arrangement så hvis du skulle få lyst til at gå med så har du muligheden. Dette års forårsvandring finder sted den 21. april, så sæt ryds i kalenderen. Hold da op det blev sent..... Igen. hehe. jeg må vist hellere få ringet og sagt godnat til min elskede André inden jeg selv hopper op under dynen. Jeg håber at resten af din Odinsdag må blive god. Rigtig godt Jævndøgn til dig og dine. Alle fotos har jeg selv taget med undtagelse af gruppebilledet som er taget af Morten Tirssøn Mathisen
0 Comments
Leave a Reply. |
Kategorier
All
Copyright © Louise Hladka. All Rights Reserved |