Det er ved at være en god uge siden at Sigtyr og jeg, sammen med en masse andre skønne mennesker var til lille dejlige Neels knæsætning. Det var Wowern og Bjarne der havde inviteret, Neel er nemlig deres barnebarn og lige som Neels bror, skulle hun da også knæsættes. Da Sigtyr og jeg selv har en lille trold der skal knæsættes næste forår/sommer var det en fantastisk mulighed for at se hvordan et sådan ritual kan foregå. Oven i det så var det Tirssøn som skulle være Gode under ritualet. Ham har Sigtyr og jeg nemlig også spurgt om han ikke vil stå for den knæsætning vi skal holde, når den tid kommer. Så nu har vi en rigtig fin idé om hvordan tingene foregår og noget vi kan bruge som inspiration. Prøv lige at se Neel på billedet her oven over. Hold nu op hun er en dejlig lille skrupsak. Det samme kan i øvrigt siges om hendes storebror. Virkelig dejlige unger begge to. Nå, men Sigtyr og jeg tog tidligt afsted fra Jylland, hvor vi havde overnattet efter Byrjendurs blót, men det tog ikke så længe før vi landede på Landmartriklen hvor knæsætningen skulle finde sted. Efterhånden som folk begyndte at ankomme blev der hilst og snakket lystigt. Der var dækket rigtig fint op ude i haven og selvfølgelig var der dækket op med hedenske elementer og også kongehuset var repræsenteret. Det var super fint. Wowern havde lagt en tidsplan, så det hele kunne forløbe noglelunde glidende. Der gik ikke så længe fra de sidste gæster var ankommet til at vi skulle begynde at gøre klar til selve knæsætningen. I en anden del af haven var der stillet remedier frem til selve ritualet. Du kan se nogle af dem på billedet herunder. Hvordan en knæsætning foregår er meget individuel og varierer meget fra familie til familie og så betyder det selvfølgelig også noget hvem der er gode/gydje. Jeg havde som sagt ikke noget at sammenligne med og jeg var ret spændt på hvordan det hele ville forløbe. For én gangs skyld vil jeg gerne fortælle lidt om selve ritualet, men jeg vil selvfølgelig holde visse detaljer for mig selv. Alle gæsterne startede med at stille sig i en cirkel. I midten af cirklen stod et lille bord med nogle af de ting som skulle bruges undervejs og ved siden af bordet stod en stol. Her blev Neels mor placeret. Ved siden af hende stod Neels anden mor, Wowerns datter. Tirssøn havde indtaget pladsen i nord og da alle var på deres pladser kom han med en kort introduktion til hvad der skulle foregå under ritualet. Tirssøn er altid god til at gennemgå ritualet og han sørger også altid for at forklare tingene undervejs. På den måde bliver man aldrig i tvivl om hvad der skal ske, hvilket giver ro og mulighed for at man bedre kan være tilstede. Det fungere især godt når der er gæster med som aldrig har oplevet en knæsætning eller et blót. Da alle informationerne var givet blev stedet renset. Det blev gjort ved en renselsessang. En sang som vi også bruger i både Byrjendur og Hefjendur. Vi var derfor en del som kunne synge med og de der ikke kunne den, kunne nynne med hvis de havde lyst. Da vi var færdige med at synge var det tid til at påkalde guderne. Det kan være forskelligt hvilke guder der bliver påkaldt. Det er typisk noget familien finder ud af sammen med goden/gydjen og det kan være meget forskelligt hvilke der bliver påkaldt fra knæsætning til knæsætning. Tirssøn påkaldte guderne med-sols (med uret). Han startede i nord og gik derefter over i øst, så i syd og til sidst vest, for herefter at stille sig tilbage i nord. Bagefter gik Wowern samme runde med Neel. Hver gang hun kom til et verdenhjørne viste hun Neel frem og bad om styrke til hende. Herefter var det tid til selve knæsætningen og navngivning. Først kom Neel op til Wowerns datter, som vedkendte sig at barnet var hendes. Derefter blev Neel sat på sin mors højre knæ og også hun vedkendte sig at barnet var hendes. Mens Neel sad der tog Tirssøn noget helligkildevand og med det navngav han Neel. Hun hverken skreg eller peb. Hun fandt sig roligt i det hele. Bagefter havde Wowern et lille ritual hvor hun indviede Neels syv chakraer til guderne og endnu engang fandt Neel sig i det hele. Jeg tror der banker et ægte lille hedensk hjerte i den pige. <3 Neel var nu officielt knæsat, men helt færdige var vi dog ikke. Først fik alle der havde lyst, muligheden til at komme frem og binde et bånd på et solhjul. Mens folk hver især bandt båndene på skulle de inden i sig selv komme med gode ønsker for lille Neel. Da alle havde bundet deres bånd på blev solhjulet overrakt til forældrene. Bagefter blev der holdt en skålerunde hvor alle ønskede Neel og hendes familie alt godt fremadrettet. Der blev sagt mange flotte ord. Slutteligt blev der på oldnordisk sagt en gammel hedensk bøn. Vi der kunne den stemte i og da vi var færdige blev cirklen åbnet. Knæsætningen var slut. Bagefter blev der spist og hygget. Bjarne havde lavet en fantastisk lækker flæskesteg der hurtigt fik ben at gå på. Mens der blev spist blev er snakket lystigt ved langbordet. Undervejs var der også to pralerunder, hvilket skabte megen morskab. Da alle havde sunket maden kom der disse lækre lagkager på bordet. Mums... De smagte virkelig godt. Jeg ELSKER kage, især lagkage. Måske fordi der er så sjældent at jeg får det og jeg må da også indrømme at jeg kom til at tage to stykker. Da klokken blev omkring fem begyndte folk så småt at bryde op. Også Sigtyr og jeg skulle hjem mod Lolland. Vi fik sagt farvel til alle og takkede for en god dag. Jeg fik også sagt tak til Bjarnes datter og hendes mand. De har nemlig været så utrolig søde at forærer Sigtyr og jeg, deres fødekar. Jeg skal føde hjemme og vil gerne gøre det i et kar, men de er ret dyre at få fat på også selvom de er brugte, så at få et foræret kan jeg slet ikke takke nok for. Jeg blev simpelthen så rørt da jeg fik at vide at vi kunne få det. Det skal nok komme til at bringe vores nye familie gode minder og en tryg begyndelse. Nu sidder jeg her og liver helt rørt igen. Nå... Jeg kan ikke sidde her og være rørstrømsk en hel aften. Sigtyr har ferie og vi nyder endelig at have tid til hinanden. Det er faktisk længe siden vi sidst har haft tid til os selv. Næsten alle vore weekender går på at tage ud til forskellige arrangementer eller have besøg. Vi nyder det i fulde drag, men det betyder også at vi må ofre en del af den sparsomme tid vi har sammen. Sidst vi var afsted til et arrangement var i lørdags, hvor vi var ude og gå Gudernes Stræde. Noget jeg nok skal fortælle meget mere om i næste indlæg. Nu vil jeg bruge resten af aftenen i selskab med min dejlige Sigtyr og bare nyde at være os. Jeg håber du må få en rigtig dejlig aften og at magterne må være med dig. Alle billederne har jeg selv taget.
0 Comments
Søndag var en speciel dag på flere måder. Vi havde siden fredag være på besøg hos min mor og hendes kæreste, så søndag formiddag skulle vi hjem mod Lolland igen. Vi havde en hel del vi skulle nå inden vi kunne køre mod DR Koncerthuset, for at opleve Wardruna og deres fantastiske musik. Med det samme vi kom til Lolland kørte vi direkte ud til Starkad for at hente noget hestekød som han havde givet os. Jeg har ikke meget erfaring med hestekød så jeg er ret spændt på at eksperimentere med lidt forskellige retter. Kunne godt forestille mig sådan et par gode bøffer over grillen. Jep, det skal nok blive lækkert. Endnu engang tak Starkad. Vi blev ikke så længe. Både Starkad og vi selv havde en del vi skulle nå inden koncerten, så André og jeg kørte et smut på biblioteket for at printe vores billetter og så direkte hjem og i bad. Der gik ikke mere end en time fra vi var landet hjemme til vi skulle ud af døren og mod København. Og nu kommer vi til noget som André og jeg har glædet os til at fortælle alle vi kender. Noget vi valgte at offentliggøre på facebook, mens vi kørte ind mod koncerten. Vi skal være forældre til oktober! Det er slet ikke til at forstå. Det er noget vi begge har glædet os så utrolig meget til og nu sker det! Det er helt vildt. Familien har vi været rundt til og sige det personligt og give dem et billede fra den første scanning. Alle blev meget glade. <3 Der gik ikke mere end en måned fra jeg smed p-pillerne til der var gevinst. Noget ingen af os havde regnet med, men der må være nogle kræfter på spil som virkelig ønsker os det godt. Jeg bekendtgjorde under juleblótet at jeg ville smide p-pillerne og til midvinter ofrede jeg med håb om at der ikke ville gå alt for længe inden jeg blev gravid. Hvad jeg ikke vidste var at jeg allerede var gravid på det tidpunkt. Ca. en uge før Andrés fødselsdag kom Freya til mig under en meditation. En utrolig kraftfuld oplevelse og hun fortalte mig at jeg skulle være mor og at vores barn ville blive meget kreativ. Nogle dage senere tog jeg en test og Freya havde ret. Er spændt på om hun også får ret med hensyn til det kreative. Det må tiden vise. Det var skønt endelig at kunne fortælle folk omkring os at vi skal have en lille Trold og mens vi kørte kom der en masse dejlige lykønskninger. Tak for dem alle sammen. Da vi ankom til DR Koncerthuset var der ikke dukket mange op, men der gik ikke længe før folk begyndte at ankomme og da vi var samlet en lille flok gik vi hen på græsset for at tage en skålerunde. Noget der er dejligt ved en sådan koncert det er at når det er hedensk musik, så kommer godtfolk til og der var dejligt at se både folk fra Byrjendur og Hefjendur, samt deres partnere. Vi mødte og hilste også på mange andre kendte ansigter. Rigtig hyggeligt. Da vi endelig var kommet indenfor og igennem et mylder af mennesker, fandt vi vores pladser og så var det ellers bare at vente på at musikken skulle begynde. André og jeg var også inde og se dem da de spillede i Greve for 1½ år siden, så vi havde begge en fornemmelse af hvad vi skulle opleve og vi blev ikke skuffet. Da musikken gik i gang var den langt højere end i Greve og man kunne mærke musikken i kroppen. Det gjorde bestemt oplevelsen meget mere levende og jeg kunne slet ikke lade være med at smile det meste af koncerten igennem. Jeg var endnu engang tryllebundet af alt fra musikken, deres optræden til det fantastiske lysshow, men denne gang oplevede jeg flere gange at jeg lukkede øjnene og bare nød musikken på en helt anden måde end jeg havde gjort i Greve. Netop som jeg syntes at koncerten for alvor var kommet i gang, stoppede musikken og Einar præsenterede det sidste nummer de ville spille. Helvegen. Jeg følte slet ikke at tiden var inde til at slutte af, men uret viste at de havde spillet i 1½ time. Minutterne var bare fløjet afsted. Da Helvegen var afsluttet rejste hele salen sig op og klappede så hænderne var helt røde. Det var mine i hvert fald. hehe. I modsætning til i Greve så gav Einar et ekstra nummer og da den sidste tone var spillet rejste salen sig endnu engang. Det var en fantastisk koncert. Efter koncerten blev der igen snakket og hygget. Jeg kørte ret hurtigt sammen med Starkad, som var så sød at køre mig hjem, så André kunne komme tilbage til Jylland inden klokken blev alt for mange. Ellers havde André nemlig været nød til at køre til Lolland først og så derefter til Jylland. André blev efter vi var kørt og tog en skålerunde og fik sagt farvel til de sidste, ind han tog turen mod Varde. Skulle du på noget tidspunkt få chancen for at opleve Wardruna live så gør dig selv den tjeneste at se dem. De er fantastiske live og alle pengene værd. Selvom jeg nu har set dem 2 gange så vil jeg uden tøve købe billet til deres næste koncert jeg har mulighed for at komme med til. Nu vil jeg til at hoppe i seng. Skal tidligt op i morgen. Har en masse ting jeg skal have ordnet og der skal købes ind til madpakker på søndag. Der skal vi ud og gå Gudernes Stræde. Husk du kan sagtens komme med hvis du har lyst, arrangementet er åbent for alle. Jeg har været med 3 gange og det har været en super fed oplevelse hver gang og det er virkelig en god mulighed for at få snakket med folk. Kan du have en skøn Odinsdag i morgen. Sov godt. Alle billederne har jeg selv taget. |
Kategorier
All
Copyright © Louise Hladka. All Rights Reserved |