Vejret i går var gråt og kedeligt men godt til eftertænksomhed. Solen brød først frem hen mod aftenen og det gav mig tid til at nusse om lidt sysler indenfor, men også til at tænke over fremtiden. På nuværende tidspunkt bor min kæreste og jeg ikke sammen. Vi har været sammen i lidt over et år og er begge parate til at ryste vores ting sammen i et lille hus på landet. Det eneste der står i vejen er at min kæreste endnu ikke ved hvor han skal i lære. Det bliver formegentlig i Jylland, men om det bliver mod nord eller syd aner vi intet om endnu og vi er derfor nød til at vente til det falder på plads. Men det er hårdt at bo i hver sin ende af landet. Jeg glæder mig til at fylde vores hjem med duften af nybagte boller. Det tænkte jeg flere gange i går mens jeg stod og æltede bolledejen, som jeg har lavede ud fra min mormors opskrift. De er nu engang de bedste. Noget andet jeg glæder mig til at fylde vore hjem med er børn. Hvor jeg dog glæder mig helt usandsynlig meget til at blive mor. Jeg har drømt om at blive gravid i snart 4 år, men tingene har bare ikke rigtig været sådan at det har kunnet lade sig gøre. Men forhåbentlig kan det snart det. Vi har aftalt at så snart vi kan flytte sammen så vil vi begynde at prøve. Men lykken er jo ikke bare at få børn. Det er også at få det med én som du føler du kan dele det ansvar med. Personligt går jeg ikke ind for at man tager let på et forhold. Når man føler man har fundet den rette, så skal man gøre sit bedste for at blive sammen og ikke bare give op når tingene bliver en smule hårdt. Selvfølgelig skal man ikke blive sammen hvis man stopper med at elske hinanden eller at forholdet bliver direkte ødelæggende for de involverede, men jeg tror at hvis man virkelig elsker hinanden og begge vil hinanden, så får et forhold sjældent lov til at komme derud hvor det ikke længere kan redes. Kernefamilien er et ideal for mig og heldigvis har min udkårne det på samme måde. Og det at have visse kerneværdier som er ens, tror jeg er helt essentielt hvis et forhold skal kunne stå distancen. Selvfølgelig findes der forhold hvor folk er vidt forskellige, men som alligevel får det hele til at spille, men personligt tror jeg at chancen for succes er større hvis man er enige på visse punkter. Min kæreste og jeg er langt fra enige om alt, men vigtige ting som religion, børneopdragelse, økonomi og mange knapt så vigtige ting som indretning, dagligdagens pligter m.m. er vi dog meget enige om. Det at vi ikke skal diskutere hvorvidt vores børn skal døbes eller have en knæsætning gør at der er så mange konflikter som vi ikke er nødt til at tage os af eller kæmpe om. Det gamle ordsprog lige børn leger bedst tror jeg er sundt at tage med ind i et forhold. Men det er vigtigt at sige at det ikke handler om at være ens hele vejen igennem. Ved guderne hvor ville jeg synes det var trist hvis jeg var sammen med en som jeg havde alt til fælles med. Ved visse ting er det godt at være enige på et overordnet plan, men vi er nu engang forskellige mennesker og det skal vi heldigvis blive ved med at være. Da solen for alvor var brudt frem var der ikke længe til solnedgang, så Molly og jeg gik vores aftentur og nød solens sidste stråler. Mens vi gik tænkte jeg endnu engang over alle disse ting og jeg tror jeg har været heldig at finde en mand som matcher mig utrolig godt. En mand som jeg virkelig føler elsker mig og som jeg kan regne med, Selvfølgelig har vi vores uenigheder, men alt i alt så tror jeg det er her min fremtid ligger. Jeg håber i alle nyder søndagen og ønsker jer en god dag. År og fred. Alle fotografier har jeg selv taget.
0 Comments
Leave a Reply. |
Kategorier
All
Copyright © Louise Hladka. All Rights Reserved |