Den her verden bliver mere og mere forvirrende at bo i. Da jeg var barn var der to køn, drenge og piger, som hver især kom i flere udgaver som f.eks. mor, far, søster, bror, mormor, morfar m.m. Sådan er det ikke længere, desværre.
Der er kommet en tendens til at køn ikke længere er det ene eller andet, men i stedet en flydende sammenblanding af forvirret kaos. Ja, sådan ser jeg det.
Flere mener at man selv skal have lov til at vælge sit eget køn og at titlen som mand eller kvinde ikke længere er tilstrækkelig. At være forvirret over sit eget køn er en ting, men når man ser en stigende tendens til at det skal trækkes ned over hovedet på små børn så bliver jeg vred.
Jeg læste en artikel om en canadisk..... ja, hvad pokker vedkommende var aner jeg ikke og det tror jeg heller ikke personen selv var klar over, men denne canadier havde valgt at gøre sit barns køn anonymt, med den holdning at det må barnet selv tage stilling til når det bliver størrere. Sikken en omgang vrøvl. Der er nu engang forskel på køn og der findes kun to køn. Du kan enten blive født som dreng eller som pige, intet andet og det er der ingen skam i.

Jeg synes at det er vigtigt at vi holder fast i at der er to køn og anerkender at der er en forskel på kønnene. For der ER forskel og ikke kun den fysiske med at mænd har et vedhæng og kvinder ikke har. Der er så meget mere forskel end det.

Vores hjerner er forskellige og arbejder forskelligt. Manden har f.eks. en større hjerne end kvinden og har i gennemsnit flere hjerneceller end kvinder(1). Det betyder ikke at manden er klogere, om end der nok er nogle der vil mene dette. Ser man på tallene så er mændene hovedsagelig repræsenteret blandt de klogeste, men også de dummeste, mens kvinderne rent gennemsnitlig er de klogeste. (2)
Men vi bruger også vores hjerne forskelligt. Mænd er bedre motorisk og har en bedre rumforståelse,  mens kvinderne har en utrolig hukommelse, fungerer bedre socialt og har nemmere ved empati. (3)

Forskellene er der og det er jo dem der er med til at få det hele til at fungere. Det er de forskelle der gør at vi siden mennesket begyndelse har overlevet og er nået frem til hvor vi er i dag.
Hvis vi i stenalderen havde rendt rundt og skulle diskutere kønsroller eller alle svæve i mellem kønnene så tror jeg ikke at vi havde overlevet.

Mændene er nu engang bedre til at være forsørgere og beskyttere, mens kvinder er bedre til at tage sig af børn og det hjemlige. Kvinder er gode til at bevare overblikket i kaotiske omgiveser, mens mænd er gode til det store overblik hvor der skal tages få, men vigtige beslutninger. Manden er skafferen der passer på og beskytter familien. Han sørger for udenomliggende anliggende mens kvinden tager sig af basen hvor alle skal føle sig sikre og i gode hænder og hvor der er omsorg og kærlighed.

Jeg vil vove den påstand at hvis man er barn og vokser op med en grundlæggende tvivl om hvilket køn man er, en viden der i den grad er vigtigt i ens videre udvikling, så kan det ikke give andet end forvirring og jeg tror at mange af de her børn i fremtide vil udvise en negativ adfærd, som kan give problemer i deres voksenliv. Hvordan skal du kunne fungere som menneske hvis du i din grundkerne ikke har fået lov til at tage stilling til hvem du egentlig er?

Jeg ved det måske er stillet lidt hårdt op. Lidt for sort og hvidt, men jeg tror ikke virkeligheden er så langt fra. Men kun fremtiden kan vise hvordan disse børn udvikler sig. Jeg håber blot at jeg tager fejl.

Så er forskellen virkelig så stor? JA, det er den i den grad, men det betyder ikke at vi SKAL leve i kasser, blot at vi skal anerkende at forskellen er der og at den er god for os.

Til de der skulle være forvirret over hankøn og hunkøn så kan jeg fortælle at der på billedet oven over ses to skønne eksemplarer af den menneskelige race. 1 stk. hunkøn (til venstre) og 1 stk. hankøn (til højre) og så er den vist ikke længere.

Rigtig dejlig søndag til alle i mænd og kvinder.

Efter at jeg offentliggjorde min første blog har jeg kun fået positive tilbagemeldinger. Tusind tak for det alle sammen. Det betyder meget for mig.

Noget af det jeg især har fået kommentarer om, er at jeg i beskrivelsen af min blog skriver at et af de emner jeg vil lave indlæg om er "...moderne kønsroller (som jeg mener bør brydes)...". Det er ikke et emne jeg kan dække over et enkelt blog indlæg og det er noget jeg kommer til at vende tilbage til af flere omgange, fra forskellige vinkler, da det ligger mig meget på sinde.

​Jeg er opvokset i en familie hvor mine forældre blev skilt da jeg var 7-8 år gammel. Jeg kom til at bo hos min mor og hun viste mig at det var vigtigt at være stærk og kunne tage varer på sig selv.
I skolen lærte jeg om feministerne og deres kamp for ligestilling. Jeg lærte at man som pige/kvinde/mor skal være stærk og ikke lade mændende bestemme eller træde det mindste på dig. Kvinderne havde taget magten og sådan skulle det blive ved med at være. Denne måde at tænke er jeg blevet indprentet siden jeg var lille og det tankesæt faldt mig naturligt da jeg aldrig havde lært at det var okay at tænke på en anden måde. 

Jeg tog denne indstilling med ind i alt hvad jeg foretog mig, også mine parforhold, men jeg følte mig aldrig godt tilpas eller lykkelig på denne måde. Efter det sidste mislykkede parforhold (som varede fire år) satte jeg mig ned og kiggede på hvad jeg gennem årene havde erfaret og spurgte mig selv hvorfor at det endnu ikke var lykkedes mig at finde en mand som jeg kunne være lykkelig med og som jeg ville stifte familie med.

Den rolle jeg havde haft i alle mine parforhold var den moderne kvinde i kontrol og som havde travlt med at undertrykke min partner og fjerne hans maskulinitet. Samtidig med var jeg vred over at mine tidligere partnere ikke opførte sig som "rigtige" mænd, men i stedet som små vattede følsomme fyre der ikke turde sige fra eller til. Så hyklerisk man kan være, men det var jo det jeg havde lært og det jeg kunne se alle andre omkring mig også gjorde og alle hylede vi over at vi savnede en rigtig mand der bare kunne tage os, være mandig, dominerende, rå og fræk. Suk. Godt man kan blive klog af skade.

​Nu havde jeg jo endelig fundet HAM som jeg følte jeg kunne være mig selv med, men gamle mønstre er hårde at bryde og selvom at jeg langt fra faldt tilbage i gamle rytmer, så var der stadig områder hvor jeg ikke så let gav slip.
Min kæreste fortalte mig at han var stolt af mig fordi jeg er så selvstændig, men at han havde behov for at kunne være der for mig, at hjælpe mig og beskytte mig, noget jeg ikke havde givet ham en chance for da jeg blev ved med at falde i den gamle rytme, med at skulle være alt for stærk og dårlig til at bede om hjælp.  At få at vide at det er okay ikke konstant at skulle være stærk og hele tiden være i kontrol var faktisk en lettelse. Her viste han virkelig at han er den jeg har ledt efter. 

At finde til ro på denne måde er lykken selv, men et paradis har også en slange og i mit tilfælde er det de mange moderne feminister, som har travlt med at dæmonisere manden. Især hvis han ønsker at være andet end et feministisk bløddyr som blot nikker sammentykkende af frygt for konsekvenserne ved at tale for ham selv. Ja, ja jeg ved det er skrevet en smule overdrevent, men det er virkelig det indtryk jeg mange gange får.

Jeg har oplevet at få at vide at jeg er småtbegavet, hjernevasket og helt ansvarsløs blot fordi jeg ikke har noget imod at jeg hovedsagelig tager mig af det huslige og at jeg ville have det godt med at være hjemmegående husmor, så jeg kan tage mig af mine børn (når jeg engang får nogle). At sige at jeg vægter kernefamilien højt og at jeg ikke ønsker at få børn med 3 forskellige mænd, leve som single mor, der har for travlt med erhvervslivet til egentlig at tage mig af mine børn, giver ikke andet end negative blikke og fordømmende ord, fra disse feminister som ellers mener de taler kvindernes sag. Det er sørgeligt at det ikke længere er tilladt at være KVINDE eller at værne om familien, men det skal ikke få mig til at ændre på mine holdninger. Jeg ved hvem jeg er og jeg ved også at jeg ikke er den eneste der sidder med disse holdninger og følelser.

Jeg håber at nogle af disse tanker kan være med til at få andre, som jeg til at føle at det er okay at havde lidt gammeldags værdier. Dem er der intet galt med.

Jeg ønsker jer alt det bedste. Ha' en fantastisk dag, derude.
År og fred.