Asatro og medlem af Folkekirken. Kan man det?I lang tid har jeg gerne ville skrive lidt om det her emne, da jeg flere gange på facebook er faldet over tråde hvor folk spørger ind til om andre asatro er medlem af den danske folkekirke. Her oplever jeg at rigtig mange svarer at det er de og de mener sagtens de kan omfavne den kristne gud på lige fod med de Nordiske.
Jeg må indrømme at jeg bliver evigt irriteret over at folk kommer med et sådan svar for det giver i min optik ingen mening at være asatro, altså polyteist og så samtidig være medlem af den danske folkekirke som jo er for monoteister. Men jeg vil egentlig starte et helt andet sted for hvad mener folkekirken selv om en sådan ordning? Hvis man går ind på folkekirkens hjemmeside kan man læse følgende [1]: "Du kan ikke på samme tid være medlem af folkekirken og et andet trossamfund. Slutter du dig til et andet trossamfund, så ophører dit medlemskab af folkekirken. Det sker dog ikke automatisk. Du skal selv melde dig ud." Så er du f.esk. medlem ad Forn Siðr så er det slet ikke tilladt at være medlem af folkekirken, ifølge folkekirken selv. Hvis man tænker bare en lille smule over det er det jo slet ikke så mærkeligt. Tager man de Lutheranske 10 bud som er dem folkekirken vedkender sig så er det første bud at "Du må ikke have andre guder end mig." Godt nok anerkender folkekirken at der findes andre guder men det er forbudt at tro på dem. Du må kun dyrke én gud, den kristne. Det står i jo i skarp kontrast til at være polyteist som en asatro jo netop er. Det kan godt være at du som asatro anerkender at der er findes andre guder end de nordiske herunder også den kristne og det kan jeg som udgangspunkt ikke se et problem i, men at vælge at tilhøre et trossamfund som er i direkte modstrid med hvad du selv tror på synes jeg ærlig talt er en underlig tilgang. Jeg har nogle gange prikket lidt forsigtigt til folk for at høre hvorfor de er medlemmer når nu det strider imod deres egen tro på de nordiske magter og her kommer der ofte et svar om at så skal de efterladte ikke stå med problemer når de skal begraves. Det tager kirken sig nemlig af, da de jo har betalt kirkeskat, men sådan forholder det sig faktisk ikke helt.
Mange er overbevist om at kirken står for alle udgifter i forbindelse med begravelse, men det gør de ikke. Du betaler hele gildet selv (eller også gør dine efterladte eller det offentlige). Den økonomiske forskel ligger i at selve gravstedet er lidt dyrere for ikke medlemmer end for medlemmer. MEN hvis det hele handler om kroner og øre så findes der kommunale gravpladser hvor man kan få en begravelse som svare meget til den pris medlemmer af folkekirken betaler, selv om du ikke er medlem. [2] De fleste asatro ( af dem jeg har snakket med ) ønsker desuden heller ikke at blive begravet i kristen jord. De vil hellere begraves i naturen eller på den hedenske gravplads. Jeg ved godt at det er de efterladte der har behov for at have et sted og gå hen for at mindes deres kære, men som efterladt har man da vel heller ikke lyst til at gå i mod afdødes ønsker og tro. Selvom man bliver sat ned i naturen kan man jo stadig få en sten og et sted folk kan mindes. Forn Siðr har en MIN SIDSTE VILJE til at ligge på deres hjemmeside. Den kan udfyldes og gives til dem der vil komme til at stå for din begravelse. På den måde står de ikke og er i tvivl om hvad du ønsker. Du kan finde min sidste vilje HER. Et andet argument jeg har hørt er at ens børn ikke kan blive døbt og konfirmeret hvis ikke man er medlem af folkekirken. Først må jeg lige sige at jeg finder det underligt at man som asatro ønsker at opdrage sine børn i en kristen tro. Hvis din tro er god nok til dig, hvorfor er den så ikke god nok til dine børn? Desuden så har vi som asatro mange fine ritualer som navngivning, knæsætning, ynglingeritual m.m.
Du behøver ikke at være medlem af folkekirken for at få dine børn døbt[3] og det samme gælder ved konfirmation[4]. Faktisk behøver ingen af forældrene at være medlem, så skulle dine børn ønske at blive døbt og konfirmeret står det dem frit for uanset hvad tro du har. Alt i alt har jeg meget svært ved at se hvorfor du som asatro skulle have grund til at være medlem af en kirke som slet ikke ønsker dig. Og hvorfor ønsker man at dyrke en gud som mener at den måde vi tror på, beder på og lever på er forkert? Det falder mig meget fjernt. Opslaget her er ikke lavet for at træde folk over tæerne, men jeg synes det er vigtigt at folk gennemtænker et valg som det at være medlem af folkekirken, ligesom jeg også håber at de har gennemtænkt det at være asatro. Personligt synes jeg ikke de to er forenelige, da det jo burde står klart for enhver at du ikke kan være polyteist og monoteist på samme tid. Har du gjort dig tanker i samme retning eller mener du godt at man kan være medlem af folkekirken som asatro?
[1]: https://www.folkekirken.dk/om-folkekirken/medlemskab
[2]: https://www.bedrebegravelse.dk/798/bedemanden-undersoeger-gravstedet [3]: https://www.kirkeskatberegner.dk/barnedaab-ikke-medlem-af-folkekirken [4]: https://www.folkekirken.dk/livets-begivenheder/konfirmation/skal-skal-ikke/kan-jeg-blive-konfirmeret |
Copyright © Louise Hladka.
All Rights Reserved
You may not take any content from this site without permission
All Rights Reserved
You may not take any content from this site without permission