2018 føles som året med den evige sommer. Solen har skinnet næsten uafbrudt siden foråret og det er da helt fantastisk at vi har en sommer som er lige så gylden og varm som mine barndomsminder om forgange somre. Og vi skal være glade for endelig at opleve en sommer der virkelig lever op til sit navn, men med al den varme følger tørken og den har i den grad sat sit præg på Danmark. Træerne er begyndt at tabe sine blade, græsplænerne er gule, markerne går i brand for et godt ord og alting er modnet en måned før tid, hvis det da overhovedet har haft væske nok til at blive modent. Selvom jeg nyder alle de muligheder sommeren giver, så savner jeg virkelig regn og jeg kan godt blive bekymret for at al den tørke skal ødelægge efterårets høst. Jeg er ikke den eneste som har mine bekymringer omkring tørken. Den tror jeg nu at vi er mange der deler, men der er nok ikke mange som føler en trang til at forsøge at gøre noget ved det. Heldigvis findes der stærke kræfter i Hefjendur som virkelig vil og kan noget. For lidt over en uge siden blev der derfor sammensat et regnritual som ikke kun skulle udføres af få mennesker et enkelt sted, men synkront i hele Norden. Noget jeg aldrig selv har været med til før, men som jeg i den grad var spændt på hvordan ville virke. Ritualet skulle finde sted om fredagen. Os fra Lolland og Sjælland, mødtes hjemme hos Sigtyr og jeg, hvor vi havde dækket op terrassen med sodavand og nybagte kager. I alt mødte 12 stærke hedninge op fordelt på tre forskellige blótlaug. Tre af de der kom havde jeg aldrig været til blót med før og en enkelt havde jeg aldrig mødt før, så det var ret interessant at få snakket med andre om forskellen på vores blótlaug, måder at anskue tingene på m.m. Det kom der faktisk nogle gode snakke ud af alt i mens der også blev forberedt til regnritualet. Vi var ikke de eneste der gjorde klar til ritualet, også på Fyn, tre steder i Jylland og tre steder i Sverige begyndte folk at gøre klar til det forestående ritual. Da klokken var lidt over fem begyndte vi turen ned mod Merret Skoven hvor vi skulle afholde ritualet. Bisonhøjen var et oplagt valg, da den ikke ligger så langt fra en rasteplads, men langt nok væk til ikke at blive forstyrret af vejen. Samtidig med det så er højen stor nok til at 12 mennesker uden problemer kan danne en cirkel. Sigtyr og jeg har før holdt blót på Bisonhøjen og der er bare nogle gode vibrationer omkring den høj. Vi fik lige gennemgået de forskellige ting inden vi skulle til og i gang. Her opdagede jeg at jeg havde glemt kildevandet derhjemme og en anden havde glemt at få mjød med til stedets vætter. Det gjorde selvfølgelig at vi ikke kunne gøre tingene 100% som vi havde planlagt, men jeg tror slet ikke det var meningen at vi skulle have kildevandet med. En uges tid før ritualet havde Sigtyr og jeg været henne ved Nyrods kilder, som ligger i Merret Skoven, og hente en flaske med kildevand, men ved et uheld kom Sigtyr til at drikke det hele efter et par dage. Det betød jo at vi endnu engang skulle tilbage til kilden for at hente vand til regnritualet men vi kunne simpelthen ikke nå det og besluttede i stedet at vi ville bruge vand fra blótkilden på Møn. Netop som vi skulle ud af døren glemte jeg at tage flasken med kildevandet med. Jeg stod endda på et tidspunkt og tænkte på om jeg skulle tage min blót taske med, men lod den blive da jeg ikke tænkte vi ville få brug for den. Der ligger også kildevand i den. Så alt taget i betragtning så føltes det næsten som om at vandet ikke ville med. Da klokken blev 17.55 præcis, gik vi i gang med at forbinde os til de andre rundt om i Danmark og Sverige så vi på den måde kunne forbinde vores styrke og dermed sikre ritualet mest mulig kraft. Da vi alle havde forbundet os gik ritualet i gang præcis klokken 18.00. Selve ritualet varede ikke så længe, men det gjorde det ikke mindre kraftfuldt. Det var planen at vi skulle have givet lidt mjød til stedets vætter inden vi forlod højen, men da vi ikke havde fået mjøden med, lovede Sigtyr og jeg at vi nok skulle komme tilbage næste dag med rigeligt mjød og kildevand. Et løfte der kom til at byde på en fantastisk dag, men det skal jeg nok komme tilbage til. I stedet for at give vætterne mjød lavede vi i et stort soltegn midt på højen og takkede for at vi havde fået lov til at bruge stedet. I samlet trop tog vi alle tilbage til Sigtyr og jeg, hvor der blev tændt op i grillen. Vi overholdt selvfølgelig afbrændingsforbudet for Lolland kommune* og passede rigtig godt på at der ikke skete noget. Efterhånden som folk var blevet mætte begyndte de forskellige at sige farvel. De fleste havde et godt stykke at køre hjem og jeg tror også at mange gerne ville nå hjem i tide til at se den smukke blodmåne. Sigtyr og jeg skulle i hvert fald se den. Det passede med at efter vi havde ryddet op og sat på plads efter gæsterne, kunne vi gå ud og nyde Mani i al sin pragt. Dagen efter ritualet havde vi jo lovet at gå ned og ofre til vætterne og som lovet tog vi afsted. Klokken blev godt nok mere end vi havde planlagt, før vi kom ud af døren, men afsted kom vi. Vi tog først ned til Nyrods Kilder. Efter der er blevet udsat vildsvin og bisonoser i skoven, er der blevet sat en masse indhegning op, hvilket har gjort det lidt besværligt at komme hen til kilderne. Man skal blandt andet over en å. Sidst vi skulle over åen lavede vi en bro af tykke grene, men den var i mellemtiden blevet skyllet væk, så vi måtte se os om efter et andet sted at komme over. Vi fulgte derfor åen og lige pludselig lige der foran os omkring 100 meter væk kan vi se vildsvinene. Det er første gang vi har set dem, hvilket gjorde oplevelsen ret speciel. De fik selvfølgelig også øje på os og da de havde vurderet situationen lidt besluttede de sig for at løbe afsted. Vi fulgte i samme retning. Ikke for at indhente dem, men fordi vi manglede at finde et sted at krydse åen. Lidt længere fremme fandt vi så en bro, vi ikke anede eksisterede. Da vi kom op på broen fik vi igen øje på vildsvinene og vi satte os ned på broen og bare nød synet af dem. Vi så i alt 10 grise. Det er altså vildt hyggeligt at sidde og kigge på dem og høre dem kalde på hinanden. Da grisene var luntet af blæste det på en gang op. Solen forsvandt bag tunge skyer og vinden ruskede bladene af træerne. Det skete som på en gang at vejret skiftede og gik fra strålende sol, til dunkel. Vi begav os ned mod kilderne og netop som vi ankommer og skal til at tappe vand begynder det at regne og buldre i det fjerne. De er utroligt sådan en energi man kan få af regnen. Vi kunne slet ikke lade være med at smile og le. Da flasken var tappet tog regnen til og mens vi begav os tilbage til broen kunne vi høre hvordan Thor kom tættere og tættere på alt i mens vi blev mere og mere våde. Regnen tog bare mere og mere til. Vandet løb ned af træerne og alting var hyllet ind i et gråt skær af slagregn. Vi gik direkte ned til Bisonhøjen, men inden vi nåede derned var der intet på os som var tørt men det gjorde intet. Luftet var varm og humøret kunne ikke have været højere. Da vi kom ned til Bisonhøjen regnede det endnu. Vi udbragte først en skål til Thor, mens han buldrede løs omkring skoven. Bagefter ofrede vi mjød til vætterne og takkede endnu engang og til sidst ofrede vi noget af det kildevand vi lige havde tappet og takkede for regnen. Ritualet virkede i den grad. Da ritualet blev planlag var der ikke så meget som en dråbe at se, på DMI, men efterhånden som ritualet tog form og folk begyndte at forbrede sig til ritualet begyndte der at dukke regn op på prognosen. Da jeg kiggede på DMI om fredagen var der kun sat en lille smule regn på lørdag aften, nærmest ingenting, men alligevel så kom der en ordentlig byge. Jeg er slet ikke i tvivl om at vores ritual har givet regnen kraft og styrke. Desuden så kan jeg slet ikke benægte alle de tegn Sigtyr og jeg fik på vores udflugt. Under ritualet blev der nævnt Frigg, Frej og Thor. Vi mærkede Frigg frugte jorden, hørte Thor buldre og så Frejs vildsvin. Hvis det ikke er tegn der vil noget så ved jeg ikke hvad. Jeg er i hvert fald overbevist om at det virkede. Da vi kom hjem var vi begge gennemblødte og trætte og der gik da heller ikke længe før vi begge var skyllet over og lå oppe under dynerne og slappede af til et godt afsnit af en serie. Det har virkelig været to fantastiske dage og en skøn måde at bruge weekenden på. I dag har den bare stået på afslapning. Jeg er øm i kroppen efter i går, så det har været rart bare at kunne tage den helt med ro. Man kan stadig mærke eftervirkningerne af regnen. Græsset er allerede blevet mere grønt og planterne strutter meget mere af liv. Jeg håber ikke der går længe før den næste skylle triller ind over landet. Jorden er stadig meget tør, men mon ikke vi får den mængde regn det er meningen vi skal have. Jeg har lovet at lave pandekager til Sigtyr, så tænker jeg vil smutte ind og varme panden op. Ellers ender det bare med at den stakkels man "sulter". Hehe. Jeg håber du har haft en dejlig weekend? Har du lavet noget spændende? Jeg håber i hvert fald at den har været god og jeg håber også at du må få en smuk Soldag. Alle billederne har jeg selv taget med undtagelse af dem i grå bokse, dem har min dejlige Sigtyr taget. *Afbrændingsforbud - Lolland-Falster Brandvæsen I medfør af § 5, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1339 af 10. december 2014 om brandværnsforanstaltninger ved afbrænding, brug af ild, lys, varmekilder m.v. (afbrændingsbekendtgørelsen) udsteder Lolland-Falster Brandvæsen derfor følgende afbrændingsforbud, der gælder fra og med den 26. juli 2018 kl. 08.00, for Lolland og Guldborgsund Kommuner. Undtagelser fra afbrændingsforbuddet: Brug af grill (trækul, træbriketter og lign.) på ikke-brændbart underlag ved privat bolig i forsvarlig afstand fra brandbar vegetation i til og med let vind. Kilde: http://lollandfalster-brandvaesen.dk/PDF/Sk%C3%A6rpelse%20af%20afbr%C3%A6ndings%20%20den%2026%20juli%202018%20DK.pdf
0 Comments
Synes at tingene har drillet lidt denne uge. Internettet har ikke ville virke så jeg har ikke kunne lave blogindlæg, men det ser ud til at fungere lige nu, hvilket er bedre sent end aldrig. Der er sket en del her de sidste 14 dage og jeg har egentlig flere ting jeg gerne vil fortælle om men jeg tænker det er bedst at begrænse mig til en enkelt ting og så fremadrettet forsøge at skrive om tingene efterhånden som de kommer og ikke 14 dage efter de er sket. Men selvom det er ved at være et par uger siden så synes jeg stadig at i skal høre om vores tur på Gudernes Stræde, da det virkelig var en lækker dag og oven i det så var det også en jubilæumsvandring, hvilket gør den ekstra speciel. Det der gjorde dette års sommervandring så speciel var at Hefjendur startede med at gå ruten tilbage i 2009. Det er nu 9 år siden. 3 gange om året er der blevet vandret på Gudernes stræde, hvilket gjorde sommervandringen til den 27. vandring og den 9. gang at der blev gået den lange sommervandring. Så alle magiske tal er i spil. Sommervandringen starter altid ved Mosede Fort i Greve, og da alle var vel mødt gik vi ned til stranden hvor vi traditionen tro, tog en skålerunde. Vi var 14 der var mødt op og af de 14 var vi 11 der skulle gå, mens de sidste tre skulle køre følgebiler. På den lange vandring er følgebilerne virkelig vigtige og højt værdsat. Ruten er ca. 65 km. lang og uanset hvor meget man tror man kan gå, kan man hurtigt blive overrasket og være nød til at hoppe af ruten før tid. Allerede inden vi gik i gang med at gå vidste jeg at jeg ikke ville gennemføre. Selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, så sætte min graviditet visse grænser for hvad jeg kan og da sommervandringen bliver gået i et temmelig frisk tempo havde jeg ikke sat næsen op efter at gå alt for langt. Jeg var nu ganske overrasket over hvor godt jeg egentlig kunne følge med. Vi startede med først at gå et stykke hen ad stranden for derefter at begive os ud på diverse stier. Vejret var fantastisk. Sunna strålede fra en skyfri himmel, men det luftede en smule hvilket gjorde temperaturene tålelige. Det kan hurtigt gå hen at blive en prøvelse at skulle gå i en stegende hede og så er det uanset om det er 65 eller 25 kilometer. Humøret var højt. Alle virkede til at hygge sig og det var dejligt at få sagt hej til folk igen. Denne gang var der ingen, for mig, ukendte ansigter med og der blev fulgt op på hvordan det var gået siden sidst. Nogle havde jeg ikke set siden sidste vandringer og en enkelt havde jeg ikke set siden forrige vandring. Det er altid utroligt hvordan en gåtur eller vandring kan sætte gang i de gode samtaler og jeg tror at der denne gang er kommet noget ganske frugtbart ud af turen, men det må tiden vise. Jeg fik helt ret i min antagelse om at jeg ikke kunne gå så langt. Jeg kunne godt mærke at det høje tempo ikke passede mine hofter, så da jeg kom til Snoldelev kirke valgte jeg at stoppe turen og blev hentet af Høgsbro. Sammen kørte vi hen til købmanden hvor den første pause på turen var planlagt. Der gik ikke længe før de vandrende ankom og fik sig en hurtig mad og lidt at drikke inden de kort efter gik videre. Når der skal tilbagelægges så mange kilometer på maks 12 timer, så er det begrænse hvor længe man kan holde pauser. Den anden pause blev holdt ved museet og her blev pausen noget længere end den første. Folk var stadig i godt humør men dog var en enkelt mere hoppet af vandringen og kørte nu også rundt i følgebil. Et af højdepunkterne på turen er pausen ved den mægtige vandrebøg, som den bliver kaldt. Det er en stor, gammel og imponerende bøg, som står på toppen af en stor bakke. Her holdes der altid pause. På den lange vandring er pausen dog utrolig kort, hvilket er synd da der en fantastisk udsigt deroppe fra. Ud af 11 vandrere var der nu kun seks tilbage. Da de var taget videre besluttede Ørum og jeg at blive og nyde udsigten fra Vandrebøgen. Også de andre i følgebilerne tog afsted så det endte med at det kun var Ørum og jeg der sad tilbage. Det er synd der ikke altid er lige god tid til at nyde de forskellige punkter under Gudernes Stræde, for det er virkelig en smuk rute. Jeg fortalte Ørum om at jeg håbede på at lave en tur med Byrjendur, hvor vi havde muligheden for at gå hele ruten hen over en weekend, nyde ruten og stoppe op undervejs, samt at lave noget åndeligt arbejde i en eller anden form, i løbet af turen. Det er noget jeg har snakket om i over et år, men der er en del der skal falde på plads før en sådan tur bliver en realitet. Måske man skulle arbejde på at få en sådan tur på plads til næste sommer / efterår. Efter at have nydt udsigten og siddet og snakket en rum tid, kørte Ørum og jeg hen for at mødes med de andre ved slutpunktet i Vellerup Vig. Der gik en god rum tid før de vandrene begyndte at komme og helt overlegent kom Sigtyr og Staal løbende i mål som de første. Totalt overskud. Ud af 11 kom seks i mål, hvoraf to af dem gennemførte for første gang. Det var virkelig sejt gået. Helt fantastisk. Da alle var landet og havde fået luftet de ømme fødder, samledes vi til en afsluttende skålerunde, som i den grad bar præg af glæde, lettelse og en dyb følelse af sejr. Uanset om man har gennemført eller ej så kan man slet ikke lade være med at smile og le, for stemningen er bare så boblende og smittende. Godt trætte og ømme fik vi alle sagt farvel til hinanden. Jeg havde virkelig ondt af Sigtyr. Han skulle køre hjem, den stakkels mand, men han klarede det nu som altid godt. Ham har jeg altså været mere end almindelig heldig med. For engang skyld har jeg fået skrevet bloggen lidt tidligere end jeg plejer. Det passer mig nu ganske godt for vi har lidt der skal ordnes inden vi skal til fødselsdag i morgen. Den kære Ørum fylder år, så det skal nok blive hyggeligt. Vi glæder os i hvert fald. Jeg skal også have skrevet videre på den artikel som jeg arbejder på. Den skal sendes ind til Vølse om nogle dage og skulle jo gerne have den færdig inden deadline. Men mon ikke jeg når det. Jeg vil se at komme videre med dagens gøremål og så håber jeg at du nyder vores helt ekstraordinære sommer. Det kan i hvert fald ikke betale sig at brokke sig over den. Rigtig god Friggsdag til dig og dine. Alle billederne har jeg selv taget med undtagelse af gruppebilledet øverst, det har Henrik taget. |
Kategorier
All
Copyright © Louise Hladka. All Rights Reserved |