Mit håndværk på ny sideDe sidste par uger har jeg endelig haft tid til at få kigget på nogle af de mange kreative projekter jeg har haft påbegyndt og som jeg gerne ville have færdige. Det går lidt trægt på grund af min gigt, men det går fremad og det er vel det vigtigste.
Når gigten har drillet har jeg i stedet arbejdet lidt på en ny hjemmeside. Jeg har længe gerne ville have et sted hvor jeg kan vise mit kunsthåndværk frem, ligesom jeg har en side hvor man kan se mine malerier, illustrationer m.m. Jeg er kommet ganske langt med hjemmesiden men der er en del vej endnu. Jeg mangler at få taget billeder af nogle ting og så skal jeg har skrevet lidt omkring mit kunsthåndværk. Jeg har også planer om at lave lidt små film hvor jeg viser noget af det jeg har lavet frem, eller viser hvordan man kan bruge tingene. De ting jeg laver har hovedsagelig rod i det Nordiske og i førkristen tid. Noget jeg især finder interessant er at lave remedier der kan bruges under ritualer. Det kan f.eks. være graverede drikkehorn, offerskåle med mønstre, røgelseskar, gudefigurer og meget andet. Når jeg laver disse ting har jeg stor fokus på deres brug, betydning og tilknytning. Jeg er overbevist om at det giver de rituelle redskaber jeg laver, en større kraft. (i mangel på bedre ord)
Nålebinding er en anden ting som jeg holder meget af og det er faktisk det der fik mig i gang med kunsthåndværket. Jeg har en stor interesse i den danske stenalder og i den forbindelse læste jeg for mange år siden om et fund gjort ved Tybrind Vig, på Fyn. Her var der blandt andet fundet nogle grove tekstil fragmenter som er fremstillet ved en meget simpel udgave af nålebinding. Jeg læste mere om nålebinding og fandt ud af at det faktisk er en teknik vi har brugt helt tilbage fra stenalderen og frem til i dag. Der er bare ikke så mange der kender til nålebinding længere hvilket jeg synes er synd.
For at nålebinde skal man bruge en nål og det lavede jeg så. Det er gennem årene blevet til mange nåle, i foskellige materialer som træ, horn, hjortetak og ben. At arbejde i disse materialer gav mig lysten til at udforske hvad jeg ellers kunne kreere og derfra begav jeg mig ud i kunsthåndværket. Nålebinding fylder stadig en del og det er også noget jeg tænker bliver en del af denne nye hjemmeside jeg arbejder på. Jeg kunne godt tænke mig at lave nogle videoer hvor jeg viser de forskellige historiske og forhistoriske sting frem og hvor jeg også fortæller lidt om nålene og hvad udformingen af disse har af betydning for det du nålebinder. Jeg håber på at kunne have siden i luften så hurtigt som muligt og jeg skal selvfølgelig nok sige til når den er færdig nok til at blive vist frem. Jeg tænker der kommer til at være et direkte link oppe i menuen, her på siden, så den er nem at finde frem til.
Det er dejligt endelig at være kreativ igen. Det har jeg savnet mere end der kan beskrives. I det omfang det er mulig inddrager jeg Thorhild, men ellers så går jeg først i atelieret om aftenen når hun er puttet for natten. Det giver ikke mange timer at arbejde i, men det er så skønt at være i gang. Jeg starter snart op på noget nyt gigt medicin, hvilket gerne skulle give mig flere aftner og flere timer jeg kan arbejde med mine hænder, uden smerter. Det skal nok bliver godt. Det kan jeg mærke. Kan du også lide at være kreativ? Har du et spændende projekt i gang?
Kender du til nålebinding? |
Copyright © Louise Hladka.
All Rights Reserved
You may not take any content from this site without permission
All Rights Reserved
You may not take any content from this site without permission