I søndags blev det endnu engang tid til at gå Gudernes Stræde, sammen med Hefjendur, Byrjendur og andre frænder og frænker. Det er kun en måneds tid siden vi gik sommervandringen, men vablerne fra sidst er helet op selvom det dog stadig kan ses hvor de har været. Denne gang var det efterårsvandringen der stod for skud. Det er den korteste af de turer Hefjendur arrangere. Turen er på lige knapt 30 km og bliver gået i et tempo de fleste kan følge med i. André og jeg stod op før Sunna, for at kunne blive klar til at møde de andre klokken otte, ved Mosede Fort. Det der med at skulle op klokken fem bliver aldrig min kop te. Phy, det er altså lige tidligt nok, når man er vant til at sove to timer længere, men op skulle vi. Turen derind var fantastisk. Wardruna spillede på anlægget, mens vi så Sunna stige op over markerne, hvor diserne dansede i det gyldne skær. Når man ser sådan et syn så ved man bare at dagen kun kan bringe noget godt. Da alle var vel ankommet til Mosede Fort, gik vi i samlet trop ned til stranden hvor vi havde en skålrunde og ønskede hinanden god tur. Jeg blev udvalgt til at skænke mjøden, hvilket jeg blev rigtig glad for. Det er altid en kvinde der skænker mjøden og jeg følte det bestemt som et lille skulderklap at få den ære. Da skålrunden var færdig satte vi os i bevægelse og afsted det gik. Turen lagde ud med gode snakke og invitation til en kommende begivenhed jeg dog ikke vil komme nærmere ind på, men det bragte stor glæde og bekræftede både André og jeg i at det betaler sig at gøre en indsats, at være vedholdende og vise at man ikke er fyldt med tomme ord og løfter, men faktisk viser at man vil noget og ønsker at bidrage. Jeg er meget taknemmelig. Noget af det fantastiske ved gudernes stræde er alle de mange fortidsminder man kommer forbi. Også mindesmærket for Snoldelevstenen går turen forbi og så er det jo godt man har belærte mennesker som Tirssøn med, til at fortælle. Selvom man kommer forbi de her mange fortidsminder, så synes jeg ikke tiden er til at stoppe ordenlig op og læse om de forskellige steder og deres historie. Jeg har derfor længe gået og tænkt på at man bør arrangere en weekend tur hvor man går hele Gudernes Stræde og besøger hvert enkelt fortidsminde. En tur hvor man kan tillade sig at give sig god tid til at nå at se det hele. Hvis du kunne tænke dig at være med til at arrangere en sådan tur sammen med mig, så skriv endelig. Det kunne være fedt at få sat sådan en begivenhed i værk. Det kunne evt. være i det sene forår eller tidlige sommer. Jep, det en plan. Efter ca. 10 km kunne jeg godt mærke at fødderne hist og pist blev lidt ømme og rigtig nok, vablerne var begyndt at blomstre frem, men heldigvis ikke så store som sidst (men der skal også noget til). Ved det første stop blev der derfor hurtigt sat plastre strategiske steder og det holdt heldigvis hele vejen i mål, selvom jeg nu var en smule øm i fusserne til sidst. På et tidspunkt går ruten ned mod et område hvor der i perioder er oversvømmet og meget vådt og nu hvor det har regnet i så lang tid så var der ekstra meget vand. Vi var tre der besluttede os for ikke at gå med ned i det våde, men gik i stedet lige ud. En vej der er en smule kortere og helt uden fare for vandskader i sokkerne. Midt under turen, et stykke tid efter vi har delt os kunne jeg se at André havde haft ringet til mig, dog uden jeg havde hørt det. Det viste sig at ham og Ørum var kommet til at gå forkert i vådområdet, men det lød nu ikke til at have været en dårlig oplevelse, faktisk tror jeg de to har fået en rigtig god lang samtale og hygget sig helt gevaldigt. Hehe. Men det er jo også det der er så dejligt ved at gå sammen med andre. Man tænker og taler bare bedre når man går. Naturen gør noget godt for os og det knytter os tættere sammen når man sådan går og for vendt verdens situationen. Det var hyggeligt at gå sammen os tre og det varede ikke længe før en fjerde fulgte med os. Da vi havde taget en vej der var en smule kortere var vi også de første der så det smukke syn af skibssætningen ved Gl. lejre. Her blev vi mødt af Michael og Kasper som har fulgt os der vandrede, i deres biler. Jeg har sagt det før og siger det igen. Følgebilerne er helt uundværlige på en sådan tur. Endnu engang tak til jer, Michael og Kasper. Det er SÅ dejligt at i gider at tage en dag ud af kalenderen og følge os, med biler fyldt af frugt, slik og drikkelse. I sgu seje. Der gik ikke længe før de andre også begyndte at komme i mål og da de sidste var ankommet, samlede vi os ved skibssætningen for at tage en afsluttende skålrunde og slutteligt få taget nogle fælles billeder. Selv om folk så småt begyndte at køre hjem, blev André og jeg, for at snakke med de sidste. Der er oprettet et nyt Blótlaug som hedder Guðavík og vi er begge inviteret med til deres stiftelsesblót, så der blev snakket frem og tilbage i den forbindelse. Endnu en begivenhed som jeg glæder mig rigtig meget til. Det er nogle dejlige mennesker der står bag Guðavík og jeg håber virkelig det kommer til at gå godt. Da snakken var rundet af, kørte vi som de sidste fra pladsen og vendte snuden mod Lolland. Vi havde snakket om at kører ud og se på nogle fortidsminder, men pludselig var klokken mange og vi endte i stedet med at kører hjem. I dag er mine ben stadig ømme og jeg har svært ved at strække venstre ben ud, men det er alle smerterne værd og jeg glæder mig allerede til at vi skal ud og gå forårsvandringen igen. Nu vil jeg lave mig en kop te og sætte mig til at nålebinde. Hvis benene vil står den på hjemmebagt økologisk æbletærte her senere, men det kræver lige at jeg kan stå ude i køkkenet og røre i skålene. Det må tiden vise. Hvis du er blevet frisk på at komme med ud og gå Gudernes Stræde så sig endelig til. Det er en fed tur og den er alle vablerne værd. Jeg håber du nyder denne Tyrsdag og at den må bringe dig noget godt. Husk at have Norden i dit hjerte. År og Fred. Alle fotografier har jeg selv taget.
0 Comments
Tre gange om året afholder åndsfællesskabet Hefjendur (asatro) vandringer på Gudernes Stræde. Sommervandingen er den absolut hårdeste og længste. Ruten er på omkring 64 km og bliver gået på ca. 12 timer inkl. pause. André og jeg var begge med på forårsvandringen som kun var på 38 km og i et helt andet tempo. Det var en rigtig fed oplevelse med skøn natur, mange spændende ting at se og godt selskab, så efter den gode oplevelse besluttede vi at vi også ville prøve kræfter med sommervandingen. Jeg har på intet tidspunkt været i tvivl om at André nok skulle klare turen, men især på grund af det høje tempo var jeg ikke overbevist om at jeg selv ville kunne gennemfører. Men jeg har det sådan at det er bedre at møde op og prøve end bare at blive væk. I lørdags kom så dagen hvor der skulle vandres. Vi stod møj tidligt op. jeg nåede kun at få tre timers søvn, men vi kom afsted til tiden og det var det vigtigste. Hele vejen til Mosede Fort fulgte Sunna os på vej. Når man får en sådan hilsen med på vejen ved man at det kun kan blive en god dag. Da vi alle var samlet gik vi ned til start punktet ved stranden. Og sådan blev holdet. Alle der havde tilmeldt sig dukkede op. Det var kun Staal jeg ikke havde mødt før, resten var kendte ansigter. Vi syv på billedet var dem der gik, men holdet bestod af to mere. At gå en sådan tur uden følgebiler er en helt elendig tanke, så uden Mortensen og Søn havde vi aldrig klaret den. Det bedste hold af følgebiler nogensinde. Og tjek lige deres t-shirts. De er da for fede! Er helt vilde med dem. Det er Palle (til venstre) som har designet dem. Glæder mig til at se hvad han ellers finder på. Efter en skålrunde, blev timeren og kilometertælleren sat i gang og rask afsted det gik. Alt for rask. hehe. Jeg havde hele tiden frygtet tempoet. Jeg går ikke særlig stærk. Selv den gang jeg var konkurrence svømme og i god form gik jeg ikke særlig stærkt, så der gik ikke længe før jeg godt kunne mærke at det her ville jeg ikke kunne holde til. Men jeg kunne jo lige så godt bare gå så langt som muligt først. Suk. Det blev ikke langt. Normalt når jeg er ude at gå længere ture, så kommer jeg altid tape på fødderne for at undgå vabler. Dem får jeg nemlig uhyggelig nemt. Den tape jeg normalt bruger var udsolgt og jeg har ikke kunnet finde den andre steder, så jeg blev nød til at købe et mærke jeg ikke kendte. Det var ikke en god løsning for efter bare 10 km måtte jeg stoppe fordi jeg havde fået to kæmpe vabler i svangen på hver fod. Et sted jeg ellers ALDRIG får vabler. Suk.. Havde nu håbet på at kunne nå bare en smule længere end sølle 10 km. Nå, men rask afsted det gik for de andre. Tirssøn og Axel satte helt fra start fut under fødderne og var ret hurtigt ude af syne. Det viste sig senere at Tirssøn forsøgte at slå rekorden hvilket han gjorde. Han fik gået ruten på 10 timer og 15 minutter. Det er lokesparke mig sejt gået. Så sejt.! Noget der gør gudernes stræde helt speciel er den enormt smukke natur og de mange fortidsminder man kommer forbi. Det er virkelig en smuk rute. Hvis man synes at 64 km er lige voldsomt nok at gå så kan ruten heldigvis deles op i flere små bidder og der findes også flere afstikker ruter, man kan tage. Denne gang fik jeg ikke set helt så meget af den smukke natur fordi jeg kørte rundt med Michael. Men det var vældig hyggeligt og vi havde nogle gode og spændende snakke. Når vi engang i mellem gjorde holdt for at vente på vandrene kunne vi gå ud og nyde den smukke natur lidt. Da et godt stykke af ruten var tilbagelagt var der i alt tre der var faldet fra. Tirssøn var næsten i mål da de sidste tre seje vandrede var nået til punktet med den smukke Vandre Bøg. En kæmpe bøg der står på toppen af en bakke, hvorfra man har den skønneste udsigt. Men som det kan ses på billedet ovenover så var der mørke skyer på vej og rigtig nok. Inden længe så stod det ned i stænger. Hold nu op hvor det regnede. Men de sidste tre vandrere fortsatte ufortrødent og det var da helt igennem fantastisk. Heldigvis stoppede regnen og Bifrost viste sig og gav ny energi til alle. Og de kom sgu i mål. Til trods for hvad andre havde forventet kom de i mål og endda på en rigtig fin tid. Virkelig sejt gået. Jeg er så stolt af min skønne kæreste. At gå Gudernes stræde er i den grad et offer og et bevis på viljestyrke og vedholdenhed. Jeg er helt overbevist om at de ofre der blev givet i lørdags er blevet hørt og taget godt imod. Traditionen tro sluttede vi vandringen på Sukkenes Bro, med en lille skålrunde og en tak til alle og opløftende ord. Næste vandrig er i september. Her er det kun det halve af ruten der bliver gået og i et helt andet tempo. Jeg skal helt sikkert med og denne gang bliver det med det rigtige plaster. Ikke flere kæmpevabler til mig. Og husk at der i dag er fuldmåne på en mandag (månedag). Så brug energierne og mærk kræfterne. Ha en rigtig dejlig dag derude. Alle fotografier har jeg selv taget, med undtagelse af to. Henvisning til øvrige fotografer findes under billederne. Endnu engang tak for lån. |
Kategorier
All
Copyright © Louise Hladka. All Rights Reserved |