De sidste par opslag her på bloggen har handlet meget om midvinter og dette indlæg fortsætter i samme spor, men jeg lover det her bliver den sidste for denne omgang, for her i weekenden afholdte vi endelig midvinter blót. Da vi vågnede tidligt lørdag morgen (ALT for tidligt hvis du spørger mig) stod vi op til en frostklar morgen med små spinkle snefnug i luften, som kun lige akkurat gjorde sig bemærket. Det var en helt fantastisk følelse at mærke frosten, som jeg har savnet så længe. Jeg er træt af at vores vinter er blevet til et langt efterår, men det at frosten var kommet lige netop denne dag gjorde bare dagen endnu bedre og langt smukkere. Efter morgenmaden fandt vi de forskellige ting frem som vi skulle bruge til blótet og begyndte herefter at bevæge os ned mod Merret skoven. Ned til Bison Højen. For en uge siden var vi nede i skoven og finde en passende gravhøj vi kunne holde blótet på. Vi endte med at finde 25 gravhøje men én stjal opmærksomheden og det var Bison Højen. Vi kalder den Bison Højen fordi der er så mange spor efter bison, hele vejen rundt om den. Det giver noget kraft til et sted når man ved der går så store og mægtige dyr rundt. Det er super ærgerligt at gravhøje er så svære at fotografere. Det virker som om de nærmest forsvinder og bliver bitte små så snart de bliver fanget af et kamera. Man kan ellers se Bison Højen langt væk fra, hvis man ved hvad retning man skal kigge.
Da telefonerne var slukket og tiden var inden, startede vi med at gå ud og tage ni minutter hver for sig. Det er noget mange gør for at slappe helt af og få ro på tankerne og pulsen, men især også for at forbinde sig til stedet og de magter man bagefter vil påkalde. Mens jeg sidder der for mig selv på en stub kan jeg høre en ravn i det fjerne. Jeg kan høre den kommer tættere og tættere på indtil den er lige hen over hovedet på mig. Den begynder at cirkle rundt oven over højen og det gør den i lang tid indtil den til sidst flyver videre. I mine øjne et stærkt og godt tegn for det blót vi skulle i gang med. Men det bliver bedre endnu. Da vi kommer tilbage efter de ni minutter påbegynder vi ritualerne og da André for fulde lunger påkalder Odin kommer der to ravne flyvende hen, tæt på højen, drejer rundt i luften et par gange og flyver så videre da vi skal til at påkalde den næste gud. Det var ret stort. Selve blótet gik rigtig godt. Jeg fik også givet min skål til min faster som jeg mistede her for 14 dage siden. Jeg var til hendes bisættelse her i fredags, så det var nærliggende at give hende en hedensk skål med på hendes rejse. Mens vi gik og pakkede vores remedier sammen fik jeg øvet lidt kulning. Og det kan jeg allerede nu afsløre. Der skal øves MEGET for helt rent var min skønsang hvis ikke, hele vejen igennem. Hehe. Men det er jo kun øvelse der kan gøre en mester. Da vi kom hjem lavede vi os lidt lækkert at spise, som det jo er skik at gøre. Det smagte i øvrigt rigtig, rigtig godt! Desværre skulle vi ret hurtigt afsted igen, så der var ikke tid til at slå mave selvom det var mere end tiltrængt. Vi var blevet inviteret ud til Hefjendurs Midvinter Arrangement for at tage en skål under Asken. Det var rigtig rart at få sagt hej til alle igen og vi var også så heldige at få lov til at høre lidt om sejd. Noget jeg håber vi i Byrjendur også kan komme til at arbejde en masse med. Har du erfaring med sejd? Jeg har endnu ikke selv prøvet det, men tror det kan være en fantastisk oplevelse. Vi blev ikke så længe ude hos Hefjendur. Da de skulle til og i gang med deres blót kørte vi hjemad igen, men både André og jeg var utrolig glade for at blive inviteret ud og sige hej. Solen har skinnet hele dagen og jeg kan mærke jeg skal i gang med at foretage mig noget i stedet for at sidder her foran computeren. Jeg håber du selv har haft en rigtig god midvinter? Eller holder du måske slet ikke midvinter? Under alle omstændigheder håber jeg at du må få en rigtig god mandag. Alle fotografier har jeg selv taget
0 Comments
Leave a Reply. |
Kategorier
All
Copyright © Louise Hladka. All Rights Reserved |